Fruelige livsanskuelser

En glædelig og fredfyldt jul....

2011-12-21T12:36:00.000-08:00

ønsker jeg jer alle sammen, og jeg håber, julen bliver, som I gerne vil have den - fyldt med kærlighed og nærvær, glade smil, god mad og frem for alt, en fejring af Guds Søns fødselsdag... for det er jo derfor, vi holder jul :)

En lille julesang.. bare lige fordi ...

Tro på noget større...

2011-12-02T10:42:00.000-08:00

Da jeg var en stor pige på godt 12 år, holdt vi altid jul sammen med min farmor og farfar. I min familie falder det i kvindernes lod at lave mad juleaftensdag, og vanen tro stod jeg og pillede kartofler, min farmor fyldte anden med æber og svedsker og min mor lavede det sidste konfekt, da en dyb og varm kvindestemme tonede frem i den gamle B&O radio, som stod på køkkenbordet. Jeg stod helt stille et øjeblik, med den halvpillede kartoffel i den ene hånd og kartoffelkniven i den anden... så kiggede jeg på min mor, og spurgte "Hvem er det"? Min mor svarede med et lille smil "Det er Mahalia Jackson - hun synger gospel" .... I dét øjeblik var jeg solgt, og jeg vidste, at det der gospel, det ville jeg bare så gerne synge en dag... for det var jo ganske fantastisk.

Resten af sangen stod jeg helt stille og lyttede til den kvinde, som jeg stadig beundrer for hendes enestående stemme. Hun kan synge gospel, så trafikken stopper, den mest forbenede ateist bliver troende, og jeg, der bare var en stor pige, fik tårer i øjnene.. det gør jeg i øvrigt stadigvæk, når hun synger "Silent Night"... for uden den sang er det ikke jul for mig. Mahalia skal fylde køkkenet, når jeg nu som næste generation af kvinder i min familie laver det måltid, som fejrer Jesu Fødsel ...

Men livet går jo ikke altid som præsten prædiker, så på grund af udbrændthed og nogle fysiske sygdomme måtte jeg i januar 2002 forlade arbejdsmarkedet. Stress havde endelig fået bugt med mig, og jeg kunne ikke længere klare mit job som socialrådgiver for torturoverlevere, et job, jeg holdt meget af og som på mange planer var yderst berigende.

Jeg var alene med min handicappede dreng, som nu er en voksen mand, og på næsten alle områder af livet var jeg hende, der gav og gav - uden selv at tænke på at få fyldt ressourcedepoterne op! Der meldte troen sig - igen- og denne gang ikke kun som spørgsmål eller besøg i folkekirken juleaften, men som reel følelsesmæssigt behov. Jeg blev simpelthen nødt til at følge den indre stemme, som fortalte mig, at jeg skulle "gå den vej", for der lå nogle svar til mig, som jeg ikke kunne finde andre steder. Der lå - om man vil - vejen til en åndelighed, jeg havde forsømt i mange år.

Derfor var det at begynde at synge gospel en stor håndsrækning til min stressede sjæl og min klemte ånd. Jeg fandt simpelthen et fristed, hvor jeg kunne trække vejret og få tanket op til den næste uges tid, lægge mine byrder og bare VÆRE ! Det gav mig også mulighed for at synge netop det, jeg som 12-årig pige havde følt så dybt, at det der, det måtte jeg synge en dag - for det var og er alt det, jeg forbinder med at udtrykke min tro og takke for den gave, livet er.

Jeg bærer min tro med mig, der, hvor jeg går - og det er en stor lettelse, når livets genvordigheder presser sig på, at jeg ved, HAN er der, og at jeg er elsket. Mig. Et lille menneske i den store verden, en blandt milliarder. For mig er Gud lyset på den mørke vej gennem livet, Han er Håb, der, hvor der intet håb er og han ER kærlighed - for størst af alt er kærligheden.

Guds Fred og en velsignet Jul til jer alle sammen.

Hjørnespark !

2011-10-19T10:12:00.000-07:00

Så kom der endelig en afklaring på budgettet for min søns bosted. Den oprindelige sum på lidt over 2 mio. kro, altså godt en mio. besparelse pr. år de næste 4 år blev ændret til et sparestop i 2012, og så en besparelsesfastlæggelse på 1,15 mio. fra 2013 - 2015.

Selve spareområdet er udvidet til hele handicapområdet, og ikke kun de to bosteder, som der oprindeligt var tale om. Social- og Sundhedsudvalget har nu indtil næste år i oktober til i samarbejde med os pårørende, personale, beboere, adm. personale etc. at finde ud af, hvordan, om man så må sige, hele området kan undergå en sparerunde uden at ramme de handicappede på kerneomsorgen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at derfra, hvor jeg står er sagen sparket til hjørne. Vi har nu godt 1 år til at samle os, finde ind i noget samarbejde med de andre bosteder, og skabe nogle ideer og tiltag, som kan hjælpe vore pårørende, ikke fratage dem hjælp.

Søn af den højre hånd - Lykkens Søn !

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg tror, der findes en langsigtet plan for centralisering af handicapområdet i Assens Kommune. En centralisering, som omfatter udbygning af tilbudende i Aarup og Assens, hvor der i forvejen er placeret 2 store §108 institutioner og 2 §107 bosteder samt fritidstilbud efter SL §104. Det giver mening, når vi ser på, hvilke bosteder, man vil spare voldsomt på (de ligger i Glamsbjerg og Tommerup) og den omlægning, man ønsker effektueret fra dagstøtte til individuel støtte efter §85. Det kan kun blive en forringelse - en besparelse, som på sigt vil lukke de to bosteder, og tvinge beboerne til at flytte ...

Det er så heller ikke længere nogen hemmelighed, at jeg nu er nødt til at tænke meget langsigtet og sikre, at min søn har et sted at bo, hvor han kan få noget hjælp til at klare sit liv. For hvis det bliver, som jeg har en realistisk "frygt for", så kan han ikke blive boende hvor han bor nu, hvis der omlægges til individuel støtte. Han vil i løbet af 3-4 måneder rent ud sagt gå til i sit eget skidt, og hans ernæringstilstand vil forværres betydeligt, så meget, at han vil udvikle diabetes. Han vil ende med en depression, og samlet set vil han opleve et svært livskvalitetstab.

Så meget for handicapkonventioner og fine hensigtserklæringer ! Dem kan jeg ikke bruge til noget - Jeg er mor! Det er min søns liv, det handler om. Jeg kan ikke stå og se på, at hans liv bliver et rent h... , hvis de besparelser, vi stadigvæk kan læse i budgettet vedtages som de står.. For der er jo ingen garanti for, vi hen over det næste år kan finde pengene eller finde løsninger, som ikke forringer, men udvikler og forbedrer... og det lukrerer kommunen på. De tager os forældre som gidsler, fordi vi elsker vore børn og vil dem det bedste ..

Jeg er gået i gang med at planlægge ... foreløbig er det på tankeplan.. Men meget snart vil der komme både en plan A, B, og C... Jeg vil ikke tages på sengen, fordi Assens Kommune ikke tør melde klart ud, hvilke planer de har på handicapområdet.

Miraklet i Assens, del 1.

2011-10-03T10:29:00.000-07:00

I Assens kommunes handicappolitik arbejdes der med mirakler. I ved, dem man videnskabeligt set ikke kan forklare, måle og veje, men alligevel sker de - i dette tilfælde dog først og fremmest på embedsmændendes kontorer og i nogle af kommunalbestyrelsens politiske hoveder.

Miraklet i Assens handler om de handicappede borgere, som bor på Bostedet Møller Eriksensvej i Tommerup og Poul Mose Parken i Glamsbjerg. Det er de bosteder, som kommunen på sigt vil lukke for at kunne centralisere al handicapplejen i Assens og Aarup. Disse borgere er "over night" blevet så meget bedre fungerende, at de kan klare sig med meget mindre hjælp end før. Det er da et mirakel - og politisk meget belejliget, nu, der er sparerunde kamufleret ved “innovationsforslag” i det nyligt indgåede forlig.

Helt konkret handler "miraklet" om, at bostederne Møller Eriksens Vej og Poul Mose Parken vurderes til at kunne omlægges fra et §107 bosted til en §85 foranstaltning. Det vil kortfattet sige: Fra fuld støtte i hele bofællesskabet af hele personalet, når den handicappede beboer har brug for det til "støtte i eget hjem, og kun når du har besøg af din pædagog. Resten af tiden må du klare dig selv".

Eller for nu at stille det så firkantet op, at selv en konservativ kan forstå det : Vil du lade din 6-årige datter klare sig med 5 timers “forældreomsorg” om ugen.. ? Det er det niveau, vi er på. Det handler om mennesker, hvis mentale stade befinder sig i aldersklassen 5-11 år. Og dem vil man lade klare sig selv, fordi man tror, det kan spare kommunen nogle penge.. ! Det kommer til at koste langt mere, end den besparelse, man har forestillet sig. Mange af de to bosteders beboere skal nemlig på en endnu dyrere institution, hvis man skærer i personalenormeringen, som en omlægning reelt betyder.

Hvordan har Assens Kommunes politikere og embedsmænd tænkt sig at bevise, at disse borgere mirakuløst er kommet sig over en hjerneskade, en udviklingsforstyrrelse og diverse fysiske og psykiske sygdomme ? Det påhviler nemlig kommunen at føre bevisbyrden, når man vil fratage en borger en foranstaltning, f.eks. ved at ændre i de tilbud, man har til borgerne, og derved stille borgeren ringere end før ! Vil man sætte syn under skøn ? Vil man lade gamle undersøgelse være det, der udgør "bevisbyrden" eller vil man nøjes med pædagogens udsagn .. ? Og hvordan med klagefrister, svarskrivelser, partshøring etc. ?

Vi venter i spænding på næste afsnit af “Miraklet i Assens”.... !

Besparelser på min søns bosted...

2011-09-23T12:33:00.000-07:00

Som mor til en handicappet ung mand må jeg konstant forbløffes over det offentlige systems manglende viden, indsigt og forståelse, og især det såkaldte demokrati, vi som danskere tror, vi kan stole på.

Således er der nu indgået budgetforlig også for Asssens Kommune, hvor min søn bor på et af 4 bosteder uden døgndækning, et såkaldt §107 bostedstilbud. Kommunen har i sin visdom efter et besøg i Vejle kommune fundet ud af, at det kan "betale sig" at omlægge sådanne botilbud til §85 støtte i eget hjem.

Det siger sig selv, at det er en besparelse der vil noget for de mennesker, det går ud over. De allersvageste borgere i det danske samfund, mennesker, som ikke har evner til at tale deres sag, og som derfor er dobbelt afhængige af politikere og embedsmænds forgodtbefindende, det er dem, man vil spare på! og man er fløjtende ligeglade i Assens kommune med de høringssvar, både personale, beboerne og vi som pårørende har indgivet. Dem lytter man overhovedet ikke til, og man tager slet ikke bestik af det i beslutningsprocessen.

Der skal så omlægges til §85 støtte. Det betyder i praksis, at min søn skal have 6 timers hjælp om ugen mod nu mulighed for hjælp 5 dage om ugen fra kl. 08.00 til kl. 21.00. Hjælp, han er visiteret til, da han flyttede hjemmefra, fordi bostøttehjælp var for lidt..

Hvordan har "man" tænkt sig, at et menneske med en hjerneskade skal klare sig med så lidt hjælp ? Han kan ikke strukturere sin hverdag selv, får han ikke hjælp i form af en "voksen", som styrer rengøring, indkøb, madlavning, tøjvask, oprydning etc., så sidder han i sin sofa og ser dvd, spiller på sin guitar eller hænger foran sin pc.. ! Han vil i løbet af 2 - 3 måneder tage mange kilo på og udvikle full-blown diabetes 2, hjerte-karsygdomme og så videre.. for der er ingen til at hjælpe ham med at smøre madpakke, købe sundt ind, lave sund mad, og frem for alt, hjælpe ham med at forstå og bearbejde den verden, han møder hver dag udenfor bofællesskabet.. en verden, som ikke altid forstår ham og som han har svært ved at manøvrere i uden hjælp. Jeg forudser et rent kaos !

Nu kørte det lige så godt på hans bosted, dygtige pædagoger og en dedikeret leder.... jeg kunne endelig, efter 20 år, lægge noget af ansvaret fra mig, og begynde at bruge bare lidt tid på mig selv. Min søn er 23 år ... det er 5 år siden, han blev 18 år, og derfor myndig. Det er slut nu, al den gode udvikling. Han stagnerer i udvikling, hvis han ikke ender med at gå tilbage i udvikling og vi må som pårørende ende med at skulle hjemtage ham, fordi han går til i sit eget skidt og bliver både fysisk og psykisk syg, fordi han ikke får den hjælp, han brug for.

Behøver jeg at sige, at jeg er dybt rystet, ked af det, og meget vred på een gang. Behøver jeg at sige, at jeg er meget, meget bekymret for min søns fremtid. Behøver jeg at sige, at jeg - belært af erfaring - ikke ser positivt på min søns og derfor også min fremtid lige nu .. !

Danmarks første kvindelige statsminister..

2011-09-18T10:47:00.000-07:00

96 år efter kvinder fik valgret i Danmark kunne det endelig lykkes. En kvinde bliver den næste statsminister i Danmark, og så er hun oven i købet socialdemokrat.

Vi kipper med de røde faner her på Rismarksvej.... Nok ingen nyhed i det, det har vi gjort hele vejen, det ændrer sig ikke, uanset statsministerens partifarve.

Så til lykke, Helle Thorning-Schmidt. Foran dig ligger et kæmpe stykke arbejde med regeringsdannelsen og fremtiden på den mest magtfulde, politiske post i Danmark.. så...på med den socialdemokratiske arbejdshandske, og så igang.. Man skal aldrig være bleg for et stykke manuelt arbejde, Mrs. T..

Livets genvordigheder

2011-09-12T12:19:00.000-07:00

Ja, dem kan der jo være mange af, genvordighederne.. De kan være større eller mindre, men er en del af livet, og ind i mellem, så overvælder de og fylder ... for meget. Derfor ingen indlæg fra blogchallenge, det har bare været helt ligegyldigt i forhold til de ting, som har været presserende og stadig er det herhjemme..

Jeg er beriget med en dreng med særlige behov, som nu er en ung mand. Han bor på en godt bosted på Sydvestfyn, og for et års tid siden fik stedet ny leder og nye pædagoger.. Det gjorde en verden til forskel for min søn, og for de andre beboere. Stedet ændrede grundkarakter, der kom faglighed, varme og hjerteblod med i arbejdet.. der blev talt om ETIK... og jeg både mærkede og så de tiltag, personalet førte ud i livet.. jeg så forandringen ske, også for min søn..

en skytsengel til min søn og hans "bofællesskabsfamilie"

Nu vil kommunen så spare.. igen.. på de allersvageste borgere.. De forslag, som de vise mænd i embedsværket har fintænkt sig frem til handler om at fjerne bostøttedelen og erstatte den med individuel støtte.. det vil betyde, at mange af beboerne, som i øvrigt bor i lejligheder, de selv lejer af et boligselskab, tvinges til at flytte - ingen ved, hvorhen - fordi der ikke længere er den hjælp til stede, de er visiteret til ..

Et andet brilliant stykke emdbedsmandsfantasteri er at lukke et bosted for at erstatte det med 7 nye pladser, som skal bygges.. Spørg mig lige, hvad besparelsen er her ... min ringe regnesans siger mig nemlig nul komma nul kroner..

Man kan, hvis man ellers har bare en anelse omløb i pæren regne ud, at det første spareforslag vil ramme netop denne gruppe borgere ekstremt hårdt. De står allerede med mindsteindsatsen. Nu skal de klare sig selv, med måske højst 6 timers hjælp om ugen - alle har i større eller mindre grad problemer med at strukturere verden, og skal de selv til det, kommer alt til at sejle ... indkøb, madlavning, tøjvask, helbredsproblemer, kontakt til myndigheder.. Jeg kan næsten ikke se mig ud af de vanskeligheder og problemer, min søn får, hvis han ikke, som nu, kan gå ud og få hjælp af personalet, når behovet opstår. Det er en hel Sjøvahl-Wahlø krimi værdig !

Vi får menneskeskæbner, som dør af sult og går til i eget skidt. Som får livsstilssygdomme i løbet af 2-3 år, som mister færdigheder og evner, fordi de ikke stimuleres og vedligeholdes. Som skubbes helt derud, hvor de var i 1955 ... eller før.. usynlige for samfundet, ude af øje, ude af sind for almindelige mennesker. Og derfor også nemme at skubbe helt ud over samfundskanten.

Jeg beder virkelig til, at kommunens politikere tager NEJ hatten på og stemmer imod de forslag, som ligger fra embedsmandsvældet.. For det kan da kun have været en hjerneblødning, som har afstedkommet så elendige og menneskeligt degraderende forslag.. for ikke at tale om lovligheden af dem.. men det er straks en helt anden snak..

Det mener jeg ikke vi som samfund overhovedet kan være bekendt. Og slet ikke, hvis vi priser os af et begreb som næstekærlighed forklædt i politisk svøbe som omsorg for de svageste.. For kærlighed til næsten kender ikke til hudfarve, pengepung eller politisk standpunkt eller andet, vi dømmer mennesker efter.. Det kender ingen grænser.. og derfor er kærlighed til næsten netop det - til det menneske, som behøver den mest.. og det gør vore handicappede medborgere..

Vi har snart folketingsvalg.. Jeg håber virkelig på, der kommer en regering med tanke på næsten ! Især på den næste, som behøver det mest !

Blogudfordringsdag nr. 17

2011-08-30T15:54:00.000-07:00

Dagens udfordring lyder: Noget, du har lavet helt selv..

Jamen.. det kommer her.. det er et læserbrev til Fyens Stiftstidende omhandlende nedskæringer på min søns bosted.. og ikke kun der, men på hele handicapområdet i Assens Kommune.. Så må vi se, hvad den gode debatredaktør har at sige til det..

Der er ikke råd til pædagogerne, så du må gå over i Friluftsbadet ...!

Assens Kommunes handicappolitik bygger på principper om inklusion, ligeværd og et liv så nær det normale som muligt med udgangspunkt i FNs Konvention om Handicappedes menneskerettigheder fra 2006."

Disse smukke ord var de første, jeg læste, da jeg besøgte Assens Kommunes hjemmeside under fanen ”Handicap”. Flot, tænke jeg "Her er endelig en kommune med et ordenligt menneskesyn" ...
Og hvad skal jeg så erfare som mor til en handicappet, ung mand, som er heldig at bo i et godt bosted i Glamsbjerg med en dedikeret leder og fremadstormende personale? At nu skal der igen spares, og endda så betragteligt, at min skønne knægt risikerer at skulle flytte fra hus og hjem, fordi der ikke længere vil være personale at finde på bostedet, hvis de planlagte besparelser føres ud i livet !

"Men det kan man da ikke, siger du. Så kan de jo ikke klare sig selv, hvis de tager alt personalet væk ! "
Der har du set helt rigtigt, søde ven ! Men det er sådan, det bliver, hvis spareforslagene vedtages som de ligger i budgetforslaget, for kommunalpolitikere vil hellere bevare Glamsbjerg Friluftsbad og Haarby Svømmehal, end tage sig af kommunens handicappede borgere ! Det er ikke en livsvigtig funktion at bevare en svømmehal og et friluftsbad. Men det er livsvigtigt for min søn, at han får hjælp til at leve et liv med inklusion, ligeværd og så nær det normale som muligt !

Eller var det bare noget, jeg læste et sted !Ord er som bekendt taknemmelige, men når vi kommer til virkeligheden, til min handicappede søns liv og dagligdag, så gælder de flotte hensigtserklæringer åbenbart ikke længere !

Helt konkret betyder besparelserne, at min søn ikke får hjælp til at strukturere dagligdagen, kontakten til kommunen, lægebesøg, SKAT, banken, ingen hjælp til madlavning, ingen hjælp til indkøb, tøjvask, og alle de andre små og store problemstillinger, pædagogerne er så gode til at hjælpe med og som han grundet sit handicap har så hårdt brug for.
Han skal klare alle de ovenstående ting selv, og skulle han være så heldig at få bevilget 2 timer om ugen til ”bostøtte i eget hjem”, så skal han stoppe i sit elskede fritidstilbud, for i følge loven må han ikke begge dele !

Hvad skal min søn så lave, når han efter de kommunale nedskæringer sidder alene i lejligheden uden hjælp til noget som helst og intet at tage sig til i dagtimerne” - Nårh jo, han kan jo gå over i Friluftsbadet ! Eller tage en tur til Haarby Svømmehal.

Det er den virkelighed, jeg som mor til en voksen, ung mand med et vidtgående handicap skal være vidne til - IGEN ! Det holder aldrig op, kommunerne skærer og skærer i de sociale budgetter, og de handicappede lider under det - for der er ingen, der råber højt på deres vegne - og hvis der er, så hører vi kun ”Vi skal have vores Friluftsbad, for det er så godt for kommunens bosætningspolitik" !

Hvordan forstiller politikere i Assens Kommune sig, at min søn skal kunne klare at blive boende i sit hjem - sit eget hjem - uden hjælp ? Skal han gå over i Friluftsbadet og bede gæsterne om at hjælpe sig med at lave mad, vaske tøj, strukturere oprydningen, så han ikke går til i skidt og alt det andet, han grundet sit handicap ikke kan ? Eller skal der ligefrem lig på bordet, før I stopper den vanvittige nedskæringspolitik på handicapområdet !

Svar udbedes og det straks ! Min søn, og de andre handicappede borgere på de 4 bosteder i Assens Kommune kan ikke vente på, I bliver færdige med at bevilge flødevelfærd til resten af kommunens borgere.. !

Blogudfordringsdag nr. 16

2011-08-29T09:28:00.000-07:00

Dagens udfordring lyder: Et billede af dig selv fra i dag..

Nix.. mit kamera virker ikke, og det andet er i opladeren. Jeg kan ikke få web-kameraet til at fungere, så I får et fra en tidligere begivenhed, nemlig i Juni måned dette år, hvor fruen sang for fulde gardiner..

Sangen er: Jesus I love You, og stedet er Metodistkirken i Odense

Blogudfordringsdag nr. 15.

2011-08-28T11:10:00.000-07:00

Udfordringen til i dag lyder på: Nævn de første 10 sange på din Ipod eller lignende afspilningsdevice..

Sorry, folk, på min mp3.. ja, så gammel er jeg, der ligger pt. nogle mindfullnes-meditationer :) Og skal jeg høre musik, så foregår det her på min pc, mens jeg skriver eller på vores anlæg i køkkenet eller måske i stuen, hvis ikke manden har okkuperet afspilleren..

Lige nu.. i dette øjeblik, hører jeg en dame ved navnet LaVerne Baker, en meget skrap blues/R&B/gospelsangerinde fra 1950-1960ernes USA.. Et nummer, jeg holder meget af, spiller lige nu.. "Just A Closer Walk With Thee"... så Preben.. eller Claus.. en dags tid, til Gudstjeneste.. så skal vi ha' den på programmet.. den er BARE go'...

Andet er der ikke at sige.. selvfølgelig hører jeg gospel i stor stil, men bluesmusikken har også en stor plads i mit røde hjerte :) Noget, den smukke kvinde her til venstre i billedet mestrer til fulde.. Jeg kan desværre ikke uploade en sang med hende, som jeg syns er værd at lytte til, for det lykkedes bare ikke, hverken via YouTube eller på anden vis.. Men en dag.. så skal I høre hende.. :)

Så.. nyd denne søndag aften.. Om lidt må der drikkes kaffe og tales lidt med manden, jeg har været til søster-weekend hele lørdag og halvdelen af i dag, så det er ved at være tiden, vi veksler et par ord med hinanden og SER hinanden lidt..... :)

Blogudfordringsdag nr. 14.

2011-08-28T10:59:00.000-07:00

Udfordringen til lørdag lød: "Et billede af dig og din familie"

Uha.. den var værre.. for jeg tror ikke, vi har et, hvor vi er samlet alle sammen.. Der er flere, hvor vi er sammen et par stykker, så det må altså vente til en dag, hvor jeg kan få lavet et helt familieportræt :)

Blogudfordringsdag nr. 13

2011-08-28T10:27:00.000-07:00

Udfordringen til fredag lød: "Dit celebrety chrush"...

Nåh.. jeg er en moden kvinde, godt gift og alt det der, men ham her.. han har en særlig plads i mit hjerte, for han var den første "heart throp", fra dengang, jeg var ung, smuk og uskyldig.. :)

John Joseph Travolta, f. 18.02.1954

John Joseph Travolta, amerikansk skuespiller, danser, sanger.. Han danser som en drøm, han synger godt, og han kan spille både the good guy og the extremely bad guy.

Jeg var solgt, da jeg så ham i Grease i biografen som 14. årig.. Fuldstændig solgt. Jeg ville bare ligge der i armene på den her lækre fyr, i stedet for hende der Olivia, ud med hende.. :( .. Næh, der skulle jeg da ligge og høre ham synge, danse med ham og i al min teenageuskyldighed, måske også kysse ham..

Siden er jeg blevet en anelse benovet over hans evner ud i det skuespilsmæssige, og min absolutte favorit er hans rolle i filmen "A love song for Bobby Long", hvor han spiller en gammel faleret og stærkt alkoholiseret litteraturprofessor, som har slået sig sammen med en ung studerende i et lille hus udenfor New Orleans.
Da deres udlejer dør, efterlades huset til dennes datter, og så sker der noget i de to rom-glade gutters liv. Den kan stærkt anbefales, en virkelig varm og livsbekræftende film.

Gabriel Macht og John Travolta i "A love song for Bobby Long"

Rollen som den unge kvinde i denne sære 3-kant spilles af en af mine kvindelige favoritter, nemlig Scarlett Johansen, og som side-kick til den fallerede litteraturprofessor ses en meget dygtig og skøn skuespiller, nemlig Gabriel Macht..
Men I har nok andre favoritter med den gode mand.. for han har en lang karriere bag sig, og jeg tror, han har et par virkelig gode film i sig endnu.. så lad os se dem, John T. :)

Blogudfordringsdag nr. 12

2011-08-28T10:11:00.000-07:00

Udfordringen for torsdag lød "Hvordan fandt du Blogspot og hvorfor blogger du?

Jeg fandt Blogspot ved et tilfælde.. en dag, jeg sad og surfede efter et sted at oprette en blog, som var nem at have med at gøre og havde nogle cool designmuliheder.. Og vupti, Pede, så dukkede blogspot op.. Så nemt var det.. det er nok 4-5 år siden, det skete...

Så kommer det at fylde indhold på og i sådan en blog. Det er straks en anden snak.. !!

Jeg blogger, fordi jeg ikke kan lade være.. fordi jeg gerne ville skrive noget mere.. fordi jeg følte et stort behov for at komme af med nogle ord på skrift, som ikke nødvendigvis havde forladt min hjerne via min mund, men formet sig i nervebanenerne, forladt hjernen, via armene og ud gennem fingrene.. Den slags ord.. cyper-ord.. ud til mennesker bag skærmene, som læser ordene, tænker, føler, mener noget.. mærker noget.. røres, blødgøres, fremmedgøres ... måske endda oprøres..

Ord.. ord som forløser, som fremmer forståelsen, som gennemgår forvandlingsprocesser, som skaber nye sammenhænge.. ord er derfor fantastiske, magiske næsten..

Så er der alt det væsentlige.. indholdet.. emnerne.. og de ord, som hører til ... Essensen. Men det er en helt anden snak, som former sig i et andet afsnit... :)

Blogudfordringsdag nr. 11

2011-08-24T10:51:00.000-07:00

Dagens udfordring lyder: En YouTube video du specielt godt kan lide..

Oh dear.. altså.. I må få to, for det er forskellige genre, og de er meget, meget langt fra hinanden.. Men det er klip, jeg holder meget af.. og man kan jo med rette sige, hver ting til sin tid..

Først det lødige, til sjælen.
Som I ved, synger jeg gospel i det gode kor Nardus i Metodistkirken i Odense.. jeg elsker det, det er simpelthen noget af det bedste, jeg ved. Så der må jo komme et klip med en gospelsang, det kan jo ikke være anderledes, vel.. Jeg vil sætte en sang ind af en ung mand, som jeg lytter en del til. Han hedder Matthew West, og laver nogle meget melodiøse og skønne worship-sange, som jeg holder meget af at lytte til... Han har en hel del liggende på YouTube, så man kan selv klikke sig ind på flere af hans gode melodier, skulle man så ønske..

Den næste er et klip til lattermusklerne, og sorry, det er i en helt anden boldgade end ovenfor.. Men sådan er jeg også som menneske.. Jeg elsker det bløde, blide, velklingende, åndeligt funderede.. og så elsker jeg en god latter, og det må gerne være plat.. og sjofelt.. :)

Så uden yderligere omsvøb, her kommer Smadremanden...

Blogudfordringsdag nr. 10

2011-08-24T10:44:00.000-07:00

Dagens emne for tirsdag: En madvare, du kunne leve af....

Åh nej --- tving mig ikke til at vælge, for det kan jeg bare ikke.. jeg elsker mad.. jeg elsker at lave det, og jeg elsker at spise det.. så simpelt er det.

Men hvis det nu skal være, og jeg skal vælge, så er det simpelthen noget så enkelt som vores gode, danske RUGBRØD ! Det kunne jeg simpelthen leve af.. for jeg kan ikke undvære det. Det smager godt, det mætter godt, man kan spise det med alverdens ting på, alt efter, hvad man lyster..
.....og så kan man lave øllebrød, en for mig at se temmelig undervurderet spise, især, når den sødes med brun farin, tilsættes en god skvæt friskpresset appelsinsaft inden serveringen og til sidst garneres med en klat flødeskum.. Så er det i mine øjne noget nær gudespise :)
Så ja, det kan jeg leve af.. rugbrød..

Blogudfordringsdag nr. 9

2011-08-24T10:36:00.000-07:00

Dagens emne for mandag var: Noget, du er stolt af, fra sidste måned...

Hmmm.. Juli måned.. jeg kan ærlig talt ikke komme i tanke om andet end at have hjulpet mine forældre med deres oprydningsprocess og holdt lidt ferie med min søn - .. det er jeg glad for, mere end jeg kan sige jeg er stolt af det.. Det er jo helt almindelige ting.

At være stolt af noget kræver for mig, at jeg yder noget ekstraordinært, noget ud over det sædvanlige.. Og da jeg lever et liv med stille krusninger i overfladen, så sker der ikke ekstraordinære events, som jeg helt ærlig kan sige, jeg er stolt af.. og det er jo godt nok, ja det er :)

Glæden ved det, jeg gør, det jeg kan, og det liv, jeg lever, det betyder mere for mig end stolthed, som jeg altid har haft det svært med... Stolthed er jo en af dødssynderne.. en forløber til grådighed, sådan, som jeg ser det, og det er ikke en egenskab, jeg ønsker at fremme hos mig selv.

Jeg vil meget hellere fremme den energi og de egenskaber, som jeg mener Guds budbringere ønsker at fremme hos os mennesker. Nemlig kærlighed til hinanden.. Så lad os værne om den varme og den kærlighed, vi får fra "højeste sted", så vi kan give den til hinanden.. det er nemlig noget, jeg vil være stolt af at kunne sige, jeg har gjort.. givet min næste kærlighed, som han eller hun havde brug for at få.. Så kan jeg sætte mig ned og føle, at jeg har givet det, jeg kom her for - nemlig omsorg.. opmærksomhed ... og kærlighed...

Blogudfordringsdag nr. 8

2011-08-24T10:33:00.000-07:00

Dagens emne var: Dine mål/gøremål for denne måned og hvorfor..

August måned bød på lidt ferie, bryllupsdag, og en hel del aktiviteter, som handlede om at være med til forskellige ting, både med familien, alene og manden og jeg sammen. Det har været hektisk, men også lærerigt, blandt andet stødte jeg på den nok så berømte stress-mur igen... Men denne gang fik jeg handlet på det, der gav stress inden det nåede at vælte mig helt.. og det er jeg temmelig glad for..

En helt essentiel handling var at melde mig ud af folkekirken og vælge mit trossamfund helt for mig selv. Der var ingen tvivl om, at det skulle være Metodistkirken, jeg skulle være med i, og jeg er nu officielt indskrevet som døbt medlem. Optagelsesritualet kommer i oktober, hvor jeg for alverden og Gud bekender min tro og mit tilhørsforhold til kirken og det, den står for.

Jeg er meget, meget glad for min beslutning, den er meget vigtig for mig.. det har været undervejs i mange år. Nu var bare det helt rigtige tidspunkt. Så enkelt er det - :)

Så - må Gud velsigne jer derude, med glæde og kærlighed nok til næsten og til jer selv !

Blogudfordringsdag nr. 7

2011-08-20T09:57:00.000-07:00

Dagens udfordring lyder på: Et billede af dig og din nærmeste ven...

Jeg er et heldigt menneske at have en del, som er nærmeste venner.. eller veninder.. Men dem vil jeg ikke sætte billeder af på min blog, så I må nøjes med mine ord for, at de er mennesker, som står mit hjerte nært, og at venskab med dem betyder meget for mig..

I stedet for kan I får et billede af mig og ham, jeg er smedet sammen med, et fra vores bryllup, som jeg selv syns er ret godt... og ja.... han er - også - min allerbedsteste ven...

Hr. og Fru Kjeldsen, august 2008

Blogudfordringsdag nr. 6

2011-08-20T09:50:00.000-07:00

Dagens emne, som hørte til fredag, var: Et billede af mig fra 2007...

Jeg har kigget lidt i fotogemmerne, men da jeg ikke er særlig fotogén, så det brugbare udvalg ikke særlig stort.. What ever.. her kommer ét af fruen fra 2007 :)

Fruen fra juni 2007

Blogudfordringsdag nr. 5

2011-08-20T09:40:00.000-07:00

Dagens emne for torsdag, som jeg ikke fik ajourført, er: En hjemmeside, du jævnligt bruger.

Jamen, der er mange.. Men en af dem må afgjort være FACEBOOK, så der er ikke så meget mere at sige til det... :)

Blogudfordringdag nr. 4

2011-08-17T15:17:00.000-07:00

Dagens emne er: Et billede du har taget...

... Nej.. jeg er en røv til at tage billeder, spørg bare min veninde Rita.. ! Altså. Men I får to, for det er noget nær de eneste billeder, jeg har taget, som bare er blevet nogenlunde ok..

Det første er af min mand, taget med hans gamle Sony Ericsson kamera i toget på vej til Translokation på Svendborg Gymnasium, bonussønnen blev student i juni 2007. Mr. Cool him-selv, ham Kjeldsen. Han ser stadig sådan ud, samme frisure, samme solbriller, og næsten samme jakkesæt, som han dog ikke benytter sig af andet end til særlige lejligeheder, selvom han gør sig endog ganske fremragende i slige beklædningsgenstande. Og ja..han er min dejligste :)

Det andet billede er fra den tidligere Metodistkirke i Horsens, Getsemane Kirke, som kort inden vi blev viet i den blev købt af folkekirken, fordi menigheden blev nedlagt og flyttet til Vejle og Århus. Vi var det første brudepar i den "nye" folkekirke, som lå godt 700 m. fra vores lejlighed i Tordenskjoldsgade.

Sjovt nok, så kender vi den tidligere præst, han er nu pensioneret, men vi har først lært ham at kende her i Odense.. Verden er altså lille ind i mellem og ja, Fyn er endnu mindre.

Det er en smuk, gammel kirke, enkel og lidt streng i sin indretning, men med en varme og en glæde, som jeg virkelig godt kunne lide. Jeg kan varmt anbefale et besøg i den, skulle du komme forbi Horsens en dags tid.

Blogudfordringsdag nr. 3.

2011-08-16T12:08:00.000-07:00

Dagens emne er : Hvad har du lavet i dag...

Jeg har vasket tøj, 8 maskiner helt nøjagtigt, vandet blomster, ryddet op og spist mad, indtil videre 4 gange i løbet af dagen. Drukket noget vand, danskvand og lidt kaffe... og kørt en tur rundt på Sydfyn, først til Faaborg, så ad kystbanen til Svendborg, besøgte bonussønnen i Ollerup for en kort bemærkning, og kørte så en rute hjem, jeg aldrig har kørt før, så jeg har idag, som den gode Dalai Lama foreslår, besøgt et sted, jeg aldrig før har været.

Ad små, snoede veje fra Svendborg over Tved, gennem Brændeskoven og ud til Brænderup, til Ringe og så ad motorvejen hjem.. Vi kørte "ad bagvejen", forbi Brangstrupskolen, hvor min søn har gået, forbi det gamle Statsfængsel i Ringe og inden forbi en masse marker, haver og små enge, som stod godt og vel under vand. De har virkelig fået nogle gode skyller dernede på syd-midtfyn...

Det var så den dag.. Der er ikke mere at sige til det, så jeg vil nu vandre ind i stuen, indtage min del af sofaen og se lidt nyheder..

God aften til jer alle sammen..

Blogudfordringsdag nr. 2

2011-08-15T09:35:00.000-07:00

I dag er overskriften på udfordringen "Hvad betyder dit blognavn" .. ?

Jamen, jeg syns det er ret ligefrem og forståeligt. Jeg er en frue, jeg har passeret de 40, snart også de 45, og jeg skriver om mine livsanskuelser. Så har jeg ligesom garderet mig, og kan derfor komme med alverdens mulige og ind i mellem umulige indlæg.

Mine livsanskuelser er ret simple.. "Vær mod andre, som du selv ønsker de skal være mod dig" er en af mine leveregler. Det anskueliggør også min tro, for det var jo ham på korset, som sagde de viiseste af ord, og ham er jeg stor fan af !

Retfærdighed er en anden livsanskuelse, og her gælder især den sociale retfærdighed ! Jeg bliver aldrig nogensinde "blå", andet end i hovedet, når jeg bliver gal ! Jeg kan ikke komme overens med livssynet og derfor også holdingen til fattige, syge, handicappede, flygtninge, socialt udstødte etc. Det går ud over den første sætning ovenfor, og når den sættes sammen med begrebet retfærdighed, så kan jeg ikke andet end sige ja tak til den del af det politiske spektrum, som giver farven til mit blod og derfor også til mit hjerte.. som i øvrigt også sidder til venstre i kroppen ! Hvad andet er der ?

Anskuelserne gør ikke altid livet let for mig. Jeg har mine meninger om forskellige spørgsmål her i livet, og de er ikke, for nu at sige det lige ud, altid mainstream eller særlig populære .. ofte er jeg da også gerådet i svære disputser med folk over emner, som jeg nok burde have ladet ligge, der hvor de lå ! Godt gemt i tabu-skuffen eller hvor det nu var ! .... men jeg kan altså ikke lade være.. jeg føler jeg skal.. jeg må .. sige noget, kæfte op, snakke, mene noget.. for det er jo at leve for mig.. at udveksle meninger og debattere anskuelserne.. Ikke at jeg ofte skifter mening, men det kan lade sig gøre at få selv fru tykhudet til at indse, at det, hun har gang i ikke er det bedste for hende..

Så er der alle de andre anskuelser.. dem, der handler om alle de små daglige gøremål, ideer, opgaver, små oplevelser, store oplevelser, op og ned, ud og ind, frem og tilbage, som livet nu bevæger sig for en frue på snart 46 vintre.. Dem kan jeg altid komme tilbage til .. for der venter helt sikkert flere derude i den nære fremtid, som vi fornemmer i splitsekunder, hvis vi ellers giver os tid til det ...

Blogudfordringsdag nr. 1.

2011-08-14T10:44:00.000-07:00

Så er stafetten videregivet, og det første emne er: Et billede af dig selv taget for nylig og 5 tilfældelige facts om dig selv...

Først billedet.. Det sidste nye er taget af min mand på vores 3 års bryllupsdag for en lille uges tid siden.. Bryllupsdagen, som i øvrigt betegnes læderbryllup.. Så har I også lært noget nyt i dag.. :) (og det er ikke kinky.. :))))

Fem tilfældige facts om fru Kjeldsen

1. Jeg hader langsomme bilister, det kan virkelig tænde mig fuldstændig af.. Så kommer mit sydlandske temperament op i mig, og det kan risikere at foregå for nedrullede ruder, ukvemsord og udstrakte langefingre.. I know.. det er usmart.. men jeg er altså en hot-head.. og jeg er ikke engang rødhåret :)))

2. Jeg kan ikke lide fedt på kød.. Det kan næsten fremkalde brækfornemmelser bare ved tanken, så alt fedt skæres af, uanset hvor, hvordan og hvad. Om jeg så skulle til royalt taffel, så skar jeg fedtbræmmen af kødet..

3. Jeg har hang til film og ynder en dag i sofaen med tæt kontakt til TDC-filmkanalen.. Der er blevet set mange film på den konto, og jeg nyder det.

4. Jeg ville meget gerne have haft 4 børn.. Nu fik jeg kun een, og en bonus, men jeg ville have elsket at have mange børn..

5. Jeg kan ikke li' øl !

30 Day Blogger Udfordring

2011-08-14T10:12:00.000-07:00

En af mine veninder er begyndt på en lille udfordring.. Det kan man læse mere om her, men det handler i bund og grund om en blogudfordring på 30 dage med 30 forskellige emner.. Da jeg syns jeg er kørt lidt sur i emnevalg og skrivekrampen ikke har meldt sig endnu, så syns jeg det er en kærkommen inspirationskilde..

Som det er muligt at læse her til venstre er der masser af forskellige spørgsmål at tage fat i, og de spænder emnemæssigt meget vidt !

Jeg har meget lyst til at begynde i aften med spørgsmål 1, så det vil jeg gøre, men syns de skal komme som to forskellige indlæg.. så nu sker det, og så sker det :D

Besøg fra Irland....

2011-08-05T15:15:00.000-07:00

"Lige pludselig stod han der, mor, sammen med morfar.." Ja, det sagde han, min knægt, i telefonen.. Mine forældre havde nemlig lige pludselig, uden forudgående advarsel, fået besøg af gamle venner fra Limerick, Ireland, på vej på ferie gennem Europa i bil.... Så er det lige, at man må trække vejret og finde på noget, ikke sandt.. :)

Men sammenfald, det er der tale om.... det er ikke mere end godt en uge siden, vi talte om netop selvsamme familie, min mor og jeg, under et af vore utallige genbrugsguldgraver - oprydningsbesøg hos dem.. Hvad var der blevet af de to gamle, hvad lavede den ældste søn, var de to piger blevet gift..??? Mange spørgsmål om familiens ve og vel, derovre på den smukke, grønne ø ...

Og lige pludselig... så står de udenfor døren, og smiler.. Uden at ringe først, uden at skrive... de kom bare, som man jo gør derovre... Min mor måtte skynde sig at sætte vinduerne i de værelser, de skulle sove i, hun er ved at male, og det går jo ikke an, at gæsterne ligger for "fuld udblæsning", om man vil...

Men... det er bare en pragtfuld nyhed, og jeg glæder mig meget til at sige goddag til dem i morgen aften ude hos mine forældre.. Det er nok mere end 10 år siden, jeg sidst så et par stykker af dem.. Pragtfulde, skønne mennesker fra Frank McCourts hjemby...

Gør-det-selv eller DIY...

2011-08-04T13:59:00.000-07:00

Jeg elsker indretningsblogs, de er simpelthen skønne og meget inspirerende at besøge.. Jeg holder meget af at drømme om at rokere rundt på de par møbler, vi har, lave nye tiltag, tænke nyt om det, jeg allerede har, men de små 77 m2 vi er i besiddelse af, har kun et par muligheder for indretning, ellers skal vi bygge nyt.. og det går boligforeningen nok ikke liiiige med til.....

Nå, det var ikke det, jeg ville skrive om.. jeg ville blot gøre opmærksom på et par meget dygtige damers blogge, den ene hedder Mimi og bor i Washington/USA og den anden hedder Donna og bor i Canada.... og tag jer endelig god tid.. de er knaldhamrende dygtige... De bygger tingene selv, får ideer fra start til slut og det er virkelig smukke og meget brugbare ting, de producerer.. Jeg er DYBT imponeret.. ;)

Men kig selv.. .. og her... og nyd de flotte billeder og fine forklaringer på selv-byg-projekterne.. Måske man skulle forsøge sig i den nærmeste fremtid.. !

Jagten på lykke.....

2011-07-18T10:49:00.000-07:00

…. gør os deprimerede…. Det er dagens overskrift i Fyens Stiftstidende, og manden bag ordene er Svend Brinkmann, psykolog og leder af Center for kvalitative Studier på Aalborg Universitet. Svend Brinkmann har specialiseret sig i det moderne menneskes psykologi, kortlagt vor stræben efter den forfløjne lykke og selvrealiseringstrangen, som lader til at være endnu mere udtalt nu end da jeg som måbende syvårig ved køkkenbordet overhørte min mors veninde sige “Nu skal du sgu da ud og realisere dig selv, Irma.. vi skal fa'me da på kvindelejr..” !

Nej.. søde venner.. lykke er IKKE en vedvarende følelse, den kommer i glimt, som kortvarige regndråber på ansigtet, som varme vinde i håret, som flygtige kys en fredag aften bag diskoteket…. det er lykkens stille tilstedeværelse i vore liv. Det er ikke en følelse, som bliver. Som er konstant. Derfor bliver mennesket ulykkeligt, når jagten på det fantastiske, det være sig oplevelser, præstationer, forelskelse, jobsucces etc., ikke giver konstant lykkefølelse, men også tomhed, bekymringer, angst.. Så slår depressionen til, og mennesket er ramt af sin egen søgen efter lykke – !

Er det ikke allerede gået op for nogen, at der er noget helt ravruskende galt i denne lykkerus, så er det gået op for Svend Brinkmann, og heldigvis for det ! Vi kan ikke opnå lykkefølelsen alene ved at søge lykken inde i os selv, som så mange New Age folk mener er det eneste sande sted at finde lykken. Gør man det, kommer en kortvarig lykke, som kun giver et hurtigt kick…. Den sande lykke kommer, når man finder projekter udenfor sig selv at engagere sig i … at man kort sagt er noget for andre, for derigennem at føle glæden ved at give til andre. Så kommer lykken af sig selv.

Tusind, tusind tak, Svend Brinkmann… det er så meget vand på min gamle mølle om at være noget for næsten, at vi ikke er noget i kraft af os selv, men kun i fællesskabet kan vi finde mening.. lykke.. ståsted… og derfor opleve lykken .. glimtvis ..

Ordsuppe

2011-06-26T11:02:00.000-07:00

Ordene sidder fast inde i hovedet for tiden.. Det er som om der er ordsuppe i pandelapperne, og ordene vælter rundt i en skøn sammensmeltet masse, frem og tilbage mellem de forskellige hjernehalvdele.

Der er nu ellers nok af dem, men det er som om de ikke rigtig vil ned på papir, eller i dette tilfælde, ud i cyberspace, på bloggen. Der er også mange ideer til indlæg, men når jeg sætter mig med fortsæt om at skrive, så sker der nul og en prut.. Jeg kan finde på alt mulig andet end netop det, jeg synes jeg gerne vil -

Ord er ellers ret magiske for mig.. De er lidt som at synge.. de former sig i hovedet, i munden, i toner, når man udtaler dem, og alt efter sammensætning, danner de sætninger, afsnit, store som små. Små bitte ord formerer sig til sætninger, som vokser sig store til hele afsnit, som igen gror til hele artikler, ja, endda til en bog ! En bog.. tænk sig.. at skrive en bog.. at få så meget styr på alle de sammenvæltede ord, at der i et nærmest helligt øjeblik danner sig en klar fornemmelse af det skrevne ord på et stykke papir.

Hvordan sættes det i system ? Hvordan gribes det an, så det ikke forbliver ordsuppe i min hjerne, men rent faktisk manifesterer sig foran mig ?

Grunden til, jeg synger ... !

2011-05-19T10:52:00.000-07:00

Når jeg synger gospel, så synger jeg, fordi jeg tror fuldt og fast på det, jeg synger.
Det er ikke kun en musikalsk udlevelse eller oplevelse for mig, det er i høj grad en religiøs oplevelse. Ikke lige kraftig hver gang, lige ophøjet eller andre beskrivende ord til anskueliggørelse af det, jeg føler og oplever, men det er en oplevelse af noget, som er større end mig.. som kommer til mig, både indefra og udefra..

Jeg har sunget mange gospelsange, som handler om Gud, Jesus, Tro, Helligånd og alt det, den kristne tro indebærer for mig. Men jeg har ikke før nu sunget een, som i den grad gik under huden på mig og beskrev alt det at synge gospel indebærer for mig..

Det har jeg nu .... "The Reason Why I Sing" af Mads Pedersen udtrykker det så præcist, at jeg ved en af de sidste gennemlytning af sangen brød helt sammen i gråd over indholdet.. harmonierne ... ordenes betydning .. det hele gik op i en højere enhed for mig.

For at illustrere det, får I det mest signifikante af teksten her:

1. Verse:
Here I stand before You, with my simple song of praise
A song of admiration, giving glory to Your name
I wanna tell You how I feel, but my words cannot describe
The love that you have given me, and the peace I have inside
And so I offer up my praise to You, in humble adoration of Your Name
And that’s why I sing …

1. Chorus:
You are the reason why I sing
You are my joy in everything
You are my symphony, my melody
I give my song to You

2. Verse:
You are the one my heart adores, the reason why I live
My comforter, my counselor, provider of my needs
In trials and tribulations, Your faithfulness remains
And wherever life may take me, I know I’m in Your hands
And so I offer up my praise to You, in humble adoration of Your Name
And that’s why I sing …

2. Chorus:
You are the reason why I sing
You are my joy in everything
You are my symphony, my melody
To You I give my praise
You are the lover of my soul
You give me strength, You make me whole
You are my everything, that’s why I sing
I give my song to You....

Det var givetvis også effekten af at være "understudy" til det sidste af versene, som fik mine tårer til at trille.. fordi det er netop derfor .. lige netop det, der synges .... lige netop sådan ... som er grunden til, jeg står der og synger.. ikke for "fame and glory", men for at prise Ham med noget af det, jeg kan.. nemlig synge nogle toner, som udtrykker det, jeg føler..

For at anskueliggøre både tekst og melodi, får I her Stavanger Gospel Choir med "The Reason Why I Sing"... Nyd den, solisten synger fremragende..

Lørdagshygge

2011-04-30T11:32:00.000-07:00

Sådan en lørdag kan alt jo lade sig gøre, ikke sandt ?

Vejret er med os, og glæden ved den almindelige hygge med sønnen fra fredag eftermiddag til nu lørdag frokosttid er altid stor. Så en kaffeaftale hos en veninde, som det viser sig har mange kreative evner ud i det maleriske af slagsen, og sidst men ikke mindst, mandens lørdagsforeteélse som "blå mand" på den lokale genbrugsstation. Her finder vi ofte gode sager, og i dagens anledning er der egenhændigt hjembragt en retrotaske af vaskeægte plastisk pvc i rød og hvid samt et par fine blomsterholderstager-ting..af mangel på et bedre ord.. Uha, fruen var "best pleased". Der findes ikke meget, jeg holder mere af end at rode i gamle genbrugssager.

I ønskes en pragtfuld 1. Maj .. Husk nu at vifte med de røde faner... Det har vi nemlig tænkt os at gøre ... :)

En påske med minder ...

2011-04-25T09:51:00.000-07:00

I så lang tid jeg kan huske har det at holde påske været en familiebegivenhed. Ikke en begivenhed, som involverede kirkegang eller refleksion over påskens temaer, men slet og ret tid til at kunne mødes i familien. Mine bedsteforældre kom fra henholdsvis Århus og Djursland, så det var ikke så ofte, jeg så dem, selvom jeg savnede begge mine bedstemødre meget..

Barndommens påske var således en familiefest, med dejlig mad, eftersom det at spise veltillavet mad er et absolut must i min familie. Jeg er velsignet med mødre, bedstemødre, tanter, mostre, kusiner etc., som kan lave mad, så englene synger og præsterne danser. Det var, og er, en fest at sætte sig til et veldækket bord med dejlig mad, lavet med kærlighed. Det kan smages, mærkes og føles i hele kroppen.

Skidne æg var en ret, min mormor lavede nogle gange til påske, og jeg har da selv serveret den for min mand en enkelt gang. Ellers er lam i forskellig kulinarisk forklædning en skøn påskeret, vi gerne sætter tænderne i, og så selvfølgelig den helt store påskefrokost med æg og fisk i alle de afskygninger, vi næsten kan finde på.

Nu er det så 2. påskedag. Vi har i år fejret skærtorsdag med en stille, følsom og eftertænksom gudstjeneste og Påskesøndag med en gudstjeneste med glæde og positiv stemning. Begge dage var dejlige, på hver sin måde.. En tid til at tænke over påskens budskab, så det hele ikke fortaber sig i mad og drikke..

Nu går vi ind i foråret, med varme og venlighed, med gode tanker til fremtiden, selvom jeg har været snottet og hostet i påsken. Jeg beder hermed om muligheder for positiv vækst. På alle planer, de ydre, som de indre.

At tage det personligt - eller lade være ... !

2011-04-22T07:28:00.001-07:00

♥ Tag ikke tingene personligt. Når nogen siger noget eller mener noget om dig eller det, du gør, så er det et udtryk for deres billede af verden og efter “regler” og mønstre i deres sind. Det er ikke din verden. Lyt med nærvær og med venlighed og husk, hvad der ligger bagved – i den talende og i dig. Og husk, at kun du kender dit indre og dine hensigter. Vær ægte. Vær ærlig. Vær dig ♥

Energivampyrer...

2011-04-15T08:27:00.000-07:00

I disse tider, hvor vi, uvist af hvilken grund, forherliger blodsugende monstre på film, faldt jeg i min søgen efter psykologisk materiale om et andet emne over begrebet "energivampyr".

Som begreb ikke noget nyt, kunne jeg læse mig frem til. Diverse dameblade har hen over de sidste par år jævnligt haft artikler med ovennævnte titel til behandling, men det blev det ikke mindre interessant af.. og en energivampyr er jo, som ordet meget fint beskriver.... et menneske, som æder og suger din energi, glæde, positive indstilling etc., lige indtil du ligger blodfattig på gulvet som et andet "vampyroffer"... !

Der findes selvfølgelig forskellige typer "energivampyrer", og alt afhængig af den psykologiske sammensætning dette menneske måtte have, giver det forskellige reaktionsmønstre .. også hos de, som møder et sådant menneske. Det er derfor muligt, at et menneske indeholder og derfor viser mange af nedenstående karaktertræk, som er beskrevet af psykolog Jahnnie Sigård på hendes hjemmeside.

Grædekonen er selvmedlidende, jamrende, taler i timevis foran et publikum (eller i tlf.) om alt det forfærdelige, der er overgået hende/ham, og bagefter har du hovedpine og/eller er helt udmattet... har altid ondt af sig selv, beklager eller brokker sig ustandselig. Beder dig om tjenester I en grad, som du aldrig selv ville byde andre eller beder dig gøre noget “for min skyld”.
Fejlfinderen: Negative kommentarer til ALT, hvad du siger og gør, og giver dig altid skyldfølelse.
Dramadronningen: Flagrer fra krise til krise og suger energi ved at puste småting op til ekstreme dramaer - hver gang, og du er tvangsindlagt til at lytte deltagene og komme med gode råd, som hverken høres eller effektueres.
Snakkehovedet: Vil typisk være en kollega eller en, du møder til en fest, i toget eller andre steder.. Han eller hun snakker dig et øre af, og hører kun på sig selv og sine egne vittigheder, der aldrig stopper.
Monsteret: Ondskaben selv, der altid er misundelig og hævngerrig, går direkte efter struben med bevidst onde bemærkninger.

Fællesnævneren er vel her, at energisugeren har brug for konstant bekræftelse og anerkendelse. Og det sker enten ved negative udbrud, konstant jamren, eller ved direkte eller indirekte nederdrægtigheder.

Det hjælper at genkende disse karakteristika i sig selv for at kunne genkende dem hos mennesker, man møder. Jeg tror nemlig af et godt og kærligt hjerte på det mentalt sunde i at få stillet billeder af sig selv til egen-skue, så bitterheden, vreden, og især den altfavnende negativitet kan få noget "lys" at arbejde med.

Uden at gå i detaljer kan jeg godt afsløre, at jeg genkender mig selv i de perioder af mit liv, hvor jeg har haft det allerværst.. hvor må jeg dog have været ulidelig vampyragtig at være sammen med.. Og det er sagt af et ærligt hjerte, med kærlighed til de mennesker, hvis energi jeg har ædt uden at vide, det var det, jeg gjorde.

Bearbejdningen (den er on-going, faktisk) af de forskellige perioder af mit liv, med skæbnebestemte hug af mere eller mindre skarp karakter, har nu efterladt mig med et stort ønske om at finde et mere positivt livssyn. Jeg kan simpelthen ikke holde hende "mokke-sure-mave-brokke-dorthe" ud.. Livet ER for fantastisk til at leve det med sortsyn som det første, man kaster hen over en begivenhed eller et andet menneske.

I ønskes derfor en fremragende PÅSKE, med godt vejr og dejligt familiefællesskab.. Kærligheden er kommet for at blive, denne altfavnende kraft, som vi alle besidder til overflod.. Lad den flyde frit, så vi kan nære hinanden, istedet for at suge af hinanden... For størst af alt er kærligheden.. !

Vitaminer og mineraler - og tantesnak..

2011-03-17T15:21:00.000-07:00

Ja.. jeg nørder.. ind i mellem.. og det er noget så simpelt som en gammel interesse for vitaminer, mineraler, urter, bær, og disses indvirken på helbredelse af sygdomme, mangeltilstande og ubalancer i vores krop og psyke. Med andre ord, noget, min meget regelrette og gammelvidenskabelige læge vil kalde "alternativ behandling", men som jeg kalder almindelig sund fornuft.

Halvvejs gennem arbejdet opdagede jeg, at jeg sad og talte med mig selv -- sådan, den skal derhen, nej, det er jo B12 vitamin - åh, nu skrev jeg forkert -- småmumle, mumle... Hvor gammeltanteagtig kan man være.. ? Der kom lige et par billeder flyvende ind på nethinden af min mor og især min mormor, som virkelig brugte den ædle kunstart " at tale med sig selv", når hun var igang med et projekt, eller hun var sur og gal over noget.. Kan jeg lige genkende det.. :)

Da det er en gammel interesse, den stammer helt tilbage fra jeg var en stor pige, har jeg nu siddet og brugt en halv formiddag på at lave et skema med forskellige vitaminpræparater og deres indhold af forskellige vitaminer, mineraler, urter og bær, så jeg kan sammenligne dem. Formålet er at fastlægge en vitaminkur, så vi herhjemme får det, vi har behov for. Jeg bruger læge Irene Hages bog "Kvinde, krop og sundhed" som guide i forhold til mængden af vitaminer og mineraler. Hun arbejder med et begreb, der hedder ODA (optimum daily allowance) i stedet for RDA (recomenden daily allowance). Det begreb, vi kender herhjemme, er ADT, anbefalet daglig tilførsel, en vitamin- og mineralguide, som ikke er ajourført i mere end 100 år... De vitamin- og mineralmængder, der er tale om, og som de fleste almindelige vitaminpræperater indeholder, er blot mængder der sikrer, at vi ikke får mangelsygdomme.. de sikrer et et sundt helbred...

Når vi nu kan hjælpe os selv, og endda helbrede os selv fra forskellige sygdomme, som kan være nok så alvorlige endda, hvorfor er det her så ikke noget, den alment praktiserende læge ved noget mere om.. ? Hvorfor bruger de det ikke i deres diagnostiske arbejde, endsige i det behandlende arbejde .. ? Ja, jeg kan nok have min tanker om det emne, men jeg vil nu lade fordomme og sort-hvide ideer ligge i dag, og blot konstatere, at jeg har fået det bedre af at tage vitaminer og mineraler i en hel anden mængde, end ADT .. og jeg er ikke blevet hverken syg, dårlig eller noget som helst andet af det..

Jeg kan kun anbefale Irene Hages bog.. den er så god at blive klog på ...

Der mangler skeér i dag ... !

2011-03-14T03:55:00.003-07:00

Det kommer altid på 2. dagen. Altid. Det er den dag, jeg tæller skeer og betaler prisen. Prisen for at have været afsted en hel dag lørdag til et arrangement, jeg ikke ville have været foruden, men som min krop nu fortæller mig var liiiige i overkanten af, hvad den synes var tilrådeligt.

Mentalt er jeg træt, en smule tågeagtig i hovedet, og der lurer en let hovedpine i baghovedet, som står på spring til at udfolde sig, hvis jeg ikke passer lidt på. Jeg har ondt alle de steder i kroppen, som i forvejen er smertesteder for mig. Jeg får den karakteristiske “ondt i halsen-følelse”, er lidt småsnottet, mærker en let feberfornemmelse i kroppen og er bare træt, træt, træt og kraftforladt i musklerne i hele kroppen. Sådan føles det at have fibromyalgi og CFS. Eller begge dele. Måske skulle jeg sige, at sådan føles det for mig.

Jeg ved nu af erfaring, at tager jeg ikke en meget stille dag idag, så kommer jeg ikke til mit elskede kor i morgen aften, og det vil jeg simpelthen. Det er livseliksir for mig. Det er mit åndehul, der, hvor jeg får næring, både fysisk, åndeligt og socialt. Der mangler simpelthen noget, hvis jeg ikke kommer afsted. Og det mangle h.e.l.e. ugen !

Så alle de planer jeg havde for rengøring og andre dejlige, hjemlige sysler må stå lidt på stand-by i dag. Syns jeg om det ? Nej. Vender jeg mig nogensinde til det ? Nej. Det gør jeg ikke. Jeg kan ikke lide at lade stå til, ikke at være aktiv, eller gøre bare en smule i hjemmet hver dag. Jeg synes ikke det er i orden, at min mand, som også skranter lidt og har gjort det siden fredag, skal lave det hele.

Med andre ord – det er en dag som idag, at jeg ved, hvorfor jeg fik en førtidspension. Hele grundlaget er aktiveret, og jeg kan bare sætte mig på min XL-bag og acceptere det, som er i hele min krop og min psyke !

Kan man “se” det på mig.. Ja, idag kan man. Men det er der ikke ret mange, der ser, de her dage, for der har jeg jo af gode grunde ikke kræfter til at gå udenfor min hoveddør! Omverdnen ser mig kun, når jeg har overskud. Ikke, når hele kroppen værker, og jeg sidder og er den tavske dansker i hjørnet af sofaen ! Eller jeg ikke kan sige 4 sætninger i sammenhæng, fordi jeg ikke kan huske, hvad nogle af ordene, jeg skal bruge, hedder, og derfor taler “volapyk”.. ! Eller jeg mister koncentrationen, og må begynde forfra på en film, en bog, eller for 5. gang må trævle strikketøjet op, fordi hjernen har sit eget liv … Det er nok det allerværste. Smerterne kan jeg leve med. Men koncentrationssvigtet og de mærkelige ord, jeg somme tider lukker ud, fordi hjernen har “fibrotågedag”, det er mig meget imod.. ! Det kan virkelig tage pippet fra mig ind i mellem.

Hos en kvinde, hvis blog jeg læser ind i mellem, har jeg lånt denne her:

Smertepatienterns Jantelov

Du er ikke rigtig syg, hvis du har det godt ind i mellem
Du har ikke rigtig ondt, hvis du viser for mange tegn på livsglæde
Du er ikke rigtig syg, hvis du ikke er taknemmelig for andres interesse for din sygdom'
Du har ikke rigtig ondt, hvis du afviser andres gode råd
Du er ikke rigtig syg, hvis du ikke prøver alle tænkelige behandlingsformer du bliver foreslået
Du har ikke rigtig ondt, hvis du afviser andres tilbud om at gøre noget for dig
Du er ikke rigtig syg, hvis du er skeptisk, tvivlende og kritisk overfor det etablerede behandlersystem
Du er ikke rigtig syg, hvis medicinen ikke virker
Du er ikke rigtig syg, hvis du glemmer at være syg på den måde, andre forventer at du er syg på
Du har ikke rigtig ondt, hvis du viser, at du nogen gange kan være ovenpå
Du er ikke syg nok, hvis du ikke bliver i din sygerolle, så man ved, hvor man har dig

Ovenstående taler vist for sig selv, og behøver ikke yderligere kommentar, medmindre du, som læser dette, synes der skal et par ord med på vejen.

Hav en dejlig og lidt våd dag derude i det ganske, danske land. Må vi snart få noget lysegrønt forår, så både krop, sjæl og ånd kan spire efter vinterens dvale.

Ord over Svendborg

2011-03-13T12:05:00.000-07:00

Det er længe siden, jeg har været afsted til noget en hel dag og så stadig kunne tænke klart dagen efter. Måske skyldes det arrangementets karakter, nemlig Ord over Svendborg, hvor alskens digtere af forskellig inden- og udenlands herkomst råbte, talte, skrev, og sang ordene ud over den smukke havneby, hvor min mand har slået sine ungdomsfolder i Ribers Gård, Harmonien, som journalist/redaktør på det hedengangne kulturmagasin RAVNEN.

Selve mødestedet for mange af de glade ordekvilibrister var Harder's Kaffebar i Møllergade 36, Svendborg, til lejligheden omgjort til også at rumme en lille bogcafé, hvor min mand Martin Kjeldsen og hans gamle arbejdskammerat, Ole Kaimer tog sig af bogsalg og et par opdateringer på de indslag, som var på selve cafe'en i løbet af dagen. Der kunne have været flere, havde teknikken tilladt det, men man kan jo kun blive klogere og mere erfaren som slige arrangementer løber af stablen.

Jeg havde lejlighed til at tale med et par af ord-fyrene, sådan helt almindelig snak over en kop kaffe, som jeg endte med at brygge i køkkenet sammen med en ung fyr, som skæbnen, eller hvad det nu var, havde efterladt alene med et køkkenkrater. Sjældent har jeg set og hørt en ung mand være så glad for en halvgammel husmors hjælp, men det gør jeg jo gerne.. Går i køkkenet, laver mad, brygger kaffe og the, vasker op (arj, knap så gerne, men de havde heldigvis en stor udgave af min egen Laura). Jeg nød at tale med de fremmødte gæster, digtere, skrivere, musikere, koner, kærester, alle med en indgang eller tilgang til ordets verden, som ikke kun kom til udtryk skriftligt, men så sandelig også mundtligt.

Et skønt lille indslag var en foræring fra en af de dejlige ordmænd. Gaven var en lille tændstikæske med et digt, og en opfordring til at videregive æsken til een, man syntes var sød, når man havde læst digtet.. Æsken gav jeg selvfølgelig til min mand, som skrev en lille ting om æsken og dens indhold. Ægte, brugbar lyrik i lommestørrelse, lige til at tage og føle på, se på og smile til. Tak for den ;)

Rammerne i caféen er glimrende til et sådant arrangement. Jeg kan kun glæde mig til næste år, og håbe, der nu er "momentum" for flere tiltag ud i det lyriske, for de mangler i det fynske kunstnerbillede. Grib dagen, gutter og gutinder, og lad ordene flyve over Fyns Land.. !

He Is

2011-03-09T16:41:00.001-08:00

Et engelsk digt, skrevet for mange år siden.. Efter aftenens Intro til Tro og Kirke synes jeg det er det, jeg følte, allerede dengang...

Soil of time tells me his name
I wonder how to bring him
Unfolded
To the ground

Begoned I go to him

In my spirit I see the light of a thousand years
Yet to come before me

I wonder
I see
His Name

His word is foretold
by His prescense

my mouth unfold
his words
I let him tell the truth of me

Unrevealed
Unrelinquished

I wonder

His breath of closeness
Unfold my feelings
Telling me how to pray for time

I wait
I wish
I am

HE IS

Unhelped the many
The mouths to feed

I see them
They come here

They will be here
Help is to give
The helpless

Mind me
Mind them
Mind, please mind The many

I will, says He
The One
The Only
The True One

I will help
I will save
I will bring hope

Redemption is mine to give

Det er ren tøj-nostalgi

2011-03-04T11:08:00.000-08:00

Sådan een her må jeg eje, her til sommeren.. Det er ren nostalgi, som min mors veninde lavede dem, dengang i 1975… Men flot, det synes jeg stadig de er, disse batikfarvede gevanter..

Man kan købe kjoler, toppe og andet lidt anderledes tøj til runde Q her.. Skal jeg nogensinde til UK, så tager jeg en tur om det lille firma, som ligger i Norfolk, ud til kysten direkte nord for Harwich.. Det tager ikke lang tid med toget, når man først er landfast med det skønne England

Men.. prøv selv at se, om der ikke skulle være et stykke tøj til dig, som er en størrelse XL-Lækker. Jeg er i alt fald lidt vild med en del af det, de har.. Men nu er min tøjsmag heller ikke sådan heeelt almindelig..

Foredrag af Anne Marie Marstrand Jørgensen på Dalum Bibiotek

2011-02-28T11:23:00.000-08:00

Dalum Bibliotek for fint besøg den 12. april, hvor forfatter Anne Marie Marstrand Jørgensen kommer og beretter om sine 2 bøger om Hildegaard af Bingen. Jeg glæder mig meget til at høre hende, og der er ingen tvivl om, jeg står foran Dalum Bibliotek lørdag den 12. marts for at kapre en billet..

Nedenstående er fra Odense Biblioteks hjemmeside:

Foredrag v. Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Dalum Bibliotek byder velkommen til forfatteren bag de populære bøger om Hildegard af Bingen.

Mere info følger.

Foredraget finder sted

Tirsdag d. 12. april kl. 19.00 på Dalum Bibliotek, Dalumvej 95.

Billetter: 50 kr. For medlemmer af De Nysgerrige: 40 kr.

Billetter sælges på Dalum Bibliotek fra lørdag d. 12. marts.

NB: begrænset plads.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om arrangementet fås ved henvendelse til Dalum Bibliotek, tlf.: 65 51 43 07.

Min blå veninde :)

2011-02-23T11:11:00.001-08:00

Her er hun så, min store blå veninde, Rulle-Marie fra vaskehuset. Jeg kunne ikke undvære hende, det går som en rullende leg, når vi går i klinch med den del af vasketøjet, som egner sig til en omgang i hendes kyndige rullecirkler.

Nu er jeg jo nybegynder, og ikke så ferm som min tyrkiske medsøster, som viste mig, hvordan rullemadammen fungerer, men det er meget, meget nemmere end at stå derhjemme og svede over strygejernets damp og nærmest falde i duge og sengetøj. Nu er det eneste, jeg stryger mandens skjorter og nogle af mine kjoler, som ikke kan tåle for høj varme.

Længe leve det fælles vaskeri, hvor snakken går, rullen fiser afsted, tørretumblerne kører og vaskemaskinerne snurrer lystigt. Formedels for 12 kr. pr. vask i en maskine med 7 kilos kapacitet inklusiv sæbe og skyllemiddel, og 35 ører for pr. minut i tørretumbleren… se det er grøn økonomi og fællesskabsfølelse

Lagt i Hverdagsliv | Leave a Comment »

Kroppens helbredsmangfoldighed

2011-02-20T03:27:00.000-08:00

Det er intet som at mærke kroppen, vel.. ? Forstå mig nu ret, det gælder i alle sammenhænge, men især, når man battler forskellige kroniske lidelser.. Så mærker man kroppen ekstra kraftigt, ikke hver dag, men meget ofte.

Det skete så for mig tirsdag først på aftenen, hvor jeg måtte en tur til vagtlæge med hvad jeg tror var et galdestensfald.. Jeg har ikke grædt sådan af smerte, siden jeg var 5 år og væltede på min første cykel ! Jeg vil hellere føde end have så ondt een gang til ! Heldigvis en sød læge, som også talte lidt til mig om min vægt, diabetes og alt det, læger skal sige, hvorefter hun udleverede nogen smertestillende og noget for sure opstød Det i sig selv fremkalder et smil på mine læber, for er der noget, jeg har døjet med det sidste års tid, så er det “galde”.. både maven og det, der kommer ud af munden i form af vrede, hidsighed og udbrud af verbal karakter ! .. ganske sikkert som et naturligt led i det, der hedder “overgangsalder”, da kroppen forandrer sig og psyken tilsvarende mærker de hormonelle udsving.

Forandringen er i alt fald mærkbar anderledes end for bare 1 år siden ! Men det gør jo ikke noget … jeg kan godt lide min alder, jeg holder af at være 45 og ikke skulle være pæn, ordentlig eller på nogen måde “please” nogen længere. Det er overordenligt befriende at nå ind til sig selv, sine holdinger og meninger uden at skulle forbi en pestbefængt byld af hensynsbetændelse.

Nu er jeg über-erotisk buttet, og det har selvfølgelig en sammenhæng med galdeblæren. Min læge, den vittige hund, fortalte mig, at da han for snart en menneskealder uddannede sig til “quack” lærte om de “3 F’er”, og nej, det er ikke en fagforening. Det står for “Female – Fat – Forty” … ! Nåh, kunne jeg så sige … jamen det passer sgu meget godt !

Hvad gør man så, når man har svært ved at tabe sig pga blodsukkergrænseværdier, som ind i mellem er nok til en diabetesdiagnose, andre gange ikke, er sulten som en fattig daglejer fra 1300-tallet, har ondt i hele kadaveret pga fibromyalgi, jernmangel, mavekatar, tyktarmskatar, forhøjet blodtryk .. er der snart mere .. ?! Nåh jo, udbrædthed i svær grad… stress så det klasker i lårene, rumler i dellerne og brænder hul i hovedet … hvis ikke firbromyalgien allerede har sørget for hukommelsestab, koncentrationsbesvær, udmargende træthed og tågetilstand i hovedet ! For ikke at glemme en ryg, der har sammenfald (diskusprolaps) og slidgigt, et bækken, som går af led pga en faldskade, og middelsvær slidgigt i knæene !

Har jeg ondt af mig selv.. ja, ind i mellem.. Men ikke lige nu. Lige nu er jeg allermest bare forundret over, hvor meget et enkelt menneske kan opleve af modgang et liv igennem… ! Hvad der skal til for at flytte det her “korpus grande” til noget andet, noget mere helbredeligt ? Noget, der ikke tager 5 år og koster en halv bankpakke, da midlerne ikke er til medlesskab af hverken det ene eller andet fittnescenter, zoneterapi, akupunktur, kostvejleder and what not … ?

My moment of Zen..

2011-01-31T10:26:00.000-08:00

Nej, det er ikke ham den skøre amerikaner med det tossede talk show, men mine små momenter af stilhed med mig selv og det, jeg finder fred og glæde ved.

.. Jeg strikker ..jeg er ikke skideskrap, men hold da op, hvor kan jeg godt lide det.. Der kan være stilhed i min hjerne, det kan kværne derudaf, mens hænderne slås som små sværd med det, de nu er i gang med.. Men det er helt klart "my moment of Zen", når jeg strikker. Lige nu er det et par benvarmere, 2 ret og 2 vrang, i noget rødt garn, jeg har tilovers. Jeg har store intentioner om at gå nogle flere ture, når det ikke er så koldt mere, det har både min krop og min sjæl godt af. Og da jeg elsker at gå i nederdele og kjole, så må der benvarmere til.. :)

Det er stressreducerende, at strikke.. hvis jeg da kan forstå den opskrift, jeg skal igang med :) jeg er et meget visuelt/auditivt menneske, og lærer bedst ved, at nogen viser mig hvordan et eller andet skal gøres samtidig med, de fortæller mig det.. Derfor har jeg også altid været den perfekte elev, for tavleundervisning var det bedste, jeg vidste.. Så kunne jeg selv følge med i bogen, lytte til læreren, skrive ned og følge med på tavlen.. Det sad lige i skabet !

.. Men arrggghhh... de der strikkeopskrifter, det er jo russisk med dobbelt matematik på.. jeg fatter ikke en sk...disse, og går jeg endelig igang, tager det lang tid at forstå det, der står med tonsvis af forkortelser og mærkelige tegn. Jeg vil så gerne strikke de smukkeste, kunstfærdige ting, og jeg har alle de her billeder af ting inde i hovedet, jeg gerne vil lave, men jeg kan ikke finde ud af, hvordan man gør ! og de her opskrifter, de er på et sprog, jeg ikke umiddelbart kan afkode :-/ ...

Næh, giv mig et billede, og en, der forklarer hvordan, så er jeg mere end med.. Måske jeg skulle give mig til at sy ?

Hånden og Sjælens arbejde ..

2011-01-24T13:25:00.000-08:00

Jeg har altid set med stor respekt på mennesker, som yder håndens arbejde. Min far var klejnsmed, inden ryggen sagde stop, og han måtte uddanne sig til socialpædagog. Herefter arbejdede han som behandler indenfor misbrugsdelen af det sociale arbejde i henved 30 år, både som ansat og som selvstændig. Nu har han kastet sig over det kommunalpolitiske arbejde, og hvilket andet parti end Socialdemokraterne kunne det næsten være..
Min mor var kontorassistent en del af sit arbejdsliv og siden medhjælpende hustru i det foretagende, hun og min far havde i 10 år, et behandlingshjem for stofmisbrugere. De har med andre ord ydet til det samfund, jeg voksede op i, ved både håndens og sjælens arbejde.. !

Jeg har altså gode, solide arbejdergen plantet i den fynske muld tilsat en stor portion socialt forståelse, og det er jeg ikke eet eneste øjeblik hverken flov eller skamfuld over, tvært imod. Jeg er STOLT af mit ophav ! Det har givet mig en stor portion styrke og forståelse for, at et menneske har mulighed for at skabe det liv, han eller hun måtte ønske sig ud fra alle de forudsætninger, han/hun kommer til verden med - de intellektuelle, socio-økonomiske og de fysiske/psykiske af slagsen.

Når jeg derfor ser på mit liv, og det jeg fik med, så jo, jeg kunne have taget en akademisk uddannelse, "pæren" var til det, men den sociale gødning var ikke. Det lå ligesom ikke i luften, at det var det, der var min vej.. Jeg ville gerne, men jeg troede ikke på, jeg kunne !

Forskellen på os som mennesker og hvor vi kommer fra mærkede jeg ikke så meget til i folkeskolen, dengang i 1970-erne. Vi var ”alle slags børn”, om man vil. Dengang var det heller ikke almindeligt, at man kom på efterskole, medmindre man havde svære sociale problemer. Så vi repræsenterede samtlige socialklasser i folkeskolen, og det gav en forståelse for, at vi som mennesker er forskellige og kommer med forskellig viden, baggrund, indhold.. Mangfoldigheden levede i bedste velgående.

Først i gymnasiet mærkede jeg for alvor forskellen i den opvækst og den socialklasse jeg tilhørte sammenlignet med mange af mine klassekammerater. Da jeg kom i gymnasiet i 1981, var vi 3 arbejderbørn i en klasse på 24 unge.. Resten af de unge menneskers forældre var læger, sygeplejersker, dyrlæger, øjenlæger, andre akademikere, og store selvstændige indenfor gartneri og produktion. Behøver jeg at sige, at jeg følte mig meget udenfor.. ! Jeg kendte ikke den verden og den forblev mig temmelig fremmed gennem hele min gymnasietid. Ikke desto mindre gennemførte jeg med et ret godt gennemsnit, som jeg kunne have brugt til at søge ind på min drømmeuddannelse, PSYKOLOGI. Jeg kunne endda have valgt det universitet jeg helst ville gå på, nemlig Århus.. Men jeg ville ud og rejse.. Jeg var træt af at læse, og ville gerne ud og se mig om… ! Det kostede mig en akademisk uddannelse at vælge det FJUMREÅR, det kan jeg se nu..

På den anden side, så havde jeg måske været så træt af at læse, at jeg ikke havde gennemført uddannelsen. Men jeg fik aldrig siden chancen, for mit gennemsnit holdt kun til at være væk det ene år. Da jeg kom hjem fra det store udland året efter, var optagelsesgennemsnittet selvfølgelig steget, og jeg kunne ikke komme ind, selvom min gymnasieuddannelse kun var 1 år gammel. Der var ikke noget, der hed kvote 2 dengang i 1985… Der var til gengæld en massiv ungdomsarbejdsløshed og det var hundesvært at komme ind på en af de uddannelser, man gerne ville have.. !

Jeg rejste en tur til England og mødte min første mand, fik en søn, som senere skulle vises sig at have et medfødt handicap, og uddannede mig til korrespondent i engelsk og tysk, en uddannelse, jeg troede, jeg skulle rejse jorden rund med. Jeg ville så gerne have læst engelsk og dansk, men jeg var mor, havde en mand, der ikke gad vente på, jeg valgte og blev færdig, så jeg tog en kort, videregående uddannelse, som jeg til dato ALDRIG har brugt til noget som helst erhvervsrettet ! Det var spild af min tid og af samfundets penge.

Senere kom uddannelsen til socialrådgiver, det var efter endnu et ophold i England og en skilsmisse. Jeg havde ikke opgivet min drøm om at blive psykolog, men nu så det endnu mere umuligt ud.. Jeg tog nogle fag på HF, samfundsfag og psykologi, samtidig med et 30 timers job som ufaglært hjemmehjælper og et liv som enlig mor til en dreng med et handicap, som først blev ordenligt diagnosticeret i 1994-1995, mens jeg læste til socialrådgiver.

Det var hårde år, at læse på SU een gang til, med en lille dreng, der krævede ALT, en uddannelse, der krævede MEGET, og en kommune der INTET gav ! Til forskel fra den første uddannelse, så følte jeg mig hjemme her, både menneskeligt og med min store interesse for socialpolitik, en interesse, der ikke er blevet mindre med årene ! Men jeg vidste også, at jeg havde evner til mere, end det studie, jeg gennemførte.. Igen følte jeg, at mine livsomstændigheder holdt mig tilbage ! Jeg ramte livsmuren !

Så fik jeg det ud af de evner, jeg blev tildelt i vuggegave ? .. Nej, ikke hvis jeg ser objektivt på det. Jeg fik en masse arbejdsopgaver, som var svært forbundne til det liv, jeg levede, det jeg kom af, og det, der skete i mit liv siden hen.. ! Men jeg brugte ikke mine talenter, mine nådegaver forblev mere eller mindre uforløste ! Det sted, hvor jeg har brugt ALT, hvad jeg evner, er i forhold til min søn ! Der har jeg brugt alt, hvad jeg vidste, følte og kunne … At give til et menneske, som har så store behov på alle fronter af livet, det koster kræfter, evner og kærlighed !

Jeg kunne have valgt anderledes, vil nogen måske sige. Ja, det kunne jeg… måske…. men et eller andet stoppede mig fra at gøre det. Enten var det penge, et handicappet barn eller også livsomstændigheder, jeg ikke formåede at gøre op med på det tidspunkt, jeg stod i det ! Ofte har jeg set tilbage, og ønsket, jeg havde formået at handle anderledes. Så var mit arbejdsliv blevet noget andet, end at ende med et liv som udbrændt socialrådgiver på førtidspension, det ved jeg med sikkerhed !

Bitterheden og magtesløsheden har været gæst, og det samme har vreden.. Med alderen og tiden er den ikke blevet mindre, mere håndterbar eller bare mindre tilstedeværende. Samtidig må jeg indrømme, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gribe og gøre i for at blive den her følelse af vrede over livsstagnation og tilbageholdt evnespild kvit. Hvilke skridt skal jeg tage … ? hvor fører de mig hen og er der nogen garanti for, at jeg aldrig ender i samme suppedas igen ?

Jeg ville gerne have kunnet gøre en masse andre ting med de evner, jeg besidder, end dét, jeg fik mulighed for at gøre. Men livets gang på karrierevejen blev ikke sådan for mig. De ydre omstændigheder har jeg ikke altid selv kunnet vælge, så de valg, jeg traf, var farvet af det. Nu sidder jeg tilbage med et helbred, der sagtens kunne være bedre, på førtidspension, og en økonomi i ruiner. Jeg har stadig en handicappet søn, og heldigvis også nu en god mand.

Men..... det opvejer ikke behovet for at sætte et mærke i livets sand som var og er helt mit eget ! Et mærke, jeg kan se tilbage på med stolthed og glæde, den dag, jeg skal herfra !

Hvad vej vender din liggestol ?

2011-01-16T12:33:00.000-08:00

Manden og jeg rydede i dag op i en kasse med billeder og andet memorabilia fra den fædrene og mødrene arv.. Dette lille hæfte med Radiserne kom frem, og jeg kan ikke stå for denne lille sketch med Trine og Søren... Den er meget sigende, for os, og for Søren Brun i særdeleshed.

Så... hvad vej vender din liggestol ?

Det nye år ...

2010-12-29T08:31:00.000-08:00

Jeg byder snart 2011 velkommen.. men før jeg gør det, vil jeg sige farvel til 2010. De sidste par dage inden året er slut, fyldt med tungsind, vemod på det forgangne års vegne, det kommer ikke igen.

Et langt år, med mange ærinder indvendig og udvendig. Med mange gange frem og tilbage, for at finde ud af, det var lige langt... endda et skridt tilbage, selvom skridtmængden var den samme.

Der er sagt farvel og goddag, på gensyn, vi ses ! Der er sagt definitivt slut, finito, farvel, goodbye-ruth og mange andre endegyldige slagord.. for blot at genfinde oplevelsen forklædt, igen og igen, som en karrusel vender den tilbage, noget er ikke helt på plads. Noget skal prøves igen, noget skal genopleves, igen, for at komme dybere, nærmere, forstå !

Noget er forblevet det samme. Noget er gennemarbejdet, noget er glemt, noget er i sine kasser i sjælen, noget er sluppet fri, noget er gennemtygget, fordøjet, noget er spyttet ud. Andet er sat på hylden, givet væk eller blot givet videre.

Året er gået. Det gav alt, det kunne. Det foregav intet, håbet var mit eget, tankerne og følelserne affødt af årets gang var mine, oplevelserne delt med andre, og tiden gik sammen med mine drømme og ideer deres gang hen over årets farvepallet og malede billedet af 2010, sådan, som det står i mit hoved nu.

Jeg ønsker et lykkebringende, glædeligt og kærligt 2011 for jer derude. Må årstidsfarverne danne billeder af glæde og velbefindende i jeres sind, vække genklang i jeres sjæle, og råbe livsånden op !

Bliver man rask af at være på førtidspension ?

2010-12-16T04:33:00.001-08:00

Når jeg tænker på, at jeg den 1. januar 2011 har været førtidspensionist i 4 år, så får jeg endnu flere små rynker i panden og grå hår i hovedet ved tanken om en ”reform” af et FTP-område, et område, som ingen reformer kræver.

Det, der kræves, er en enkel og simpel skrivelse fra socialministeren til kommunerne om at ændre praksis, når der tilkendes en førtidspension. Vejledningen til loven af 2003, pkt. 11 for at være helt nøjagtig, giver klart mulighed for bevillinger af midlertidig FTP på 5 år, og at sammenskrue individuelle forløb, skulle man ønske at vende tilbage til det så forjættede arbejsmarked. Man er desuden som modtager af almissen forpligtet til at henvende sig til kommunen, skulle ens forhold have forandret sig.. det gælder også ens helbred..!

Når jeg ser på den tid, jeg har været førtidspensionist, så er jeg ikke blevet mere rask af at være i fred for rådighedskrav og halvdårlige aktiveringsforløb. Tvært imod har jeg oplevet en forværring af de sygdomme, jeg havde, da jeg blev bevilget pension. Der er endda kommet flere til. Så hvordan får DA den fantastiske ide, at 1/3 af alle førtidspensionster bliver ”raske” af at få lov at gå i fred ? Det kan jeg slet ikke genkende. Og slet ikke for de førtidspensionister, som er tilkendt pension fra 1. januar 2003. Bevillingsgrundlaget er jo, at man skal være uarbejdsdygtig indenfor ethvert erhvert..

Men.. lad os nu lege med ideen... Hvis et menneske som jeg skulle ”rehabiliteres” og ”klargøres” til arbejdsmarkedet, så jeg ikke var ”parkeret” som en gammel, rusten Toyota Corolla, så ville det som minimum ”koste” følgende foranstaltninger:

Grundig udredning på OUH for yderligere ryglidelse, immunforsvarsdefekt, fibromyalgi, DB2, hjerte-kar-sygdomme, stofskiftesygdomme, hormonelle sygdomme, ME/CFS og andre immunologiske sygdomme samt tandbehandling for nedslidte og ødelagte tænder.
Grundig og målrettet genoptræningsprogram særligt tilrettelagt de problemer, jeg besidder.. Jeg kan f.eks. ikke træne som andre, da alt for hård træning gør mig fysisk syg og forværer mit helbred.
Langvarig psykoterapi hos en autoriseret psykolog for svær udbrændthed og stress.
Langvarig fysioterapi og kiropraktorbehandling for diverse skader i bevægapperatet.
Langvarig medicinsk behandling af ovenstående sygdomme.
Skånebehov i fremtidigt job pga hukommelsesproblemer, koncentrationsbesvær, og perioder med mange sygedage pga nedat immunforsvar.
Vedligeholdende behandling og træningsforløb, så helbredet ikke forværres af fremtidig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Revaliderings- og opkvalificeringsforløb, jeg har ikke været på arbejdsmarkedet siden 1. januar 2002.

Gad vide, hvad det her koster samfundet ? Jeg får ca. 160.000 kr. om året i pension før skat. Kan det overhovedet betale for ovenstående behandlingstiltag? Vi taler jo om mange års intensiv behandling i både sundhedsvæsenet, det private og det offentlige system. Desuden skal jeg jo fortsætte med at være i behandling for de kroniske sygdomme, jeg har, uanset, hvilken form for forsørgelse, jeg er indehaver af.

Det danske sundhedsvæsen kan jo ikke kurere nogle af de kroniske sygdomme, jeg har. Selv om både Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Belgien har behandlingstilbud til fibromyalgi, ME/CFS etc., så insisterer det danske sundhedsvæsen på at behandle mennesker med slige lidelser som psykiatriske patienter. Det har endnu ikke kureret en eneste af de kvinder jeg kender, som lider af Fibromyalgi eller ME - snarere tvæt imod.

Noget helt andet er, at jeg er 45 år gammel. Når denne plan evt. er udført, så er jeg, lidt friskt sat, 50... Jeg har da siger og skriver 15 år tilbage på arbejdsmarkedet, måske 20, hvis jeg er heldig. Det bliver nok i en eller anden form for støttet beskæftigelse, for der er ingen garanti for jeg bliver fuldt ud selvforsørgende. Ikke engang min egen optimistiske sjæl, i et anfald af storhedsvanvid på mit helbreds vegne, kan garantere en ”full recovery”. Og ingen læge eller psykiater vil nogensinde sætte sit navn under en sådan erklæring, medmindre de vil anklages for kvaksalveri.

Er det da samfundsøkonomisk pengene værd at bekoste et ”rehab-forløb” på mig? Ja, bortset fra, at jeg vil blive ovenud glad for at forbedre mit helbred, så ja, men set i forhold til min alder og hvad det vil koste at ”rehabilitere” mig, og ikke mindst, til hvad, så er det godt nok noget af en investering, der skal til.. Jeg kunne måske forstå det, hvis jeg var 25.. men jeg er altså 45...

Og hvem ville da også ansætte mig? Jeg kan under ingen omstændigheder vende tilbage til det offentlige i nogen form, jeg er færdig som socialrådgiver, det er helt sikkert. Det giver jo ingen mening at gå tilbage til et fag, man bliver dødssyg af. Den sidste uddannelse jeg har, færdiggjorde jeg i juni 1996, og det er en uddannelse, jeg ikke længere har helbred til at benytte..... Så, hvilke færdigheder har jeg, der kan bruges på det store, globale, danske arbejdsmarked ?

Findes der mon en arbejdsgiver M/K, som vil ansætte mig i støttet beskæftigelse med de helbredsskavanker jeg har, til en løn, jeg kan leve af, så skal vedkommende være noget så velkommen til at kontakte mig.

Var der et vakst hoved, der tænkte; Social-Økonomiske Virksomheder... ?

Santa Lucia - Budbringer af lys ...

2010-12-13T11:13:00.000-08:00

Hun fødtes som datter af en velhavende familie i Syrakus på Sicilien år 283 efter Kristi Fødsel. Hun døde den 13. december år 304, brutalt myrdet af Kejser Diocletain, som forfulgte troende kristne.

Lucia havde som ung besluttet at vie sit liv til den kristne Gud, hvorfor hun valgte at leve i cølibat. En ung mand, til hvem hun var lovet, blev så fortørnet over ophævelsen af forlovelsen, at han senere angav hende til netop Kejser Diocletian, da han fandt ud af, Lucia bragte mad og vand til de forfulgte kristne, som gemte sig i katakombernes gange.

Santa Lucia er nu ophøjet til helgen, og hendes særlige område er at bringe lys og håb til de udstødte og forfulgte i verden. Noget, vi i disse dages verden har særligt brug for.

Man kan læse mere om Santa Lucia her.

Juleglæden....

2010-12-09T14:13:00.000-08:00

Ja, jeg kender den godt.. Den indfinder sig som regel på min fødselsdag, sidst i november, hvor den vokser sig større og varmere i løbet af december, for til sidst at kulminere den 24. december med en ubeskrivelig glædesfølelse og kærlighed til alt og alle denne dag, hvor ham, jeg tror på, blev født.. nogle tror så, det er den 25. dec., men dem om det

For mig er julen så meget mere end gaver, penge, mad og julepynt.. Gewiss, den er alt dette også, men den er frem for alt LYSETS FEST.. glædens fest, for denne årstid var og er næstekærlighedens tid, den tid, hvor vi er forpligtede til at genkalde os den usigelige materielle rigdom, vi besidder i den verden vi lever i, og i denne proces sige tak og give noget af al den rigdom videre til dem, der ikke er så heldige som os.. Ja, jeg mener, vi er forpligtede til det.

Jeg deler gerne af det lidt, jeg har. For jeg ved, hvordan det er at leve med og for ingenting og samtidig have et barn at forsøge for alt dette “ingenting”.. Det glemmer jeg aldrig, og jeg tænker på det hver eneste gang, jeg går rundt i det boligområde, hvor jeg bor. Når jeg ser en af de små knægte rende rundt i tøj, som slet ikke svarer til årstiden, med triste, sultne øjne og hår, der skulle have været klippet for 3 måneder siden… Så rammer det mig lige i solar plexus, og jeg vil bare holde om ham og forsikre ham om, alt nok skal blive godt og han får det bedre.. At der er noget til ham, når han vokser op, så han ikke skal gå gennem hele sin barndom med et stort, tomt fattigdomshul i maven.

Uanset, hvor meget jeg kan føle kærlighed og næstekærlighed i denne tid, så hjælper det jo ikke den lille purk, hvis der ikke er handling bag ordene.. Jeg kan have nok så mange godhjertede tanker og velmenende ord, men det mætter ikke hans sultne mave og hans hungrende sjæl.. Den føde, han har behov for, er helt reel. Det handler om nok mad i det daglige, nyt tøj, som svarer til årstiderne, og NOK velfærd til også at have de samme goder, som kammeraterne har.. Han skal ikke mangle, men det gør han.. Han mangler alt. Hans fattigdom er reel !

Når jeg nu om et par uger siger farvel til 2010, så siger jeg også farvel til et år, EU udnævnte til Fattigdomsår.. Det mærkede han ikke noget til, den bette purk, jeg ofte møder.. Intet som helst.. Snarere er hans situation tiet ihjel, og alle gode tiltag glemt.. Glemt, og gemt for det omkringliggende samfund, for de kommer ikke her, dem, der har penge nok.. De bor her heller ikke..

Det gør han, ham den lille .. og må en med vinger og guds kærlighed i hjertet vogte over ham, for socialminister Benedickte Kiær gør det ikke... !

En film om Hildegaard af Bingen...

2010-12-08T03:33:00.000-08:00

Jeg har lige opdaget den.. lavet af VISION, tysksproget.. og om den kommer til DK, så er jeg at finde i mørket, på en af sæderækkerne for at se, hvordan denne kvindes liv portræteres.

Så spændende en kvinde.. mystiker, healer, dybt, dybt troende kristen og modtager af Guds Lys, visioner. En kvinde, hvis liv jeg igen og igen fascineres af. Ikke mindst på baggrund af Anne Lise Marstand-Jørgensens bøger om hendes liv, hvor jeg endnu har til gode at få læst nr. II, selvom den står på boghylden.

De næste par dage, som står i selvhelbredelsens tegn (hosten er der stadig samt lidt feberfornemmelse), vil en stille stund med denne dame bestemt ikke være tidsspilde.

Sygdomsøv !

2010-11-25T10:25:00.000-08:00

Øv.. jeg er blevet syg.. Ondt i halsen, hæs, hoster, øvre luftveje er stærkt irriterede, men feberen er minimal.. Men kors, hvor har det ikke noget at sige, feberens størrelse, for hvor jeg dog er dårlig. Jeg kan ikke huske at have følt mig så miserabel i lang tid. Samtidig med de kroniske helbredsting, jeg slås med, så er det at blive hvad mange andre ville opfatte som "grundigt forkølet", det er det samme som en stor omgang influenza for mig, da jeg jo render rundt med et ikke så velfungerende immunforsvar... Så er det ikke bedre i morgen, så er det til lægen med fru Kjeldsen, inden det bliver weekend, for så er det da helt umuligt at være syg i det her land ... og så er det min fødselsdag på lørdag, så der vil jeg da meget gerne være en hel del friskere...

Er det træls.. det må da næsten være et retorisk spørgsmål... Selvfølgelig er det på godt jydsk træls.. Jeg er så træt af fibromyalgiens smerter, og alle de andre "sidegevinster", der hører med, eller om det måske er MS/CFS, der spøger (det skal jeg undersøges for hos specialist) og nu også en diskusprolaps i lænden.. den skal også undersøges mere.. Så det, jeg fik pension på, det er der stadig.. og der kommer mere til..

Er der så noget at sige til, at jeg bliver mæt af sygdom ind i mellem .. nej, vel.. for det gør jeg. Jeg forsøger i min hverdag at leve med alt det her, men ind i mellem, så slår det benene væk under mig, og jeg kan ikke gøre andet end at lægge mig stille og roligt på min sofa (jeg hader at ligge i min seng, medmindre jeg har meget feber eller er træt og vil sove) .... og så bliver jeg jo trist.. sådan helt trist og ked af det hele, for det føles ofte som 3 skridt frem og 4 tilbage... !

At jeg ind i mellem har svært ved at bevare det gode humør og rende rundt med armene over hovedet og lege Leif-Lalleglad (ironi...), det er jeg ved at vænne mig til.. Men jeg har svært ved at lægge det hele fra mig og opgive kontrollen med det hele.... for det har jeg jo gjort så mange gange før, og det er ikke blevet bedre, noget af det.. det går så forjættende langsomt, og jeg er ikke velsignet med tålmodighed i vuggegave ! Så .. mere af ham her ved siden af, mere ærkeenglen Michael.. Ham ved sværdet, ham, der kan slås.. Den energi vil jeg gerne have lidt af.

Bogstafet ;)

2010-11-15T11:21:00.000-08:00

Fru Møller, den gæve kone, har en blogpost med en bogstafet, og det vil jeg da lige være med til, for sjovt er sådan noget jo... ;) .... lidt ligesom at skrive i poesibøger, da vi var børn... :)

1. Favoritbog i barndommen:

Uuuha, der var mange. Serien om Laura fra ”Det Lille Hus På Prærien” af Laura Ingalls Wilder var den første bogserie, jeg slugte. Derefter kom Enid Blytons bøger om ”De 5”, PUK bøgerne, Den Sorte Hingst, Agatha Christies ”Ms. Marple” og siden Sherlock Holmes af Arthur Conan Doyle.

2. Hvad læser du lige nu ?

Ikke noget.. jeg har en stak bøger på reolen, jeg vil have læst før jeg køber flere.. Jeg er gift med en bogelsker, hvis bøger jeg ikke er begyndt på endnu, så der er mange titler og genrer at vælge imellem.

3. Hvilke bøger har du reserveret på biblioteket.

Ingen...

4. Dårlig bogvane..

Lader dem ligge alle vegne, kaffepletter på alting.

5. Hvilke bøger har du i øjeblikket lånt på biblioteket ?

Ingen.

6. Har du en E-bogslæser?
Nej, det siger mig absolut ingenting... Jeg skal holde bogen i hånden, føle den, mærke den. Jeg kan til gengæld godt lide at lytte til lydbøger.. Så kan jeg danne mig mine egne billeder...

7. Foretrækker du at læse en bog ad gangen eller flere på en gang?
Begge dele. Jeg er meget multi...

8. Har dine læsevaner ændret sig, siden du begyndte at blogge?
Nej..

9. Dårligste bog du har læst i år?
En islands eller færøsk krimi, jeg husker ikke forfatteren. Bogen er filmatiseret, som serie.. den var f.g. så kedelig, at jeg var lige ved at falde i søvn...

10. Bedste bog du har læst i år?

Hm. Der har været et par stykker. Den absolut bedste må være Anne Marie Marstrand-Jørgensens bog om Hildegaard af Bingen. Jeg har lige købt nr. 2, og glæder mig sindsygt til at læse den. Sadie Jones' debutbog Den udstødte var god, ligesom Linda Jessens sidste bog ”børnene”, og så selvfølgelig at høre Jussi Adler Olsens 3 bøger på lydbog.. Det var bare GODT !

11. Hvor ofte læser du udenfor dine favoritgenrer?
Ind i mellem. Jeg kan godt lide at blive udfordret, og jeg har fået nogle gode læseoplevelser ved at glemme at afbestille en bog, for så at læse den og blive begejstret....

12. I hvilke genrer føler du dig bedst tilpas?
Krimi, socialrealisme, og især skildringer af mennesker og deres indbyrdes relationer. Jeg er også glad for lyrik.

13. Kan du læse i bussen?
Nogle gange, andre gange bliver jeg frygtelig køresyg.

14. Hvad er dit favoritsted at læse?
I sofaen. Men vi mangler et godt læselys i min favoritkrog af sofaen :)

15. Hvad synes du om at låne bøger ud? Regler?
Jeg gør det helst ikke. Husker desværre hver eneste bog, jeg gennem tiden har lånt ud og ikke fået tilbage.

16. Laver du æselører i dine bøger?
Nej.

17. Skriver du nogle gange i bogens margen?
Nej.

18. I studierelaterede bøger?
Ja.. over det hele. Det er mine bøger..

19. Hvad er dit favoritsprog at læse bøger på?
Dansk.... og engang i mellem engelsk og lidt tysk...

20. Hvad får dig til at elske en bog?
Sproget.. det lyriske sprog, at en forfatter kan beskrive noget, jeg kender godt, og har læst om mange gange på en helt ny måde. Det er ikke så vigtigt for mig, om der er stavet 100 procent korrekt, men tegnsætningen skal være læsevenlig, ellers mister jeg meningen med det, der er skrevet, og det er jo synd.

21. Hvad inspirerer dig til at anbefale en bog?
Sproget ... lyrikken ... klangen i bogen... og hvad det menneske, jeg anbefaler bogen til, måtte synes var interessant.

22. Favoritgenrer?
Hm - var det ikke spørgsmål 12?

23. Genre du sjældent læser (men ønsker du gjorde oftere)?
Religion og psykologi. Jeg har en del bøger om emnet, nogle har jeg læst, andre har jeg til gode ;)

24. Favoritbiografi?
... Ingen.. jeg gider ikke læse dem.

25: Har du nogensinde læst en selvhjælpsbog ?
Ja.. jeg er lige blevet færdig med een, som virkelig er en hjælp, og har været det mange gange...

Diana Krall - Narrow Daylight

2010-11-15T10:43:00.000-08:00

Her i novembermørket, en stille sang..

Novemberbarn..

2010-11-11T08:33:00.000-08:00

Novemberbarn er jeg, helt ind i sjælen.. Jeg elsker november for dens dødsdrift, sorte grene og rådne blade, stilheden i naturen, stilheden i sjælen. Jeg elsker den, fordi det er min fødemåned, mine forældres fødemåned, en måned, hvor der på trods af mørke fejres med lys og glæde. Døden overgås af nyt liv. Novembers inderste væsen ... !

Novembers lys ser jeg i det mørke, kolde, klamme, våde, som omslutter dagene før de er begyndt. Det frostklare, skarpe lys skærer igennem novembermørket, ind i sjælen, så jeg kan SE det mørke forgrene sig, tage fat, dulme, slå over i strålende strenge af vellyd og ord i mit hoved. November er sjælens måned, sorgens måned, genfødslens måned. Med lys stemmer jeg mørkets strenge. Med mørke forgrener jeg lyset.

November er måneden før. Måneden efter. Efterårets absolutte ! Måneden jeg gemmer mig i mine gevanter, skærer dagen ud i bidder og begiver mig ind i min sjæl. Mørket skræmmer mig ikke. Melankolien er så velkendt, så tilstede, som min krop er stor og fyldig, som livet og døden tilsammen.

November er musik, blå i tonen, sort i mælet og krystalklart i teksten. Intet kan som november gemme på klangen af vinters komme, på ressonansen af efterårets fald, på sarte, sprøde toner af sommer i de sarte vindpust fra august og og på håbet om forårets genfødsel. November synger the blues, stille, stormende, som vinden og jeg synger med ..

Jeg synger novembersange i min stue, med mine flagrende gevanter og stille stunder i behold. Jeg tager novemberhatten på, glemmer mine tanker i det mørkebrune muld, og finder mine forgreninger.

Jeg er novemberbarn. Født af mulden, af stilheden, af stormene, af kuldens skød. Jeg er novembers barn.

Yeh Shall I Walk...

2010-11-04T14:10:00.001-07:00

Denne her har spøgt i min hjerne de sidste par dage.. I en tid med november i øjenhøjde og Alle Sjæles Dag overstået, er der tid til at tænke over dødens skygger i livet, på alle måder synligt i naturens og med alderen også i kroppens forfald.

Teksten er fra Salmernes Bog, Davids Salme om at vandre i dødsdalen, uden frygt, for han ved, Gud er med ham. Han ved, at han har udsigt til at tilbringe resten af sine dage ved Vor Herres side, og at denne udsigt overskygger hans frygt for døden. Der er mere i teksten end det, jeg umiddelbart skriver her, selvfølgelig er der det, men den fanger mig, får mig til at tænke på det liv, jeg har og det indhold, jeg selv lægger i det. Det indhold, jeg ikke selv er Herre over, og det indhold, der gives mig .. Tanker, man ikke kan undgå at have, når man også er indehaver af kroniske lidelser.

v1 Salme af David.
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
v2 han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
v3 Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
v4 Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

v5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

v6 Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

Teksten er fra www.bibel.dk

Alle Helgens Dag..

2010-10-31T07:59:00.000-07:00

Som mange andre folketraditioner har også Halloween flere rødder. Hos kelterne fejrede man i førkristen tid Samhain. Samhain (fra oldirsk "samain") er på gælisk ordet for måneden november. Samhain-festen er en fejring af høstsæsonens afslutning og betragtes normalt som 'det keltiske nytår'. Dagen for Samhain er den 1. november.
Forbindelsen til de dødes verden synes også at have været en vigtig del af Samhain, som et tidspunkt, hvor de bortgangne var særligt aktive. På denne dag rejste årets afdøde til de dødes rige, og de døde kunne blande sig med de levende.
I mange områders folketro er nytår et magisk tidspunkt. Det er en form for overgangssituation, hvor året skifter, og hvor overnaturlige væsner og kræfter har friere spil end ellers. Dette gælder også hvor hjemlige folketros opfattelse af nytår - som altså intet har at gøre med Halloween.

Allehelgensdag som vi kender den, er den 1. november, og aftenen forinden, altså 31.10, er derfor Allehelgensaften. Dagen blev indført ca. 610 af pave Bonifacius den Fjerde til minde om alle helgener uden egen mindedag.
I 998 blev dagen efter - den 2. november - gjort til mindefest for almindelige døde af Gregor den Femte. Den 2. november kaldes derfor også Allesjælesdag. På denne dag kunne man gennem bøn, offer mv. hjælpe de afdøde i skærsilden. Også folkelige trosforestillinger, som kendes i katolske lande, tog denne tråd op bl.a. i forskellige madtraditioner. De danske døde kom ikke på allehelgensbesøg, herhjemme opfattede man julen som en periode, hvor afdøde var motiverede for at forlade gravene for at se til den levende familie.

Efter reformationen blev dagene slået sammen som mindedag for alle kristne, der var døde i deres tro. Dagen beholdt til en vis grad sin position i den protestantiske kirke, men nu med et lidt ændret indhold som mindedag for reformationen. Det var nemlig på Allehelgensaften 1517 Luther slog sine berømte teser op på døren til Allehelgenskirken i Wittenberg, og dermed indvarslede reformationen.

I dag fejrer Folkekirken i Danmark fortsat Allehelgen, men ikke "på dagen". I stedet kaldes den første søndag i november, Allehelgensdag, eller måske mere korrekt: Allehelgens Søndag. Den anvendes som "mindedag for dem, som gennem deres liv har rakt kristentroen videre". I mange sogne er man også begyndt at bruge denne søndag som en særlig mindedag for de i menigheden, som er døde i årets løb. Der kan fx være tale om navneoplæsning i forbindelse med gudstjenesten, eller at denne på anden måde får et særligt indhold.

I USA kaldes dagen All-Saints eller All-Hallows Day (Eve). Halloween er en sammentrækning af All-Hallows-Eve. Begge dagene har den særlige magiske stemning, som folketroen giver de tidspunkter, hvor de døde berører de levendes verden.
Selvom All Souls Day er afskaffet af den anglikanske kirke,
er den uformel helligdag, også blandt protestanterne.
I katolske områder har kirken spillet en rolle i festlighederne, f.eks. brugte spanske menigheder i New Mexico omkring år 1900 at tage madvarer med i kirken og lægge dem på alteret. I det fransk-prægede New Orleans blev gravene pyntet - især med "begravelsesblomsten" Chrysantemum. Gadesælgerne falbyder skeletter, små kister mv. formet som slik og legetøj.

Herhjemme ser vi i større grad en amerikaniseret version af All Hallow's Eve eller Halloween med udklædning, gys, grumme historier og "trick-or-treat" traditionen.. Personligt så jeg hellere en tilbagevenden til den gamle hedensk/kristne tradition om at ære vore forfædre, hjælpe fortabte sjæle "over" og fejre årets fysiske slutning, "døden", for at noget nyt kan genopstå... Dette er lige så vigtig en fejring, som det er at fejre forårets komme ... For at nyt kan spire, må det gamle dø...

Fakta om unge og førtidspension !

2010-10-08T11:17:00.001-07:00

I 2009 fik godt 17.000 personer tilkendt en førtidspension, en fjerdel er under 40 år. I 2009 fik ca 1.200 unge mellem 20 og 30 år tilkendt en førtidspension, 83 % af dem fik tilkendt pensionen på baggrund af en psykisk lidelse. Halvdelen af de 20-29-åriges psykiske diagnoser er skizofreni og mental retardering. De øvrige diagnoser er DAMP, Aspergers Symdrom, Skitzotypisk sindslidelse og forstyrrelser i personlighedsstrukturen. Andelen af nye førtidspensionister med en psykisk lidelse er steget fra 29 % i 2000 til 51 % i 2009. Kilde: Kommunernes Landsforening.

Er det de her unge mennesker, som skal piskes ud på det såkaldte rummelige arbejdsmarked.. Mennesker som min søn, for han figurerer i statistikken, som så mange andre af de unge, jeg kender.. Mental retardering, det "vokser man ikke fra". Det "bliver ikke bedre med årene", og det "går heller ikke over af sig selv"... Desværre bliver handicappet ofte mere og mere synligt, jo ældre det unge menneske bliver. Synligt, så alle, som før måske har tvivlet, ikke længere er i tvivl, blot de sætter sig et øjeblik og betragter det unge menneske.

Det er nok 45 år siden, der var plads til et menneske som min søn på det danske arbejdsmarked. De jobs, som min søn med hjælp og støtte kunne udføre, har vi udfaset til udlandet, og landbruget har ikke længere brug for manuel arbejdskraft. En lang række jobs, som førhen kunne bestrides af et menneske, som dårligt kunne stave sit eget navn og rent mentalt ikke nåede længere end 17 års alderen.. hvis vi er heldige.

De unge mennesker, som diagnosticeres med svære, psykiatriske diagnoser, er unge mennesker, for hvem livet IKKE er begyndt med mor, far, glansbilleder på væggen, projekt-curling-børn, med forældre med masser af penge og overskud på alle livskonti. Det ved de fleste, som har beskæftiget sig med socialt udsatte unge. Det hér pensionsrekruteringsgrundlag, det er unge mennesker, som er børn af misbrugere, psykisk syge og som meget ofte er blevet seksuelt misbrugt. Ellers udvikler man ikke så voldsomme og alvorlige psykiatriske diagnoser. Det turde være åbenlyst !

De godt 1.700 unge, de skal nu piskes, pines og plages tilbage på det danske arbejdsmarked, som ikke engang kan finde afsæt til godt 13.000 mennesker med en fleksjobsbevilling i hånden og ledighedsydelse som forsørgelsesgrundlag. Et arbejdsmarked, som heller ikke kan finde jobs til godt 200.000 ledige... med gode uddannelser og arbejdsevnen i orden... !! Det giver ingen mening. Ingen som helst.

Slut med tilskud til privatskoler !

2010-10-05T11:59:00.000-07:00

Hvad mon der ville ske, hvis friskoler, frie grundskoler, privatskoler, og efterskoler ikke længere fik tilskud fra stat og kommune ? Hvad mon det så reelt ville koste forældrene i reel egenbetaling at sende deres poder afsted til slige skoler ? 10.000 kr. om måneden, 15.000 kr. om måneden.. mere ?

Tænk nu, hvis alle de dejlige penge i stedet blev tilført folkeskolen ? Sikke en masse man kunne få for de penge.. ! Sikke en masse dygtige lærere, der pludselig kunne undervise i folkeskolen og dermed tilføre vigtig viden om kreativitet og fornyelse af alle de dygtige friskolelærere, som så blev arbejdsløse.... !!!

Som ægte rød må jeg melde mig på banen og slå på tromme for en afskaffelse af tilskud til ovenstående skoleformer for helt almindelige og normale børn. Ønsker man sine poder på stats- og kommunalt financierede privatskoler, så må man betale den fulde pris selv !

Jeg ønsker kun tilskuddene bevaret, såfremt skolerne (som Rudolf Steiners Specialklasser eller tilsvarende) ønsker at oprette skoler for særligt udsatte børn og unge.

Underskud...

2010-09-06T11:10:00.000-07:00

Der er intet som at have overskud til alt det, man ønsker sig... Men det er desværre ikke sådan, verden er skruet sammen, når man er indehaver af en kronisk sygdom..

Helbredet er ikke godt, overskuddet i minus, så jeg har valgt at trække stikket ud den næste uges tid, måske 2, indtil jeg har fået hvilet mig så meget, at jeg igen kan føle bare en anelse overskud..

Gud, giv mig sindsro
Til at acceptere det, jeg ikke kan ændre
Mod til at ændre det, jeg kan
og viisdom til at se forskellen...

Manden på risten...

2010-08-29T07:19:00.000-07:00

Lørdag var dagen for Brugernes Bazaar i Odense, på foranledning af Rådet for Socialt Udsatte. Anledningen er nok så alvorlig, det er, som det sikkert er nogle bekendt, EUs fattigdomsår i år, noget, der synes at gå fuldstændig hen over hovedet på den siddende regering. Men fattigdom går jo heller ikke hen over hovedet på nogen, som dukker sig, når realiteterne kommer flyvende.. Den rammer dem dér, hvor de er højest, når de sanker jordbær !

Skulle jeg, som en del af det fattige segment i DK, så ikke have været med til denne Bazaar.. Jo, det ville jeg da gerne, men diverse helbredsmæssige problemer afholdt mig fra at deltage, problemer, som er grundlaget for min pension..

Desuden, skulle jeg føle behov for samfundsdeltagelse, så er det nok klogt at lade være med især frivilligt arbejde, da 6 timers frivilligt arbejde pr. uge anskues som arbejdsevne, da det udgør 18% af en arbejdsuge. Kan jeg det, er der grundlag for at revurdere min sag ... Men som førtidspensionist må jeg godt arbejde 20 timer om ugen i et skånejob !Hvor er logikken lige henne her ? Ligesom det at deltage i en foredragsrække på Åbent Universitet, en uge på Højskole (det har jeg så ikke råd til, det koster en halv Tina Turner koncert) eller noget tilsvarende, hvor jeg måtte ønske at udvide min horisont også er at sidestille med arbejdsevne, og jeg kan risikere at få frataget min pension....

Det er fair.. Men må jeg så godt synge i et gospelkor 2½ time hver tirsdag aften, eller er det også en arbejdsevne ? I givet fald, hvor skal jeg bruge den arbejdsevne henne ? I hvilket fag, branche eller andet arbejdsområde er der brug for en halvgammel, særdeles rund, meget velsyngende, udbrændt og stresset socialrådgiver ? På Genbrugsstationen ? I en tøjbutik for fede koner ? I en fiskeforretning på torvet om lørdagen ?

Åndelig, menneskelig fattigdom kalder jeg denne holdning til os, der i forvejen intet kan, men dog forsøger at leve det liv vi har, med de ressourcer vi nu har til rådighed.. ! Deltage i samfundet, give lidt tilbage, som f.eks. at være rådgiver på en nødtelefon for selvmordstruede medmennesker skal vi så bare ikke, det er jo arbejdsevne.. Hvem skal så.. ? Alle jer, der knokler jer halvt ihjel hver eneste dag på det så højt besungne arbejdsmarked

Måske handler fattigdomsåret derfor ikke kun om de målbare kroner og ører, som hver måned sættes ind på kontoen. De er vigtige.. Det siger alle målinger foretaget af diverse sociale indstandser, og det siger jeg, som lever her på bunden af samfundet. At påstå fattigdom ikke handler om økonomi er direkte og uforlignelig dumhed, bundet i en arrogance, som er det gamle Højre fra før ruder knægt blev konge værdigt...

Det er som den gamle børnesang "Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå".. Og det gør de fattige i dette land.... langt væk fra de pæne kvarterer i byen, så langt væk fra det offentlige øje, så selv de kirkelige organisationer har svært ved at nå dem.. Fattigdom er grimhed, grumhed, afsavn, beskidt, i alle dets aspekter. Der er intet misundelsesværdigt ved tilværelsen som fattig. Intet. Det efterlader mennesker udsultede, ikke kun på rugbrød med leverpostej, men helt ind i sjælen er der hunger efter et andet liv, et andet ståsted, nogle andre muligheder, end dem, dette samfund er i stand til at opfylde.

Som manden på risten står den fattige, mætter sig ved duften af maden fra restauranten, og drømmer sig til et andet liv ... smulerne fra de riges bord lander spredt for vinden, og den fattige må samle det op, han kan.. Andet får han nemlig ikke, selvom det samfund, han er en del af, er et af de rigeste i verden.

Er der noget at sige til, at bitterhed, had og vrede ind i mellem skylles ned med en dobbeltøl og en kylling til morgenmad eller et skud sne i venstre overarm ?

I dit ansigts sved...

2010-08-18T14:36:00.000-07:00

Man skal som førtidspensionist efter de nye regler passe på med det frivillige arbejde og under alle omstændigheder informere sin sagsbehandler om aktiviteten og omfanget - 6 timer om ugen er meget tæt på grænsen, idet det er ca. 18 % af en arbejdsuge man så kan klare, og det vil nogle steder medføre at afgørelsen om tilkendelsen revurderes fordi der udvises arbejdsevne.

... Så jer derude, der laver frivilligt arbejde eller deltager i noget aftenskole eller noget tilsvarende, I bør nok tænke jer om en ekstra gang.. !

At koge suppe ... !

2010-08-17T10:41:00.000-07:00

Sandhedens time kommer til os alle. Gennem livet er der utallige af disse sandhedstimer, men de flagrer ikke ligefrem rundt mellem hinanden som fnug flyver fra dynen, når jeg ryster den. De daler stille og roligt ned fra sandthedstræet, lander på mit hoved, og trænger derefter ind i min bevidsthed. Ind i mellem skyder sandheden pile af, som rammer mig i solar plexus. Det værste er, når begge dele sker på een gang. Eller måske er det bedst sådan. Så er jeg fri for simultane ubehageligheder.

Nu den her fornemmelse af, at noget har ændret sig. Noget er anderledes, end det var. Noget er tabt for altid, jeg kan ikke få det igen, uanset, hvor meget jeg gør, hvor meget jeg end ønsker det... det er som om nogen er død ! Jeg har tanker om døden, tanker, som har plaget mig, men som dog er fragmenter i min hjernesuppe ! Tanker, som først var følelser, født af minder og erfaringer gjort gennem det liv, jeg har levet. Tanker, som derefter skiller sig ud, og genkalder sig sorg. Sorg over det liv, jeg har levet, det liv, der var mit, og det liv, jeg har delt med min søn. Min søn... min fortid... min fremtid... en helstøbt, selvstændig del af mig..

Melankolien er min faste følgedame. Hun kommer og lægger sine tunge øjenlåg over mit synsfeldt, og jeg ser gennem hendes slørede blik; Verden trænger sig på i ukurante nuancer og spøgelsesformer, flyder over i hinanden som var de skabt af en længst svundet mosekones bryggerier. Nutid og datid rørt sammen til fremtid, sløret af fortidsbryggerier tilsat nutidskrydderier. Jo, Mosekonen har brygget ! Hjernesuppen er klar.

Indgredienserne er mange. Så mange som stjernene, så mange som de tårer, jeg har grædt, de nætter jeg har ligget vågen, de tanker, jeg har tænkt. Alskens følelser fra hele den farvede palét giver suppen dens brun-grumsede udseende. Det hele er smeltet sammen som gammel, muggen ost ...

I hjernesuppegryden, fyldt til randen med melankoli og sur-sød-bitre livsurter, fremdrager jeg erfaring. Jeg plukker friske grene af timian og andre gode urter, og håber på, det jeg nu går i gang med at koge suppe på, må blive erfaringssuppen, hvoraf der kan øses utallige skefulde.

Jeg er mosekonen, der brygger melankolisuppe med fremtidsurter og hjernebark !

Det udmattede selv ...

2010-08-04T15:14:00.000-07:00

En bog. Dem læser jeg en del af, men denne her, den er virkelig en udfordring .. Det udmattede selv, skrevet af proff. Alain Ehrenberg, fransk sociolog.

Jeg er ikke nået ret langt, men det, der springer mig i øjnene, er et par af de citater, bogen har på omslaget af bogen, og i introduktionen, skrevet af Anders Petersen, p. 17.

For det første kendetegnes nutiden af en demokratisering af det særlige i den forstand, at samfundet promoverer et normativt lighedsideal, der foreskriver, at alle forventes at kunne blive noget særegent. Det efterstræbelsesværdige individ er således defineret ved en personlighed, der skiller sig ud, går sine egne veje og modsætter sig enhver tendens til at abe efter. Formuleret anderledes: I samfundets kulturelle, økonomiske og sociale sfærer understøttes tankegangen om at vi alle kan blive rockstjerner, store kunstnere, kendisser etc.

For det andet præges nutiden af en udvidet forståelse af autonomi. I takt med frigørelsen fra eksternt fastlagte autoritetsformer har det sociale ideal om den personlige autonomi rodfæstet sig ien sådan grad, at ethvert individ nu forventes at være kaptajn i sit eget livs sejlads - at være sin egen autoritet.

Disse to punkter har tilskynnet proff. Ehrenberg, med henvisning til Claude Lévi-Strauss, til at sige, at vi lever i en tid, hvor det enkelte individ betragter sit eget selv som den hellige totempæl, der skal tilbedes. Hermed jager mennesket sig selv for at finde sig selv !

For mig .. sådan umiddelbart, er der ingen tvivl om, at denne hellige dans om totempælen sammenholdt med den individualiserede tilgang til alt her i tilværelsen er en jagt så kraftkrævende, at ethvert menneske på et eller andet tidspunkt i livet vil opleve en udmattelse.. Det er næsten så forudsigeligt som AMEN i kirken hver søndag. Man kan ikke blive ved med at jagte sig selv og sin egen selv-iscenesættelse uden det på et eller andet tidspunkt kommer til en "hov, der kunne jeg ikke følge med" eller "der slog jeg ikke til ifht. de forventninger jeg har til mig selv"

Men sættes forventningerne så højt som til at skulle være "stjerne for en aften med x-faktor og en intelligens på højde med Niels Bohr's", jamen, så kan man ikke andet end fejle. Selviscenesættelsen iscenesætter en livsførelse, som danner grundlaget for en identitesdannelse, der slet ikke kan følge med presset fra "det perfekte selv".

Altså må selvet udmattes, og depressionen er en realitet. Jeg fristes næsten til at sige, at det er en nødvendighed for at skabe et realistisk selvbillede ! Dansen om den selvskabte totemspæl, som tilbedes som en helligdom er på alle måder en usund livsindstilling, som jeg kun kan se skaber mennesker med diverse former for mangel på empati og forståelse for dem, der ikke lige er i stand til at lege "kaptajn på eget skib"...
...

Den første brandert...

2010-07-30T14:31:00.000-07:00

Så lykkedes det for sønnen, i en alder af 22 år, at få drukket så meget, at han reelt gik i gulvet. Dog nående han lige at ringe efter sin mor, inden han kollapsede og måtte tale til den store mikrofon, berette en historie for Ulrik, eller hvad det nu er, man siger... !

"Jeg gør det aldrig mere, mor!" .. nej, knægt, men ... Du var jo nødt til at lære det, the hard way.. Selvom vi, os gamle, kunne fortælle nok historier om at indtage tilstrækkelige med alkoholmængder til at skræmme selv den bedste, så måtte du selv prøve det .. Erfaringer er jo én gang noget, man selv skal "erfare" ... !

Der er kun tilbage at holde øje med den store tamp, og håbe på, han virkelig har lært noget af at stikke snablen alt for dybt i romflasken...

Indadvendt udadvendthed

2010-07-08T07:23:00.000-07:00

Heidi stillede mig nogle spørgsmål i en anden tråd, og de fik mig til at fundere over følgende ting:

Udadvendthed/Indadvendthed…

Det at være udadvendt havde for mig en overraskende anden side, nemlig den indadvendte del. Denne side af mig selv har jeg gennem mange år forsømt at pleje, for nu, da jeg blev udbrændt/stresset og fik diagnosen fibromyalgi at finde ud af, at jeg har begge dele i mig, på godt og ondt. Så jeg savner ikke længere at skulle være sammen med så mange mennesker, sjovt nok. Det er som om jeg er mæt af det, og har mest lyst til selv at vælge, hvor og hvornår jeg vil se på folk.
Nogle dage kan jeg gå i endog store menneskemængder, ubesværet af deres tilstedeværelse i antal, andre dage må jeg kapitulere og tage hjem med det samme jeg er kommet ud. Det er som om der er kommet en ekstra sårbarhed, eller følsomhed ind over, som jeg er nødt til at tage hensyn til… Jeg kan godt lide min følsomhed, og synes det er ok at mærke de forskellige følelser og stemninger, som melder sig. Det er ikke altid nok at synes det kunne være hyggeligt at se nogle folk, for både udbrændthed og fibromyalgi spænder ind i mellem ben for det, jeg gerne vil. Det er der bare ikke noget at gøre ved, og på sin vis har begge “sygdomme” gjort mig meget mere åben overfor min indre følsomhed og åbnet for nogle muligheder, som jeg slet ikke ville have set, hvis jeg havde fortsat i det spor, jeg var i fuld gang med…

Jeg har dage og perioder, hvor jeg ville ønske, jeg stadig kunne det samme som før, bogstavelig talt. Alene af den grund, at jeg ikke havde andet end mit job… Ingen fritidsinteresser, ingen kæreste, ikke ret mange venner, det var konsekvenserne, som meldte sig, da jeg blev alene med min handicappede søn… De kom tifold tilbage, da jeg røg ud af arbejdsmarkedet, og blev førtidspensionist. Den sociale isolation som følge af fattigdom og et nedbrudt helbred var ind i mellem uoverskuelig. Samtidig var min søn endnu ikke flyttet hjemmefra, og jeg havde nogle år, hvor jeg synes, livet var så svært, at jeg frivilligt krøb i social isolation af bare skam over min tilværelse. Jeg orkede ikke at sige, at jeg var på kontanthjælp, syg og fattig, for det forstod kun meget få af de mennesker, jeg mødte på min vej. Og jeg orkede ikke deres mærkelige blikke, anklagende, spørgende, uforstående, nedgørende. Jeg ville bare kravle i et musehul og leve mit eget, stille og meget indadvendte liv, så kunne de alle sammen rende mig et vist sted … !

Sådan har jeg det stadigvæk. Skammen over at være fattig, socialt udstødt, på alle måder, det er ikke særlig positivt. Det kan da godt være, at nogle på ftp eller andre overførselsindkomster kan magte at være samfundsdeltagende og derfor bilder sig selv ind, de ikke vil være bitre, brokke sig, føle sorg, vrede eller afsavn… Og også i perioder lever et liv, der gør disse sociale udflugter mulige. Men jeg kan ikke svinge mig op til at være lyve overfor mig selv. Det har jeg brugt alt for mange år på, og det er uigenkaldeligt slut ! Jeg er ikke tilhænger af “mind-tricks” (kognitiv psykologi) eller andre coachingmetoder, som har til formål at fortælle mig, hvad jeg skal tænke og hvad jeg ikke skal. Det er der fandenhyl’me ingen, der skal bestemme, det er helt sikkert. Mine tanker er mine, og at tænke anderledes helbreder IKKE forkrøblede følelser. Det eneste der helbreder et forkrøblet sind er erkendelsen af smerten, sorgen og vreden ! Når det er erkendt, så kan man arbejde med at lære teknikker til at hjælpe sig selv videre. Jeg tror ikke på “fake it till you make it” … For en kronisk sygdom vil altid stille sine krykker i vejen for det indbildningsprojektet “jeg-vil-ikke-lade-sygdommen-styre-mit-liv”, rigtig mange kronisk syge forsøger at leve op til. Vi må jo ikke vise svaghed i dette nyliberalistiske og asociale samfund vi lever i, og sygdom er altså også at være og vise svaghed ! At være "offer" for omstændighederne i ens liv er fuldt ud legalt, og derfor er det også helt på sin plads ind i mellem at føle sig som et "offer" !

Det leder jo derhen, hvor jeg vil sige, at det liv, jeg kan forestille mig, der ved jeg ikke helt endnu, hvad det skal indeholde. Vi flyttede sidste år, og jeg har sådan brug for at tage vare på mig selv og få min base i orden, inden jeg begynder at fare ud i samfundet igen. Det er mine projekter. Mit helbred og mit hjem. I den rækkefølge.. Det gør, at jeg, som overskriften siger, nu lever med indadvendt udadvendthed.

At ændre retning !

2010-07-04T16:08:00.000-07:00

Det er nemt for et menneske med evnerne, og derfor måske også passionen i behold, at forestille sig, at det er skønt at kunne gå en tur, som tager 3 timer, hvor den før tog 1, at gøre køkken rent på 6 timer hvor det før tog 2 og så videre... Hvis det er det, du altid skal, er det et helvede på jord sammenlignet med det, du kunne før. Den vil altid være der, "det var ikke som før". Den går aldrig væk, uanset hvor mange år der så end går fra det øjeblik man ikke længere er på arbejdsmarkedet og til den dag, man accepterer det faktum ... Nogle takler den bedre, eller.. nogle er bare bedre til at fortrænge smerten, tabet, sorgen... end andre !

Jeg har en fornemmelse af, at evnen til at overkomme den nye tilværelse som ftp(førtidspensionist) i høj grad afhænger af, hvad man lavede før .. har man nogle "evner" eller interesser i behold, som kan fylde dagen, så er de ikke så lange og uoverskuelige, og fyldes også nemmere med glæden ved det, man stadig er god til ..

Nu har jeg ingen evner, jeg kan bruge at blogge om, som f.eks. madlavning, strikning, hækling, billedkunst eller andet tilsvarende kreativt.. Jeg arbejdede som socialrådgiver før jeg fik fibromyalgi og brændte ud ! Desuden er min søn handicappet, så der var ikke hverken tid eller penge til fritidsinteresser, jeg var alene med ham gennem hele hans opvækst.

Pludselig at få al den tid, der findes, men ingenting at fylde i den.. det er skræmmende .. for evnerne er der ikke længere til at gøre det, jeg havde en drøm om at gøre, når poden blev voksen... Koncentrationen er væk, hukommelsen er som en si, fysikken er ikke længere helt i top, og har jeg f.eks. læst en bog eller set en dvd, så har jeg glemt den igen 14 dage efter ! hvis jeg da kan huske, hvor jeg har lagt den...

Jeg har forsøgt at finde tidsalternativer. Læst bøger, hørt lydbøger, forsøgt mig i køkkenet med diverse tiltag, strøget tøj i megalange baner, ordnet planter på altanen.. sunget i gospelkor... Men det er som om intet af det længere fylder det samme i min bevidsthed som det gjorde tidligere. Det indtager ikke den hæderkronede plads, hvorfra jeg kan fremtage min interesse og sætte den på hovedet som en fin kongekrone, klar til at blive vist frem og nydt for sin skønhed.

Passionen er der ikke, det kan jeg konstatere. Måske er det en ny mulighed for at finde andre områder, eller også er det en bevidsthedsproces, jeg endnu ikke har helt styr over. Jeg kan blot konstatere denne "det har jeg prøvet-følelse", som beder mig om opmærksomhed. Det er som ønsker min sjæl/ånd noget andet...

Hvad dette andet helt præcist er, ved jeg ikke endnu. Men jeg er villig til at tage rejsen derhen ;)

32 grader..

2010-07-03T15:25:00.000-07:00

..... så står jeg altså af :) Det er simpelthen for varmt her i lejligheden.. Godt vi bestemte os for at tage en smut til stranden. Det var bare dejligt at dyppe kroppen i det skønne vand, og et par timers afslapning i den sene eftermiddagssol, det var lige, hvad vi alle trængte til.

Da jeg lå der og slugte solstråler, tænkte jeg lidt på, hvornår jeg sidst havde været ved vandet og bade, sole mig etc. Jeg kom frem til sommeren 2005 .... ! Alle de andre år har jeg ikke haft bil, mulighed eller penge til at komme afsted til noget, der har lignet vand, sand og strand..

Vi badede ved Brydegaard Strand, en strand lige før Helnæs, i forbindelse med Brunshuse. Det er skønt, masser af plads, sandstrand, og vandet er dejligt. Her har vi dyppet os mangen en gang, sønnen og jeg, da han var mindre. Selv manden var med, han er jo grundet sin keltiske farvetegning i både hår, øjne og hud ikke så begejstret for alt for meget sol på een gang, så det var ideelt for ham at være afsted sent om eftermiddagen.

I morgen... hvis det bliver lige så varmt, så er jeg den der har pakket tasken, og er skredet til vandet. Det er alt, alt for varmt at være indendørs i ....

Når evnerne ikke rækker...

2010-06-30T15:38:00.001-07:00

.... for det er ikke lysten, der mangler. Men de fysiske og psykiske evner råber ikke i kor om at komme først til fadet, og har ikke gjort det længe.

Jeg læser så gerne hos et par damer, som er meget dygtige til at lave mad og alle har også en kronisk sygdom, nemlig fibromyalgi. Nu kan jeg kun være med til den sidste del af diagnosespektret, for jeg deler.. næsten... ikke deres passion for madlavning, selvom ingen endnu er døde af noget, jeg har fremdrevet i mit køkken.. ;) Jeg elsker at lave mad, men når klokken når aftensmadstid, så er jeg så træt, at jeg overlader det til min mand, som er super-duper i et køkken og af alle huslige gerninger er det køkkentjansen, han deltager i uden forudgående opfordring ;)

For at gøre en meget lang indledning endnu længere, så handler dette indlæg om at føle en passion for noget, når livet har tildelt een nogle gevaldige øretæver både på den psykiske og den fysiske konto. Når der ikke er et job, man kan bryste sig med, og derfor en indtægt, som man kan vise sig med eller kolleger, som man kan være sammen med.. Der er måske knap venner tilbage.

Jeg taler om livet som førtidspensionist. Det liv, der leves efter en bevilling, det liv, som skal begynde forfra, fra siden, fra livlinen eller hvor det nu leves fra, men begyndes på noget nyt, det skal der.. !

Forleden dag kørte jeg ind til en behandling hos en kiropraktor (jeg betaler selv !) og tidspunktet for min køretur var på det tidspunkt, hvor jeg "i gamle dage" kørte på job som socialrådgiver... Jeg mærkede det der glædessug i maven, jeg altid havde, inden jeg mødte på job, mærkede mine medtrafikanters samme fornemmelse for den kommende dags dont, og den pulseren, som lå i dagens begyndelse midt i trafikken.. Jeg blev i den grad grebet af nostalgi og måtte tørre en lille tåre fra kinden, for jeg huskede jo, selvom det er 8 år siden, jeg var på arbejdsmarkedet, hvordan det føltes. Og alt jeg LÆNGTES efter det .. stadigvæk. Længtes efter at køre på arbejde, at have et job, at kunne tjene mine egne penge, at have en social status, hvor jeg ikke bliver vurderet og fundet for tung til triviel konversation over festbordet...

Jeg længes efter at bruge mine evner igen. Bruge mine kreative løsninger, min store empati, viden og forståelse for sociale problemers optræden og især deres løsning, og jeg savner at kunne udfolde mit ambitionsniveau. Det er slut .. uigenkaldeligt slut, for jeg kan ikke arbejde indenfor det sociale området mere, udbrændthed er også et del af mit diagnose-land.. !

Lige dér ville jeg have givet alt, hvad jeg ejede for at få min "arbejdsevne" igen.. for at måtte opleve den glæde, mit job gav mig og den glæde, der lå i at være nyttig. At gøre nytte.. ! At føle mig nyttig og føle, jeg havde en fremtid. En fremtid, hvor jeg kunne se frem til en karriere, jeg selv havde skabt, en ordenlig løn og glæden ved at gøre det... ikke mindst den.. !

Jeg kunne ikke andet end mærke følelsen og glæde mig over, at det er noget, jeg har oplevet. Men jeg blev ... igen.. fuldstændig forsvarsløst, mindet om, hvordan det føltes, hvordan det var, for blot at forlade det igen.. midt i morgentrafikken..

Kiropraktorbehandlingen... ? den hjælper.. Men den er ikke helbredende.. !

Omsorgssvigt er skyld i stress !

2010-06-27T15:34:00.000-07:00

I Weekendavisen, i tillægget IDEER læste jeg for en del tid siden artiklen "Barndommens Skygger" af Lektor Thomas Nielsen ved ÅU, Psykologisk Institut.. Efter endt læsning gik jeg lige i gulvet og blev helt tavs i 3 minutter, hvorefter jeg bare måtte skrive nedenstående indlæg.

Det handler om stress. Stress i barndommen. Har man haft et presset og hårdt liv som barn, udløser det livsvarig overaktivitet i kroppens stress-system. Nogle reagerer så voldsomt på stress, at der udvikles PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder), andre igen reagerer næsten ikke, selvom man udsættes for stort set den samme påvirkning. Man tester i stressforskningen på det overordnede stresshormon, ACTH.

Det er ikke kun graden af den ydre belastning, der bestemmer styrken af et menneskes stressreaktion: Det er i endnu højere grad en række indre psykologiske faktorer, der afgør, hvor meget stress man reagerer med i en bestemt belastningssituation, ligesom der er tale om en ren biologisk årsag i form af en medfødt større eller mindre »følsomhed« i hjernens stressmekanisme. Tankerne omkring løsningen af stresssituationen spiller ligeledes en stor rolle. "Tror jeg, at jeg kan overleve, og hvordan, eller giver jeg op på forhånd."

Det nye er, at et amerikansk forskerhold har påvist tilstedeværelsen af en psyko-biologisk årsag. Det betyder, at psykologiske faktorer i barndommen påvirker udviklingen af den biologiske stressmekanisme i hjernen, så den reagerer med større eller mindre styrke på ydre belastninger.

Altså, oversat til menneskedansk:

Har du som barn været udsat for omsorgssvigt, f.eks. i form af alkoholiserede forældre, rigide og dysfunktionelle familiemønstre, seksuelle overgreb, psykisk syge forældre eller dybt stressende livsforhold, f.eks. fattigdom, langvarig arbejdsløshed hos forældrene, sygdom, så er sandsynligheden for, at du har taget alvorlig skade på din evne til at håndtere stress som voksen meget stor. Har du så oveni haft depressioner som voksen, så har du faktisk taget så meget skade, at du med al sandsynlighed vil reagere ca. 3 gange så voldsomt på stress som "almindelige" mennesker, der ikke har været gennem omsorgssvigt som børn.

Forskerne i artiklen af Thomas Nielsen antager så, at der er forskel på de depressioner, som skyldes en barndom med omsorgssvigt, og de, der ikke gør.

De førstnævnte ser ud til i særlig grad at bero på biologisk overaktivitet i stressmekanismen, mens de sidstnævnte tilsyneladende ikke har denne biologiske baggrund og formodentlig i højere grad skyldes aktuelle psykologiske forhold (samt eventuelt arvelige faktorer).

Det amerikanske forskerhold mener derfor, at det i fremtiden er hensigtsmæssigt at behandle de to grupper af deprimerede kvinder forskelligt. Man henviser til en undersøgelse, der viser, at forholdsvis langvarig psykologisk behandling var særlig effektiv for deprimerede kvinder med stress i barndommen, og at denne behandlingsmetode sammenlignet med medicin forebygger senere tilbagefald med ny depression.

Vi kan nu konkludere:

Har du, kære medsøster, som barn været udsat for omsorgssvigt, gennemlevet den ene depression efter den anden som voksen og er du nu gået ned med flaget grundet stress og har udviklet PTSD i en eller anden grad, så hjælper medicin ikke, det gør terapi. Så enkelt er det.

Søndagsstivsind ...

2010-06-20T05:06:00.001-07:00

Ja, det er muligt ånden er stivnet en anelse, for det er kroppen godt nok.. Jeg er øm, stiv og har smerter i nakke, skuldre og den mellemste del af ryggen.. Det er stift og ømt, selvom manden har masseret mig lidt. Han har evner ud i den slags, og når han siger, jeg skal tage det roligt, min krop råber på det, så er det jo lige nøjagtig det, jeg mærker.. Av !

Ja, det er fibromyalgien, der smerter, det er der ingen tvivl om. Det er så tydeligt, først knæet, så ryg og så smerter bagefter. Stivhed og ømhed. Jeg kan lave lette øvelser, men det hjælper ikke ret meget, desværre. Det er som om det sidder fast meget dybt i muskulaturen, ja helt ind i knoglerækkerne...

CHILIsmerter... ! Brændende, stærke smerter, bare for at illustrere, hvad det drejer sig om.. Findes i alle farver, røde, gule grønne, orange, gule, lysegule, mørkerøde... Smerter i musklerne, i knoglerne, i hovedet, alle steder.

Når det sådan rammer ryggen, gør det også ondt i ribbenene, og det er svært at trække vejret helt igennem.. det er meget frustrerende, og det eneste, der faktisk hjælper lidt er dybe vejrtrækninger og meditation..

Så det vil jeg give mig i kast med.. Så kommer der da også noget åndeligt ind over søndagen, som jeg stærkt vil anbefale "man kommer helligdagen i hu, at man holder den hellig "....

God Søndag ;)

Frihedens ske-pris...

2010-06-17T04:27:00.000-07:00

....Og det betaler jeg for i dag, de skeer, jeg brugte i går. Og de næste 14 dage, mit venstre knæ er helt ødelagt, fuldt af vædske, så jeg knap kan gå. Der er intet at gøre ved det, hvile, ro, kolde omslag og så vente og se, om det ikke går væk af sig selv.. Disse var lægens ord, da jeg talte med ham, og værre må det jo ikke blive, så skal jeg komme til en konsultation...

Så må jeg aflyse alt, hvad jeg havde forestillet mig, jeg skulle i alt fald den næse uges tid. Ingen tur til Kbh. i eftermiddag, til et møde med SF politiker og K politiker om den forestående førtidspensionsreform, ingen tur til Ryslinge Højskole på lørdag for at høre bonussøn og svigerdatter spille musik, ikke til begravelse lørdag formiddag.. Ingenting, kun ro og hvile i sengen eller på sofaen.. Sådan er der så meget, når dårligdommene omklamrer hverdagen... !

Slut med at tage noget for givet, er mine tanker i dag.. Nu vil jeg tage mig af mig, selvom min mand gør alt, hvad han kan for at hjælpe mig. Havde jeg ikke ham, så anede jeg virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kan ikke gå, sådan som benet tér sig lige nu, og jeg kan ikke lade være med at tænke på: Hvad nu, hvis knægten stadig havde boet hjemme og krævet min hjælp ?Hvad havde jeg så gjort, som enlig mor.... !

Ja, det er godt, jeg bare kan gøre det, bare lægge eller sætte mig, når jeg har behov, det ved jeg godt. Men så er friheden til gengæld noget opreklameret fis, for helbredet følger jo ikke med, den er jo stærkt begrænset. Derfor pensionen.. Mon der er nogen, der vil bytte, hvis de med friheden fik sygdom, elendig økonomi og derfor u-frihed i tilgift ?

Det er lige netop dette scenarie, der gør mig bitter og vred. Alt det, jeg gik glip af som enlig mor til et handicappet barn, det kan jeg ikke indhente nu, for sygdom og dårligdomme stopper mig, medmindre jeg kan gøre det hjemme fra jordhulen.. Hvor fantastisk er det så at være førtidspensionist ?

En ske til det hele...

2010-06-16T02:33:00.000-07:00

En teori om det at have "skeer" nok til dagens gerninger. Om det at have en kronisk sygdom, som ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje, og de konsekvenser det har for det liv, man kan leve efter diagnosen...

The Spoon Theory kan læses på linket ovenfor, og er direkte tyvstjålet fra en dejlig madblog, jeg læser ind i mellem, nemlig NewYorkerByHeart, hvis link man kan finde til højre her på bloggen.

I dag bruger jeg alle mine skeer og alle skeer for i morgen. Jeg skal hjælpe min handicappede dreng med at rydde op og gøre rent, han skal have rykket rundt med nogle møbler, og det har pædagogerne ikke tid til at hjælpe ham med. Mine forældre er gamle og kan ikke, så han har kun sin gamle mor til at hjælpe sig.. Men jeg gør det gerne. Konsekvensen er så bare, at jeg ikke kan ret meget i morgen. Det ved jeg, og det lever jeg med, som så mange andre i dette land, som lever med slidgigt, Fibromyalgi, Lupus, Kronisk Træthedssyndrom og andre ubehageligheder.

Hav en dejlig dag derude .. vejret er jo skønt, nyd det.

Taknemmelighed

2010-06-12T05:15:00.000-07:00

Jeg har svært ved det... At vise jeg er taknemmelig, for hvad skal jeg være taknemmelig for ? Jeg har mistet så meget, at jeg synes det næsten er som at have levet 2 forskellige liv... Et før stress/udbrændthed og andet stoppede min erhvervsaktive karriere, og et efter... Livet efter arbejdet... Livet som førtidspensionist.

Livet, åndedrættet, evnen til at trække vejret, givet af Gud - Vi er ! Indtil den dag, vi ikke er mere, og drager det sidste suk.. Derfor er Livet er en gave ... Men hvis det, der definerer og indeholdes i livet er så belastende, hvordan kan det så være en gave ?

Skal jeg da være taknemmelig for Livet, at jeg kan trække vejret og ikke er død ? At jeg lever i et land, hvor jeg ikke skal bo på gaden og sulte, til trods for mine "fejl og mangler".. ? At jeg stadig kan gå gratis til lægen og få hjælp til mine sygdomme ? At jeg har tøj på kroppen og tag over hovedet ?

Mit helbred, skal jeg være taknemmelig for det ? .. Det kunne klart være meget, meget bedre, og jeg er ikke taknemmelig for at være syg og nedbrudt af diverse kroniske sygdomme, stress, udbrændhed og andre dårligdomme.

Det er jeg ikke, jeg er vred på Ham deroppe for at skulle igennem alt dette. Er sygdom så Guds prøvelse, en gave, for at se, hvor åndsduelige vi er, til trods for kødets skrøbelighed ? Er sjælen åben for potentiel udviklet hos den, som bliver syg, for netop at åbne sig for Gud ? Eller hvad sker der ? Hvorfor skal nogle mennesker prøves mere end andre ? Det giver ingen mening i min hjerte, for jeg kan ikk finde nogen rationel forklaring på det. Og går jeg over i den anden boldgade, den åndelige, så kommer der tifold af spørgsmål dumpende for hvert et nyt, jeg stiller... Spørgsmål, jeg ikke selv kan svare på....

Min sociale position i samfundet levner mig en del ambivalens. Både glæde og vrede blander sig her, for jeg er ikke udelt begejstret for den politiske scene, jeg lever i. Jeg ville ønske et andet styre, en anden samfundsstruktur, men det kan jeg som det lille menneske jeg er, slet ikke lave om på eller ændre.
Min mulighed er at leve i det samfund, i den tid, jeg er i, og skabe mit liv som jeg bedst kan. Det er den fysiske side af sagen. Det står mig til gengæld frit at berige min ånd så meget, som min fysiske styrke tillader det... Se, det er jeg dybt taknemmelig for.
Tiden er min til at udvikle mig åndeligt, for det kræver min fulde tilstedeværelse og er ikke .. altid, i alt fald, betinget af min socio-økonomiske situation...

Taknemmeligheden i mit hjerte er derfor meget centreret om tidsgaven ! For den sindsro, det giver mig at være med mig selv og noget, som er infinitivt større end noget, jeg nogensinde kunne have mødt ude i den samfundspulserende virkelighed. Der takker jeg min Gud hver dag for den dag, der er mig tildelt, med alt, hvad den indeholdt, og alt, hvad jeg fik og gav ! Der er min kærlighed til livet meget intakt og meget tilstedeværende for mig.

Sanctum ... Det hellige... ligger ikke lige for, det kræver min tid og min dedikerede tilstedeværelse i den process, åndelig udvikling er.. Det kommer jeg i alt fald ikke sovende til, men der drypper lejlighedsvist lys og kærlighed til mig, og den indsigt, jeg mærker, kommer i stille, medidative stunder, hvor jeg er fordybet i bøn. Så takker jeg. Så er jeg dybt taknemmelig...

Konklusion er så, at jeg er dybt taknemmelig for den tid, jeg har nu, fordi den giver mig mulighed for en udvikling, jeg ikke havde før. En, om man vil, åndelig udvikling, jeg har valgt, den vej, mange har gået før mig, og som jeg nu må gå alene.

Det siger jeg et stort og dybtfølt TAK for ...

Hildegard af Bingen

2010-06-11T16:09:00.001-07:00

Jeg er påbegyndt en bog af en dame, som skriver som en drøm. Damen er Anne-Lise Marstand-Jørgensen og jeg taler om hendes nye bog, Hildegard. Der er et link til AMJs blog til højre i blogrollen..

AMJ skriver om Hildegard af Bingen, som nok tåler en nærmere beskrivelse, men jeg kan næsten ikke finde ord, endsige hoved eller hale i, hvor jeg skal begynde.. Jeg er dybt facineret af hendes sprog, hendes evne til på fineste poetiske vis at beskrive lille Hildegards første år, hendes møde med Det Guddommelige Lys, hendes syner af fremtiden, hendes samtid og hendes liv som barn i klostret Disibodenberg. Det er en på alle måder fremragende bog, og jeg glæder mig til at læse den næste, AMJ har i støbeskeen, om Hildegards voksenliv...

Hildegards liv er så spændende, så fyldt med mystik, tro, Guds Kraft, helbredelse, musik.. det er i ordets oprindelige forstand fantastisk. Jeg vil fordybe mig mere i hendes liv, tro og det, hun stod for. Jeg har ledt .. længe ... efter et ståsted, noget mere, noget andet, end der, hvor jeg var nået til i mit liv og så kommer det lige dumpende ind fra højre på nettet, en side om Hildegard af Bingen, bedst som jeg søger både i ånd og i praksis.....Hun er i sandhed en kvinde, jeg meget, meget gerne ville have kendt.

Så vidt jeg kan se, findes der en del andre bøger på dansk af Kirsten Kjærullf, og der findes en hjemmeside, som udelukkende handler om hende, selvfølgelig også det kloster, som hun levede i. Det ville jeg meget gerne besøge, klostret, men det er en køretur på 850 km.... Der findes rejser, man kan deltage i, som tager udgangspunkt i hendes liv og levned på Klostret Disibodenberg. Det ville være spændende at tage på sådan en pilgrimstur...

Sent er det, og jeg vil rigtig gerne læse lidt i min bog om Hildegard, inden jeg lægger mig til at sove..

Livet i skidesporet...

2010-06-10T08:09:00.000-07:00

Udenfor siler det ned. Strålerne lander på fortovet, plaskende sjask høres fra bilerne, som i døgndrift kører forbi på gaden nedenfor mit stuevindue. Vi, min mand og jeg, bor ved en omfartsvej, som om føje år trafikbelastes endnu mere pga et nyt brobyggeri over Odense Kanal, men hvem kærer sig om det.. ? Langs 3/4 af vejen bor alligevel kun mennesker i socialt boligbyggeri.

Kræft, allergi og KOL vil stige betragteligt for menneskene langs vejen, tænker jeg, for slet ikke at tale om al den støj, det her giver. Jeg har aldrig fred i min stue, og det betaler jeg for. Skamfulde 2.700 kr. om måneden. Fordi jeg ikke har råd til andet. Fordi jeg lever i samfundets skidespor, sammen med så mange andre af mine medborgere, i et socialt boligbyggeri fra 1961, som ikke er blevet holdt synderligt ved lige, og derfor er billige at bo i, ja, de er faktisk landets billigste set på m2 prisen.

Det er vi glade for, os, der bor her. Vi er glade for at bo her, fordi her er rart at være. Her bor jo andre som os selv, vi hjælper hinanden, kommer hinanden ved, holder øje med hinanden. Men segmenteringsprocessen er jo lige så indspist for vores vedkommende, som den er for mennesker i et almindeligt villakvarter. Forskellen er, at vi ikke har noget valg. Det har de i villakvarteret. Vi har ikke råd til at købe vores eget. Det har de.

En ret betragtelig forskel, når det kommer til det nok så frie valg, som højlydt besynges og med stor retorisk fremdrift prises af den siddende regering, og enhver anden, som ikke måtte være kommet så galt afsted, at livet er endt i ovennævnte skidespor. Det frie valg giver mig retten, men det giver mig ikke muligheden. Valget er begrænset af min indtægt, som igen er begrænset af min arbejdsevne.. Sættes der ikke fornødent pris på mine evner, kan jeg ikke tjene til det, jeg gerne vil have. Og der sættes ikke pris på en førtidspensionist, tro mig.

Det lille ord “selvforskyldt” rummer kimen til al elendighed for den, der skulle være så uheldig at blive syg, arbejdsledig, og fattig. Det er et grundlæggende ideologisk træk ved den siddende regering, at du i alt du foretager dig er personligt ansvarlig for din egen lykke, og lykkes du ikke, er det “selvforskyldt”: Det betyder, at samfundet intet ansvar har for din sygdom, fattigdom, ulykke, arbejdsløshed, misbrug, du kan frit vælge at gå i hundene for og på egen regning, vi har og tager intet ansvar for dig.

Man er i den grad frataget det frie valg med hensyn til bolig, behandling, ordenlige og sunde madvarer, sociale sammenkomster, nyt tøj, tandbehandling og hvad der ellers er at betragte som almindelig velfærd i vores smørhul af et samfund. Den gælder bare ikke for førtidspensionister i et samfund, hvor din værdi som menneske måles på din købekraft. Vi kan nemlig ikke købe hele verden, vi kan købe ind i ALDI !

Når man når dertil, hvor man er røget ud af arbejdsmarkedet pga sygdom, så er man nået til et punkt i tilværelsen, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Fattigdomens svøbe har lagt sig, smækket sine klamme kæber om livets udfoldelsesmuligheder, og glæden har ringe tag i dagligdagen, for der er ikke meget at grine af.. Latteren forstummer, og jeg ser op, himlen er ikke blå.. Det er min sindsstemning til gengæld, men hey, det findes der jo piller for.. Så kan jeg også være en del af verdens lykkeligste folk !

Jeg vedkender mig en ram af den pessimistiske hu, en vis fatalistisk bitterhed over tilværelsen, som giver mig retten til at være grumt realistisk i min indstilling til det at være medlem af skidesporsbanden. Jeg forbeholder mig retten til at være netop alt dette, deri ligger min kraft, min styrke, mit ind i mellem elendige, mismodige liv til trods. Deri ligger mit frie valg. Retten til at vælge min sindsstemning og hvordan jeg, sådan indenfor rimelighedens grænser, vælger at udtrykke den..

Det forandrer dog ikke følgende faktum:

At en forstående reform af førtidspensionsområdet kommer til at ramme netop os, der ikke har kræfter, livskraft og diverse fagforbund, foreninger, og stærke talsmænd/kvinder til at råbe højt på Rådhuspladsen, i TV, aviser, og hvor de ellers råber højt for os.Vi har dårligt en smule politisk bevågenhed på Borgen...

Hvem vil sikre, at vi ikke fratages den sidste rest af anstændighed, livsmod og frem for alt, skal trues på det i forvejen nedsatte livsgrundlag, nemlig førtidspensionens økonomiske fundament ? Skal statsministeren ? Socialministeren ?

Eller er vi prisgivet den almindelige holdning, som stempler os som nasserøve, dovne skiderikker, der ikke gider arbejde, og som har trukket pensionsbevillingen i den lokale preservativautomat...!

Holy Spirit, Rain Down...

2010-05-30T11:49:00.000-07:00

Uha, ham her kan jeg virkelig godt lide.. Alvin Slaughter... Nyd sangen, og hans bløde, varme og store stemme...

Done In ..

2010-05-28T12:22:00.001-07:00

Så var det en af de dage, hvor jeg ikke kunne mere, og måtte overgive mig til alle de skavanker, der har “sikret” mig en førtidspension..

Jeg taler selvfølgelig fortrinsvis om fibromyalgien, smerter, småfeber, den der mærkelige ondt i halsen/hæshed, ondt over det hele, og den allestedsnærværende træthed, som bare overmander hver en fiber i kroppen på mig. Jeg skal ikke anstrenge mig, så bliver jeg svimmel, jeg sitrer indvendig og får hjertebanken..

Ja, det har været en travl dag, men den er forløbet så fint, stille og roligt, hver ting til sin tid, og uden jeg blev stresset, hvilket er en præstation i sig selv. Men nu betaler jeg prisen, jeg kan simpelthen ikke mere, og måtte kapitulere for en times tid siden overfor min mand.. Vi skulle have været til Havnekulturfestival og høre Magtens Korridorer, men det blev så kun ham, der tog afsted, bevæbnet med en paraply, for vejrguderne er bestemt ikke med os i dag…

Når det er sådan her, så går jeg helt sukkerkold. Jeg stortuder, synes det er så uretfærdigt, og bliver nærmest ramt af en mindre depression, for jeg føler mig uduelig, og uelskelig. Jeg føler mig hægtet af, ude af stand til at deltage i arrangementer, som begynder efter kl. 20.00 om aftenen, fordi jeg er så træt og brugt op, når vi når til den del af dagen. Medmindre jeg hviler på forskud, og ikke engang der kan jeg være sikker på, at jeg er i stand til at deltage lige netop den dag, det pågældende arrangement løber af stablen.

Jeg tror, man skal prøve det her på egen krop for fuldt ud at kunne forstå, hvor invaliderende det er. Hvor socialt isoleret, man bliver.. Det er så beskæmmende, at jeg ikke kan andet end græde snot i lige så store stråler som himlen lige nu giver vand..

Nej, jeg er ikke en glad kone i dag, så jeg vil håbe, denne lille engel kan give lidt energi og glæde til mig.

Fri abort... eller ej .... ?

2010-05-27T12:49:00.000-07:00

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det.. Jeg har altid været stor tilhænger af, at kvinder selv kunne bestemme over deres krop, en vaskeægte suffragette, og stor fan af Thit Jensen.. Det er jeg sådan set stadigvæk.. Men der er noget der siger mig, at vi ikke som samfund kan sidde overhørigt, at unge raske og fødedygtige kvinder i alderen 20-40 år aborterer så mange fostre..

Fordi….nu, hvor debatten om barnløshed og spareplanerne på fertilitetsområdet raser, så tænker jeg, at der sidste år, i 2009, blev aborteret 11.100 fostre. Året før var tallet næsten 16.000.. OG det viser sig, at det fortrinsvis er kvinder mellem 20-35, der for foretaget abort. Hvorfor ved jeg ikke noget om. Men det er alle provokerede aborter inden 12. svangerskabsuge, og det er alle, uden undtagelse, fostre, som er undfanget på, om man vil, normal vis.

Hvis bare 10.000 af de børn fik lov at blive født… Tænk sig, så behøvede vi ikke fertilitetsbehandling for 250 mio. kroner om året. Vi kunne nøjes med meget mindre, og al snak om mangel på hænder i fremtidens erhverv ville øjeblikkeligt forstumme.

Vi måtte så til gengæld skrue gevaldigt op for tiltag til forældre/kvinder, som nu skulle være mødre, hvis vi valgte igen at forbyde aborten, og det er helt i orden med mig. Giv dem al den hjælp, de overhovedet har brug for til at opfostre deres børn. Gratis daginstitutioner, fuld børnefamilieydelse, bedre boliger, støtteordninger, netværksgrupper, bedsteforældreordninger til syge børn, revalideringsforløb til opkvalificering af mødrene … Lad os belønne de unge kvinder, så de vil elske at få 4 børn inden de bliver 35, og uden hjælp fra en fertilitetslæge.

Der er dem, som har behov for abort. Det er kvinder, som er blevet voldtaget og/eller ofre for incest eller i tilfælde af, at fostret har svære skader. De skal uden spørgsmålstegn have lov til at få en abort. Der er sikkert også andre situationer, som kræver en særlig vudering, og det skal også kunne lade sig gøre at få taget stilling til dette. Hvis man er sund og rask, så er der vel ingen grund til at få en abort.. ?

Men... det er med i mine overvejelser om emnet, at unge kvinder skal lære at bruge prævention, hvis de ikke vil have børn. Og lad så præventionen være gratis, for hunde da, og lad være med at bruge abort som præventionsmiddel. Det kan give store vanskeligheder senere i livet, når uddannelsen, jobbet, bilen, huset, manden og alt det andet er klar til en baby, som så ikke kommer, fordi fertiliteten er faldet pga alder/sygdom eller andet.

Pippi Langstrømpe som rollemodel

2010-05-16T08:35:00.001-07:00

Jeg voksede op ude på landet. 10 huse og fælles toilet, sådan kan man med lidt god vilje beskrive det lille landsbysamfund, hvor jeg slog mine barnefolder sammen med naboens unger og min allestedsnærværende lillebror, som jeg dengang, som enhver anden sur storesøster, ikke gad have med på slæb, når jeg drog ud i verden for at lege.

Min yndlingsheltinde var Pippi Langstrømpe. Jeg elskede at se hende i skikkelse af skuespillerinden Inger Nillsson og høre hendes sang “Här kommar Pippi Langstrymp” i fjernsynet, dengang i 1969 og fremefter, hvor jeg var godt 5 år gammel og i sindet lige så eventyrlysten med trang til sang, samfundssind og styrkeprøver.
Det er jeg stadigvæk. Godt nok er jeg ikke 5 år længere, men hvor ville jeg ind i mellem ønske, jeg kunne gynge vildt på gyngen, skråle højt af hjertens lyst og løfte hesten på terrassen, bare fordi jeg kan !

Hun personificerede alt det, jeg gerne ville kunne og være, hende Pippi.. Alt det, jeg ikke turde, men gerne ville, fordi det var sådan, jeg følte det. At hun havde fat i den lange ende af hestens hale, når hun revsede den sure dame fra socialforvaltningen, snød de 2 dumme politimænd, og alle de andre autoriteter, et barn skal forholde sig til. Måske især forældrene, som jo er den første autoritet, man møder som barn. Hun gjorde, hvad hun ville, fordi hun ville og fordi hun kunne. Hun var stærk, klog og modig, alt det, jeg følte en pige godt kunne være uden at være mærkelig og underlig. At man gik foran, tog kampen, fandt på og klarede ærterne, FORDI man var en pige..

Min fascination af Pippi som rollemodel har jeg siden tænkt meget over. Hun var den rollemodel, jeg sådan længtes efter at se hos en kvinde, for den gav min mor mig bestemt ikke. Det var snarere fuldstændig modsat, en feminin, hjemmegående husmor, Annika om igen, den lille kvinde, som reddes af manden, fine sko, fin kjole og uden nogen som helst form for selvstændigt initiativ til at gå ud i verden og EROBRE den.. Sådan ville jeg ikke være, og jeg kunne ikke lide at være så underdanig, heller ikke dengang. Men jeg turde ikke sige noget, og slet ikke til min far, som havde den holdning, at børn skal ses, og ikke høres… især små piger ! De kan gå ud i køkkenet og hjælpe deres mor !

Jeg drømte mig i stedet for ind i en verden, hvor jeg var heltinden, den stærke, den kloge, hvor jeg kunne flyve og levede i mit eget land, hvor jeg bestemte. Det var godt nok stort for en lille pige, som altid havde følt sig anderledes og lidt udenfor… Således mødte jeg Pippi Langstrømpe lige på det tidspunkt, hvor jeg skulle finde en rollemodel, 5 år gammel, med en fraværende, autoritær far og en underdanig, indadvendt mor.

Heltinderollen, hende, der kunne klare alt, var stærk, sjov og modig, det var mig, sådan ville jeg være, og sådan blev jeg også. Men det var ikke min mor, der viste mig vejen, det gjorde min bedstemor og min farmor. De viste mig, hvordan man kæmper, er en fri, stærk, modig og klog kvinde. Alt det, min mor ikke kunne give mig, så jeg hos dem, og fik det bekræftet af min barndoms heltinde, hende med de røde fletninger.

Men jeg blev jo også mor til et barn med særlige behov, som krævede alt mit mod, styrke og nærvær, noget, som Pippi ikke havde taget højde for. Hun var jo også personifikationen på den perfekte frihed, man som kvinde opnår, når man rejser sig og udviser netop disse egenskaber. De går ikke i spænd med moderrollen, og især ikke til den opofrende rolle, som min mor viste mig, og som jeg måtte påtage mig, da min søn viste sig at være alternativt begavet. Mine Pippi-egenskaber måtte jeg bruge i min kamp mod systemet for min søn og hans behov. Men jeg kunne jo ikke trylle og jeg havde ikke en taske fyldt med penge, selvom jeg ofte ønskede, det var sådan…

Jeg opgav aldrig min fascination af stærke kvinder, tværtimod har den altid været meget nærværende. Thit Jensen er en af dem, en af de helt store, som jeg nærer stor beundring for, en anden er Lilly Gyldenkilde, gammel SF kvinde, Mother Theresa er en anden side af kvindemodellen. Den gav min mormor mig også, den opofrende kvinde. Det var den ynkelige, underdanige rolle, “offeret”, jeg så hos min mor. Til dato er det den kvinderolle, jeg mener virkelig har holdt kvinder bundet fast i den mandschauvinistiske begrebsverden “Kvinder hører til i køkkenet og soveværelset”……

Liberalt menneskesyn, når det er allerværst !

2010-05-14T11:50:00.000-07:00

“Det første, der skal afskaffes, er den helt ubeskriveligt groteske og urimelige efterlønsordning, hvilket Liberal Alliance også har foreslået. Det er en god begyndelse. Herefter kunne man passende afskaffe SU og alle former for dagpenge, herunder arbejdsløshedsunderstøttelse og orlovsordninger, indføre en årlig revurdering af alle førtidspensionister, og afskaffe kontanthjælp, som kan erstattes af herberger, suppekøkkener, tøjkuponer o.lign.

P.S: Indvandringspolitik er ikke nævnt, for det giver sig selv, når overførselsindkomster fjernes. Selvforsørgende indvandrere er velkomne – de andre kan blive i hula-bula-land.”

Ovenstående kommer fra denne blog “Højre”…

Det er et liberalpolitiks menneskesyn, uden omsvøb og af værste skuffe. Et menneskesyn, vi ikke har set siden Tyskland under 2. Verdenskrig. Det er facisme, så kan I sige, hvad I vil. Det er simpelthen forfærdeligt, og de burde anklages for samfundsskadelig virksomhed og indfanges af PET !!

Behøver jeg at sige, at jeg er dybt rystet .. Hvad får et menneske til at mene sådan, tænke sådan, om sine medmennesker ? Er det gemén sindssyge, vi har med at gøre ? Er det et menneske med en empatiforstyrrelse, der burde medicineres ?

Danserytmer

2010-05-08T01:23:00.000-07:00

Jeg danser lidt ved siden af og prøver at finde de rette trin.
Musikken spiller i baggrunden, rytmerne er kendte, men jeg mærker de mærkeligste vibrationer i gulvet, og forsøger at holde takten i mit hoved.

Dansen om guldkalven har jeg aldrig deltaget i, for rytmerne var ikke til stede den dag, det var min tur til at danse den dans, alle de andre dansede.
Den musik, jeg foretrak, foregik ikke rundt om et offer til Gudinden Mammon.

Den dans, jeg foretrak, med de rytmer, der var mine, ligger langt fra den dans, jeg lærte som barn.
Den dans, jeg danser, er i min sjæl, udenfor min sjæl, jeg mærker dansens tilstedeværelse i mit hjerte forlænget ud gennem mine lemmer.

Dansen smyger sig om mine ben, gennem mit korpus, vælter og ælter rundt i mit mellemgulv, spilder sine rytmer i mine blodårer og stiger hen over mit hoved.

Gennem hårstrå af begejstring spytter jeg rytmen ud gennem munden og forener dansens strålerytmer ud og ind af min krop.

Sindstilstandsdanserytmer banker i min hjerne, dopamintrommer og serotoninguitar fortrænger myelinbassens strenge,
mens jeg åbner øjnene og med smålandsblågrønne øjne stiger om bord i den næste dansebåd fra Sverigeskajen.

Livet uden dans ...

2010-05-04T13:23:00.000-07:00

Livet uden dans leves
af insisterende mennesketoner
og rytmer fra papirtynde trommer

Regnen vender tilbage til landet uden dansetrin
forsmåede sko i str. 37 står ubrugte hen.
Først til sidst passer størrelsen
og da regner det ikke længere...

Uden det længste strå er jeg bange for at trække omkap med dig
for sæt nu, du vil have mig til at danse
og jeg har glemt mine sko....

Livssvigt

2010-04-24T02:21:00.000-07:00

Da jeg var ung, var jeg optaget af at præstere

Da jeg var ung, var jeg optaget af at være en pæn pige

Da jeg var ung, var jeg optaget af andres behov

Da jeg blev ældre, blev ovenstående min indre spændetrøje.

Da jeg var ung, var ægteskab ikke noget, jeg drømte om

Da jeg var ung, var børn noget, andre fik

Da jeg var ung, var husmoderrollen lig med dumhed

Da jeg blev ældre, var jeg husmoderlig mor til et handicappet barn.

Da jeg var ung, var jeg klog på alt, men livsuduelig af svigt ..

Da jeg var ung, kunne jeg alt, men prøvede intet

Da jeg var ung, var selvtilliden stor, men egenkærligheden indtørret.

Da jeg blev ældre, råbte mit inderste på kærlighed og mit yderste på afmagt.

Da jeg blev ældre, havde jeg ikke præsteret

Da jeg blev ældre, var jeg ikke længere en pæn pige

Da jeg blev ældre, blev andres behov til snærrende bånd

Livet havde fortæret min præstationskraft

Spist min pænhed

Voldædt min evne til empati

Fourageret mine drømme til forret, min glæde til hovedret og min kampkraft til dessert

Dagens Heltinde i flødestuvet livssvigt..

Fordomme ...

2010-03-25T11:12:00.000-07:00

FORDOM, oversat fra lat. praejudicium, af prae 'foran, forud' og judicium 'dom', egl. 'dom, der er fældet forud', er mestendels en negativ holdning til et bestemt fænomen eller en bestemt gruppe. En fordom omfatter en række antagelser om fænomenet eller gruppen, der bliver sat i et bestemt, oftest dårligt lys.
En fordom fremkalder oftest stærkt negative følelser, og endelig kan den give anledning til en række mulige adfærdsmæssige reaktioner over for den pågældende gruppe som diskrimination.
Fordomme er især knyttet til køn, race, etnicitet, alder, seksualitet og handicap af forskellig slags. Inden for hvert af disse områder finder man en række negativt ladede stereotypier og oftest også forskellige former for diskrimination. Traditionelle fordomme gælder kvinder, ældre, indvandrere, farvede, homoseksuelle, sindslidende og mennesker på kontanthjælp, førtidspension etc..

Fordomme tjener til at fastholde et etableret magtsystem i en given samfundsmæssig sammenhæng. Konsekvensen for de grupper og enkeltindivider, som er genstand for fordommene, er ofte nedsat selvværdsfølelse og dermed på længere sigt forringede muligheder for at blive accepteret. Gruppen eller personen kan ende med at leve op til fordommen, der dermed bliver en "selvopfyldende profeti".

Fordomme er derfor et uomgængeligt menneskeligt vilkår, idet vi bruger dem til at begribe verden med… De er et levn fra en fjern fortid på stepperne, hvor vore forfædre fandt sammen i mindre grupper og betragtede andre grupper som fjender. Fordomme er et spørgsmål om både at markere en forskel til andre, og udtrykke noget om sig selv. Derfor er fordomme tæt forbundet med identitet, fordi en stor del af individets identitet baserer sig på oplevelsen af solidaritet i den gruppe, man tilhører. Bagsiden af den identitetsdannelse er en usagt eller formuleret fjendtlighed over for dem, man så afgrænser sig fra.

Spørgsmålet bliver da for mig, om fordomme er til at overkomme, begrave eller hvad man nu ellers ønsker at gøre med dem.. Leve med dem, udtrykke dem, efterleve dem, eller simpelthen forkaste dem… for blot så at finde nogle andre, man kan gemme sig i for at blive accepteret af den eller de grupper, man nu færdes i. Har jeg behov for fordomme, har du behov for fordomme, og har jeg nogle “yndlingsfordomme” som simpelthen forklarer verden for mig, så den er mere tryg at færdes i. Så jeg véd, hvordan jeg skal forstå det, jeg møder, når jeg bevæger mig ud i verden.

Et menneske lever ikke alene i denne verden. Der er utallige ringe af sociale sammenhænge, vi alle indgår i, den nære familie, den fjernere, venner, arbejdskolleger, sportskammerater etc., alle bidrager de til at skabe livsnødvendige relationer til andre mennesker. Det er min påstand, at vi lever af disse relationer, ja, vores mentale sundhed afhænger af dem. Ikke alle er lige udadvendte eller har lige stort behov for at indgå i diverse gruppesammenhænge, men vi har alle, uanset alder, køn etc. Behov for kærlighed, omsorg og at blive set og hørt.

I det samfund, vi er i færd med at skabe, bor vi meget segmenteret. Vi bor ikke sammen.. Vi bor hver for sig, og kender derfor ikke hinandens måde at tænke og leve på. Middelklassen har skabt boformer, hvor den bor, overklassen ligeså og underklassen bor, hvor ingen af de andre grupper ønsker at bo.
Det er min påstand, at vi derved skaber et meget fordomsfyldt samfund, fordi vi ikke har viden og indsigt i hverandres måde at leve på. Det bliver så let at fordømme den anden, fordi vedkommende ikke er en del af gruppen, let at skubbe den anden ud af fællesskabet, fordi han ikke ligner “os”.. og derfor opfattes som en trussel.

Jeg har selv en hel del fordomme, nogle er kendte, andre aner jeg ikke, jeg begiver mig ud i... Hvordan jeg selv overkommer en fordom er ved at sætte mit "ego" ud af spil og forsøge at forstå, hvorfor et menneske eller en gruppe gør som de gør. Det betyder ikke altid, jeg er enig med dem, men forståelsen af, hvorfor de gør som de gør, er altid med til at nedbryde nogle af de fordomme, jeg måtte have.
Jeg er ikke ubetinget "rummelig" eller "fordomsfri" .. det tror jeg slet ikke på er muligt at være, for så mener jeg man er grænseløs i sin personlighed, eller jeg-svag, hvis det siger nogen noget ... Men jeg er nysgerrig og rimelig åben overfor mine medmennesker for derved at forsøge at forstå det, jeg ikke umiddelbart ved noget om.

Men det er mine betragtninger, og derfor også mine fordomme, kunne man argumentere. Men det er dog mine holdninger, skabt af det, jeg har oplevet gennem mit liv og den måde, jeg har forstået mine oplevelser på, både følelsesmæssigt og tankemæssigt. Den måde, min identitet er skabt på, på individplan, gruppeplan og samfundsmæssigt plan… Alle dele vigtige i forståelsen af, hvordan fordomme skabes..

Forårsfornemmelser...

2010-03-22T13:58:00.001-07:00

Weekenden bød på en tur til gamle Horsens for at besøge veninder og "søstre" samt en tur lidt nordpå for at besøge mandens storesøster. Det har været en hyggelig weekend, men kors, hvor er jeg træt, når jeg sådan har sovet på en fremmed sofa på gulvet og spist sovs, kød og kartofler.... ikke min livret, ærlig talt. Der mangler ligesom noget.. I ved, noget, der hedder grønsager.. :) Desuden er det mig, der er chauffør, manden har ikke kørekort, så jeg er godt træt, når jeg har kørt 200 km på en dag.

Ellers for-fordeler livet os ikke, men hvorfor skulle det også det, vi er førtidspensionister. Jo, det er skønt med forår. Jo, det er dejligt, at jeg derfor snart er fri for forkølelse og snot, og kan synge ordenligt igen.. Men hvorfor så denne sjælens blåhed ? Hvorfor denne forårstristhed ? Jeg burde springe ud af døren, fare ned i parken og plukke blomster (hvis der altså er kommet nogen), synge små sange og generelt bare føle livsglæden strømme gennem mit halvgamle korpus... Men jeg føler træthed, tristhed og min hud er nok lige så gennemsigtig som den madpakkerulle, der ligger i køkkenskuffen.

Er forårstristhed en del af pakken, eller er det bare mig, der har hormonforstørrelse igen ? Eller er det en naturlig del af balancen, efter en hård vinter, hvor sne og frost har skubbet sindet indendørs og tankerne sammen i hovedet, for slet ikke at tale om følelserne, som nok har været lige så bundfrosne som Davinde Sø..

Jeg ønsker mig at kunne føle glæde uden at blive bange for glædens flygtige tilstedeværelse. At kunne sætte mig ned og føle øjeblikket omhylle min krop, og min sjæl, så min ånd kan tø op ....

Nuet. Her og nu. Det vil jeg virkelig gerne lære, det med at opholder mig i øjeblikkets flygtighed. Lære, hvordan det er at være "tilstede i Nuet".

Min fantastiske dreng :)

2010-02-19T12:35:00.000-08:00

Han er en musikalsk begavelse min søn. Det kan godt være, han er udfordret på så mange andre områder, men musikalsk slår han sin gamle mor med flere længder … Det var en fantastisk oplevelse at høre ham spille guitar, rytme og solo, slå sig løs på keyboard, tæske løs på trommerne og SYNGE, alt sammen indenfor samme sæt … Hvem af jer derude spiller4 instrumenter og formår samtidig at synge …. ?

Behøver jeg at sige, at jeg er så stolt, at jeg er ved at revne… Han er bare for dygtig, min knægt..

Billederne er taget til åbent hus i Kulturhuset Rytterkassernen, hvor BALI prospect music holder til. Der kan læses mere om BALI her.

Gospel med liv, sjæl og ånd !

2010-01-18T09:00:00.000-08:00

En af de største glæder, jeg har, er at synge gospel. For mig er det en stor glæde hver tirsdag aften at stille mig sammen med sangglade mænd og kvinder i alle aldre og udformninger, og bare give mig hen til musikken, sangen og samværet med de andre.

Ikke kun er det fysisk sundt at synge gospel, det er efterhånden videnskabeligt bevist af både den ene og den anden forsker, fordi det nedsætter blodtrykket, dæmper stress, forebygger depression og jeg skal komme efter dig, det er også åndeligt opløftende.

Men det er ikke kun på grund af den fysiske side af gospelsangen, jeg opløfter min altrøst hver tirsdag aften. For mig handler det om meget mere end det at lade nogle toner bevæge sig op gennem svælget eller om at gøre det “teknisk korrekt”. Det handler for mig om ånd og sjæl. Er disse elementer ikke med, mangler der tydelighed fra den, der fortolker. Spørgsmålene : “Hvad er det, du synger, hvad handler det om, hvordan forstår du det, og allervigtigst af alt ! Hvordan vil du formidle det ? ” Er gospelsang bare blevet en ny moderne måde at udtrykke popmusikalske drømme på, så bliver sangene kun gengivet med 75 % styrke og intensitet. Det kan lyde rigtig kønt, smuk, teknisk korrekt, rent, fint etc., men der er ingen nerve, ingen følelse i det sungne. Vedkommende kunne lige så godt synge “Se den lille kattekilling” … forskellen er den samme !

Indlevelse, forståelse for teksten og dens indhold, og i sidste ende evnen til at udtrykke disse dele til en sammensmeltning i stemmens udtryk, det kalder jeg at give en sang sjæl. Og når der så oven i købet er ånd med, så løfter sangen sig op og bliver større end det menneske, der udfører sangen. Først da bliver det til gospelsang for mig.

Derfor er jeg også stor, stor fan af denne kvinde portrætteret her ovenfor. Var der nogen, der i den grad formåede at give en sang liv, sjæl og ånd, så var det Billie Holiday.

Det glæder mig, hver gang jeg får lov at opleve øjeblikke af denne indlevelse, også når jeg står og synger midt i koret. Når der træder en solist frem, som forstår at udtrykke ånd og sjæl i den tekst, der formidles i sangen med den stemme, der nu er hans eller hendes. Så er der for mig tale om en dimmension af musikalsk oplevelse, som er større i rum og tid, end der, hvor jeg som det lille menneske, jeg er i den sammenhæng, befinder mig.

Derfor synger jeg gospel hver tirsdag aften sammen med nogle dejlige, varme og skønne mennesker i det gode kor Nardus i Metodistkirken i Odense …..

Visdommen

2009-12-20T09:19:00.000-08:00

Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang. Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til.

Jeg blev født, før strømmene var til, før der var vandrige kilder; da bjergene endnu ikke var sat ned, forud for højene blev jeg født, førend han skabte landjorden og markerne og de første støvkorn i verden.

Da han grundfæstede himlen, var jeg der allerede, da han lagde jordens flade fast på urdybet, da han samlede skyerne deroppe, da han lod urdybets kilder strømme, da han satte en grænse for havet, så vandet ikke kunne overtræde hans befaling, da han lagde jordens grundvolde fast, var jeg ved hans side som hans fortrolige;

Jeg var til glæde for ham dag efter dag, jeg dansede foran ham hele tiden, jeg dansede på hans vide jord og glædede mig over menneskene.

Men hør nu på mig, sønner! Lykkelige de, der holder sig til mine veje. Lyt til belæringen og bliv vise,
lad ikke hånt om den! Lykkeligt det menneske, der hører på mig, så han dag efter dag våger ved mine døre og holder vagt ved mine dørstolper.

For den, der finder mig, finder livet og opnår Herrens velbehag. Men den, der går fejl af mig, skader sig selv, alle, der hader mig, elsker døden.

(Biblen, Ordsprogenes Bog, kapitel 8, vers 22-36)

Lige om ikke så længe.....

2009-10-23T02:39:00.000-07:00

...... er der fødselsdag i familien ;)

min bonussøn bliver 22, og vi drager alle af til sydfyn for at fejre den unge mand i den sammenbragte families skød. Bio-mor, bio-far, bonusmor, bonusfar, kæreste, bonusbror .. alle er vi sammen om at være sammen for at fejre knægt'i.

Det er en gave at kunne være sammen og faktisk kunne lide hinanden. Det er som at få en ekstra familie, noget jeg i alt fald ikke har været forvent med i de mange år, jeg har været alene med min søn.

Jo, jeg har da masser af biologisk familie. Men vi ser dem aldrig. Uvist af hvilken årsag, egentlig... Det er ikke fordi jeg ikke kan lide min familie, både på min mors og min fars side, det kan jeg godt, de er søde og dejlige mennesker, sjove mennesker, kærlige mennesker. Hvorfor så ingen kontakt ? Førhen betød familien jo alt. Den var kernen til selve overlevelsen i samfundet, både på den ene og anden facon.

Jeg må blot stille mig lidt uforstående overfor denne ingen-kontakt .. lidt som Palle-line alene i verden står jeg alene med min søn, de eneste, der er i nærheden er mine forældre og min lillebror. Så selvfølgelig også min mand, men han har lige så lidt kontakt til sin familie som jeg. Lidt telefon med storebror og storesøster.. det er alt....

Egentlig bryder jeg mig ikke at mangle de store relationscirkler. Jeg kan godt lide at veksle mellem venner, veninder, og familien. Men det er som om, at den del af mit liv ikke længere eksisiterer. Den har været der. Da mine bedstemødre levede, var vi meget tættere på den nærmeste familie med onkler, mostre, tanter, fætre og kusiner, på begge sider af familien. Det holdt brat, da de begge døde med 2 måneders mellemrum i 1998. Siden har min fars familie ikke været samlet, min mors noget oftere, de er bedre til at opretholde familierelationerne, selvom det ikke bliver så tit de ses.

Det er noget forunderligt noget, familierelationer, familiecirkler. Selvskabte og medfødte. Kærligheden må binde dem sammen, ellers kan de vel ikke bestå tidens bid ? Eller er der andre familieskeletter, der skal tages hensyn til, når vi tænker over relationerne i den biologiske familie frem for den selvvalgte familiecirkel ?

Når systemet svigter III

2009-10-22T12:09:00.001-07:00

Åh, jeg bliver så tung, så tung om hjertet, når jeg har været hos min søn og set, hvordan der faktisk ser ud, der, hvor han bor. Papir alle vegne, affald, støv i centimers højde på bogreoler og tv, tøj, der skal vaskes... tøj, der skal lægges sammen.... Det er hans hjem. Der, hvor han skal lade op, der, hvor han skal føle sig godt tilpas... og det ligner en losseplads...

Mit hjerte kramper sammen i brystet på mig, jeg bliver helt stakåndet, øjnene løber over af tårer og jeg bliver ganske tung i hele kroppen. Opgivende, trist, og så modløs, som om jeg næsten ikke kan sætte den ene fod foran den anden af bare tristhed og sjælesmerte. Fordi min søn bor sådan, så er hans livskvalitet forringet. Og det kære personale kan sagtens se, han ikke kan magte opgaven, men når han afviser dem ved døren med et "nej, jeg har ikke brug for hjælp", så bruger de servicelovens bestemmelser om magtanvendelse for at undlade at gå ind af hans dør og påtvinge ham den hjælp, han på grund af sit handicap IKKE selv er i stand til at se, han har brug for.

Hvor er vi så henne ? Hvor er den faglige vurdering angående min søns behov for hjælp henne ? Jeg synes personalet gemmer sig bag ved servicelovens bestemmelser (jeg mener at kunne læse mig frem til det handler om magtanvendelse) og UNDLADER derved at tage fagligt ansvar for et menneske, som har et varig nedsat psykisk og/eller fysisk handicap. For slet ikke at tale om det menneskelige aspekt af denne sag. Etiske overvejelser. Moralske handlinger...

Min søns situation er desværre mere reglen end det er undtagelsen. Det gælder også for rigtig mange andre handicappede rundt om i landet. Det her er absolut ikke et enestående tilfælde. Og hvorfor hører vi ikke mere om det i medierne ? Fordi de trætte forældre ikke orker at gøre opmærksom på det og journalisterne rundt om på diverse avis- og tv-redaktioner mener ikke det er "godt nyhedsstof"... . Hvem gider også blive mindet om, at handicappede i et bofællesskab går til i deres eget skidt, ikke får ordenligt mad, ikke får den korrekte medicin etc..

De trætte forældre har nok at gøre med at holde det pædagogiske personale og den kommunale sagsbehandler op på handleplaner vedrørende den unge handicappede ... såfremt der eksisterer een.. Vi venter stadig i spænding på den handleplan, min søns sagsbehandler lovede at udforme og sende til os sidste efterår ved denne tid ..... Mon det ikke er ved at være tid til at gøre hende opmærksom på servicelovens § 141? Jeg tror det.

Ligesom jeg ved, at jeg igen i morgen er at finde i min søns hjem for at hjælpe ham med at rydde op og gøre rent. For jeg har ikke hjerterum og tid i min sjæl til at vente på, de får gen-fortolket servicelovens bestemmelser ... til den tid er min søn jo fyldt 30 og begravet i sit eget skidt...

Når systemet svigter II

2009-10-22T12:07:00.001-07:00

Nok engang må jeg til tasterne og fortælle om det liv, min handicappede søn lever i det bofællesskab, hvor han har sin base. Hans badeværelsesgulv er sat til med sort mug, som over et stykke tid er blevet værre og værre. Han har forsøgt, så godt han har kunnet, at klare rengøringen selv, men det bliver bare værre og værre. Jeg kan som mor konstatere, at det ansatte personale ikke har været særlig meget "ind over" hans evne til at klare den her opgave, for så var det vel næppe gået så galt med det føromtalte gulv. Nu har han så fået endnu en omgang eksem, som skal behandles med noget særligt salve til den nette sum af 170 kr.. Alt dette på grund af et muggent badeværelsesgulv.

Det er ikke så meget det, at det roder hos ham. Det er det, at han ikke får smidt affald ud, at han ikke kan systematisere sin oprydning og især - rengøringen. Det springende rengøringspunkt har det den konsekvens, at hans helbred lider under det. Han har allerede haft indtil flere omgange med fodsvamp på netop den konto og jeg er sikker på, at eet ikke særlig rent hjem er skyld i diverse infektionssygdomme og almen dårlig tilstand.

Det er ikke en opgave han selv magter. Det turde efterhånden være ganske tydeligt, også for personalet på stedet. Hvis han magtede det, så havde han gjort det. Han har så mange opgaver i sin hverdag, at det med rengøringen og struktureringen af oprydningen simpelthen er for meget for ham. Det er noget af det sidste, han foretager sig, og det tager ham oceaner af tid og lige så store verdenshave af kræfter, mentale som fysiske. Han er ganske enkelt udmattet, når han er færdig med sådan en opgave. Han har, som de andre i bofælllesskabet, en dag om ugen, som kaldes hjemmedag. På denne dag skal han stå op kl. 8, spise morgenmad og gå igang med at rydde op og gøre rent. Denne dag er det også hans tur til at købe ind og lave mad til de andre i huset, så han har en hel arbejdsdag, fyldt med opgaver, som for ham er 10 gange sværere end at spille på trommer i 3 timer i træk. En dag, der skulle bruges til nogle hjemlige pligter og lidt afslapning er hårdere for ham end hans "normale" hverdag på BALI.

Om et par dage skal BALI til Holland og spille. Jeg har nu bestemt, at min dejlige knægt kommer hos os her til aften, så jeg kan smøre hele hans store korpus med creme mod hans eksem, og i morgen tager jeg med ham til bofællesskabet og hjælper ham med at gøre rent, skifte sengetøj, vaske tøj etc. Alt det, jeg regnede med, personalet hjalp min søn med. Men jeg er nu blevet meget, meget klogere.

Den her arbejdsopgave holder aldrig op, for systemet, som skulle forestille at være der og tage over, når min pode nu for flere år siden er fyldt 18, har aldrig taget over på den. Og kommer næppe til det, før der sker en markant ændring af både personalets indstilling til deres arbejde og en opnomering af antallet af pædagoger på stedet. Det tager meget lang tid at være der for hver enkelt af de 6 beboere ... at strukturere og "gå ved siden af" som pædagog for en handicappet som min søn og hans med-beboere, det er lig med gentagelse på gentagelse... på gentagelse. Hver uge det samme som i sidste uge. Hele året. I mange år fremover. Men det er nødvendigt, ellers går de på grund af deres handicaps til i deres eget skidt. Bogstavelig talt.

Jeg kunne også bare lade det være ! Lade som ingenting og lade personalet selv opdage, at der er noget galt, at der er noget, der ikke fungerer optimalt.. Men hvilken mor ville jeg så være, når jeg kan se, min søn har brug for hjælp ? Nemlig... en rigtig elendig een af slagsen. Een, jeg ikke ville kunne se i øjnene, når jeg så hende i spejlet om morgenen.

Når systemet ikke slår til ...

2009-10-03T08:37:00.000-07:00

Vi har i denne weekend besøg af min søn, som ligger med influenza. Jeg skulle hente ham i torsdags, da han var færdig på sin arbejdsplads, planen var, at vi skulle tage fat på at gøre rent på hans badeværelse, men det blev et besøg hos lægen i stedet for og så hjem til mor, på hovedet i seng. Der var, og er, dømt influenza.

Havde han skullet ligge alene i det bofællesskab, hvor han bor, så havde han vitterlig skullet ligge alene. Selvom personalet mener det godt, og det gør de, så gør de ikke ret meget for at tage sig af beboerne, når de er syge. Heller ikke når det handler om at smøre hans eksem, det må mor her også stå for... igen.. !!

Det er muligt, de hører, hvad jeg siger, når jeg beder dem om at gøre noget for ham, men der går ikke lang tid fra jeg siger noget, før jeg må gøre dem opmærksom på, at de skal stramme op på det givne område... igen... Det er meget, meget frustrerende at skulle bede folk om at gøre deres arbejde, og det med jævnem mellemrum. Bede dem om at gøre noget, de er ansat til. Ikke noget ud over, bare det, de er ansat til. Er det for meget at forlange ?

Det går bedre, det gør det da! I perioder. Men det bliver mere og mere tydeligt, hvad han ikke kan, hvad han kan lære, og hvad der "blot går langsomt". F.eks. er det helt tydeligt, at han ikke har fysiske kræfter til at klare en lang dag fra kl. 06.00 til kl. 16.00 (fra han står op til han er hjemme igen) og så samtidig klare at gøre rent, lave mad, rydde op og vaske tøj, så det hele ikke sejler for ham. Det er også helt tydeligt, at han mentalt ikke kan klare, der postes mere i og på hans dagligdag, så bukker han under for stress, alt bliver uoverskueligt og hans verden bryder sammen.

Han har - som hans verden ser ud lige nu - nået den yderste af sine grænser, og han bruger alle fibre af sin krop, sin sjæl og sin psyke på at klare de krav, hans hverdag stiller til ham.

Er det så for meget at forlange, at personalet, som er "normale", skal bruge noget der svarer til under halvdelen af deres fysiske, psykiske og åndelige kræfter på at tage ordenligt vare på min søn.. !??? De får oven i købet penge for det....

Blandt andet derfor må jeg i skrivende stund prise mig lykkelig for, at vi er flyttet tilbage til Fyn, så jeg kan være der for ham, når han er syg, når han ikke kan få sin hverdag til at hænge sammen, fordi kommunen ikke har penge til at ansætte nok personale. På min søns bosted er der 2½ fuldtidspædagogstillinger til 6 voksne handicappede med vidtgående udviklingsforstyrrelser så som autisme, og diverse psykiske og fysiske handicaps med vidt forskellige behov. Der er ingen nattevagt, og der er ikke dækning 2 døgn pr uge. Det vil sige, knalder een af autisterne ud, så skal de andre beboere ringe til polititet... !! Det er sket et par gange, og altid når der ikke er personale til stede. Den pædagogiske støtte, de unge mennesker kan få, er ud fra devisen "hjælp til selvhjælp", hvilket i praksis vil sige, jeg viser dig hvordan og så skal du selv tage inititativ til at strukturere din dagligdag...

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det ikke kan lade sig gøre vel ? Der skal heller ikke meget fantasi til at forestille sig, at de unge mennekser med jævne mellemrum går til i bunker af beskidt vasketøj, samt en lejlighed, der trænger til mere en end kærlig rengørings- og oprydningshånd ... og personalet ender som regel med at måtte gøre det for den enkelte, for der er ikke ressourcer i det daglige til at "gå ved siden af" den unge for at igangsætte og strukturere forløbet --- lige netop det, den unge ikke kan pga sit handicap. Det er jo helt Anders And-pæda-go-gåk-gåk. Det, pædagogerne er uddannede til, må de ikke lave pga besparelser og nedskæringer i kommunen, og fordi de ikke må det, de gode pædagoger, så går de unge mennesker til ... bogstavelig talt ... i deres eget skidt.

Glem alt om stimulering og sociale foranstaltninger. Det er en by i det gamle sovejrusland. Glemt og sikkert stavet helt anderledes nu !

Dit og Mit og Hjerteblod !

2009-09-25T11:30:00.000-07:00

En af mine web-bekendte, ja, han var da regnet blandt mine venner, var her forleden blevet godt og grundigt vred på mig, fordi jeg skældte ud over skæbnen som handi-mor, de sparetiltag, der er i gang rundt omkring, og generelt råbte lidt surt til hvad han opfattede som skæld-ud til forældre med "normale" børn. Det kunne han ikke klare, syntes jeg var ubehøvlet, grov og andre sære gloser, og mente jeg skulle skamme mig.

Igen syntes jeg at kunne konstatere, at der er stor forskel på, hvordan man opfatter det, andre skriver, i forhold til ens egen verden, ens egen person. Hvordan man tager ting til sig, som bliver sagt, men som intet personligt sigte har. Det handler om forskellen på "dit lort - og mit lort".. Trist, at han skulle forstå det som et personligt angreb, når jeg skælder og smælder. Rigtig trist. For det har aldrig været hensigten.

Når jeg skælder ud, råber i æteren, på bloggen eller hvor jeg nu end gør det, og jeg siger tingene meget ligeud, ja, så bevares, så kan der sagtens ryge et par finker eller 15 af fadet, inden jeg er færdig. Det er jo fordi det er mit hjerteblod, jeg taler om. Min søns vilkår, den opvækst han har haft, det liv vi har haft sammen, han og jeg, og ikke mindst, de vilkår han har nu, som voksen handicappet. Det liv, jeg har .. eller ikke har, fordi jeg gav alt til opfostringen af et handicappet barn.

Der kommer meget vrede, meget bitterhed, og der kommer sure, gnavne galdeopstød, fordi den verden, jeg og mange andre handi-forældre lever i, ikke er som den, forældre til normale børn oplever. Det er den heller ikke, selvom "barnet" bliver 18 og flytter hjemmefra. Det stopper nemlig aldrig, det her.

Gewiss, der kan da også sagtens være problemer med normale børn, men som een kvinde kommenterede her på bloggen for et par dage siden, så er der forskel på "snakken til forældremødet i en normalbarnsklasse om brugen af økologiske gulerødder eller dem fra FAKTA, kontra samtaler i speciaklasseregi, som handler om syge børn, manglende bevillinger, dødtrætte, udbrændte forældre, familier, som er ved at give op etc. Kan det undre, at jeg - og andre handiforældre - ind i mellem synes det er noget lyserødt crap, der tales om rundt omkring. Kan det undre, at verden ikke altid er lige sjov, morsom, eller hvad den nu er ... Til sidst opgiver man at forklare, som kvinden også skrev, for det bliver ikke forstået, det man forsøger at videreformidle om sit liv og sin skæbne. Konsekvensen er, at man vælger at trække stikket ud og isolere sig fra omverdenen.

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra en kvinde, som fortalte om "aldrig rigtig at være glad".. For at illustrere lidt af, hvad det er, hun mente, gengiver jeg her en historie, hun fortalte mig i brevet.

Jeg var engang sammen med en mor til en handicappet dreng som sagde: "Ved du hvad X.....det er jo svært at forklare, hvad livet som mor til et handicappet barn gør ved én. Vores medmennesker kan jo SE med deres øjne, at det er en hård opgave vi har fået tildelt hér i tilværelsen. Men når de står op næste morgen, er alt - for deres vedkommende - jo glemt. De lever videre i deres eget liv, hvor de er forskånet for alle de svære ting vi andre slås med.

Men vi, du og jeg og alle de andre, skal slå øjnene op til endnu en dag, hvor man håber på det bedste og frygter det værste. 365 dage om året er vi "forfulgt" af vores egne følelser og tanker og dét forstår andre ikke. Acceptér det. De forstår det ikke.

Til gengæld må de prøve at forstå, at vi aldrig bliver helt glade. Lad os antage at jeg fik at vide, at jeg resten af mit liv skulle leve i et hus i Sydfrankrig, med tjenere på hver finger, mad og drikke i lind strøm, sol i ansigtet og en adonis ved min side. Ville jeg så kunne sige (som alle andre ville). JA - dette er livet! NU er jeg glad......NEJ, det kunne jeg ikke. For jeg bliver aldrig glad igen. Aldrig 100%. I perioder kan jeg sige, at jeg er 75% glad - men de 25% mangler. Sådan er det. Det gør forbandet ondt. Det er hjerteskærende opslidende.."

I rest my case !

Udmattelsesperiode

2009-09-24T11:20:00.000-07:00

Vi har været gennem en del den sidste tid. Så meget, at min krop lige så stille har sagt "nej tak til mere", og jeg har lagt mig med feber, ondt i led og muskler, og en træthed, som jeg kun kan sige er altopslugende. Der er dømt fibromyalgi-udbrud-noget, og jeg har ramt min mur for, hvad jeg kan klare. Det er svært at acceptere, at jeg ikke kan det, jeg kunne for bare et par år siden, men jeg kan ikke gøre så meget andet end det, jeg gør lige nu, nemlig ingen fysisk udfoldelse overhovedet. Oveni giver "overgangsalderen" også sine besyv med, nu er der gang i det månedlige, sidste gang var for nøjagtig 4 uger siden.. og hver gang varer det i 8 dage..

Så er det, jeg ved, hvorfor jeg er førtidspensionist, når jeg oplever sådanne perioder. Så er det, jeg synes, livet ikke altid er lige fair eller ordenligt eller noget andet. Men jeg er også taknemmelig. Taknemmelig for, at jeg kan lægge mig, indtil jeg er klar igen.

Ergo har jeg lagt mig i min seng, jeg læser (jeg er færdig med "Pigen, der legede med ilden" og er gået i gang med den sidste af Stieg Larsons bøger i triologien.), slapper af, siger stop, og gør kun det, jeg kan mærke, jeg kan klare. Og jeg har bestemt, at jeg gør det indtil jeg synes det er nok. Det eneste, der kan få mig op af sofaen er Tai Chi om mandagen og mit gospelkor om tirsdagen.... selvom jeg måtte kapitulere i tirsdags og melde fra.. Det er for vigtigt til at gå glip af, det er mit helbred, det handler om, og begge dele er vitale i den sammenhæng.

I aften synger det gode kor Nardus i Vollsmose Kirke. Der ville jeg dæælme gerne have været med, men når det nu er sådan, så er det sådan. Næste koncert er i Metodistkirken, engang i oktober, så der er jeg selvfølgelig med...

Nu vil jeg ind og læse noget mere... :) God Bless You All !

Days Like This..

2009-09-19T10:17:00.000-07:00

.. synger han, ham ireren... og de kommer og går, de dage, forskellige af farve, form og indhold. Derfor er der for en stund dømt stik-udtrækning.....

Kroppen værker og sindet gør knuder efter al den stress vi har været igennem de sidste 4 måneder med flytning, svigerfars død, min fars sygdom, og min egen dårligdom, så nu trænger jeg simpelthen til at koncentrere mig om mig selv et stykke tid ....

Spoken Word and Poetry Slam på Kulturmaskinen

2009-09-15T03:56:00.000-07:00

Slige sager er ellers ikke noget, jeg gør meget i, faktisk har jeg aldrig været til sådan et arrangement, så da manden min inviterede, så sagde jeg da pænt ja tak, og kan så glæde mig til noget, jeg ikke ved, hvad er, men som indeholder ord og sætninger på en helt ny måde..

Men mød selv op i aften, tirsdag den 15. september 2009 på
Kulturmaskinen, Farvergården 7, Odense, kl. 19.40 (præcis) – fri entré....

Arrangementet kan ses på http://www.livepoesi.dk, hvor der blandt andet står følgende:

Performance poesi i international klasse – stand up comedy for folk, der synes, at stand up er plat, og digtoplæsning for folk, der synes, at digtoplæsninger er kedelige. Og meget mere…

Oplev MC Jabber (Scott Martingell), tidligere britisk mester i poetry slam, og én af Europas bedste performance digtere, samt prisbelønnet forsanger i Blue Foundation, og Peter Dyreborg, tidligere dansk mester i poetry slam, og én af de mest markante på den danske scene. En medrivende aften, hvor de to digtere præsenterer deres særlige mix af poesi, prosa, historiefortælling, rap, impro og meget mere. www.livepoesi.dk

Midt mellem tiden

2009-09-13T11:00:00.000-07:00

At være ind imellem tiden
et sted midt imellem
hvor jeg sidder
på to
stole

En ad gangen kan jeg ikke
nøjes med, for sædet sidder
løst der, hvor jeg
vil sidde
alene

Tiden midt imellem stolene
falder ud mellem revnen
mellem sæderne og
jeg falder
ned

i tiden som sætter sig der
hvor jeg troede jeg skulle
sætte mig fast på
sædet og holde
fast i
mig

En lille glædelig billet...

2009-09-12T13:05:00.000-07:00

En af mine korbekendte havde en billet til Frederikshavn-Oslo ruten til overs, afgang på lørdag, den 19. september. Hun ville give den væk, så vi sagde pænt "ja tak", efter en omgang brok på Facebook over, at jeg trægte til ferie....... Nu må vi se, om vi kan få gang i bilen og komme helt til Frederikshavn lørdag morgen. Der er afgang kl. 9.30....

Måske var det klogt at tage derop allerede aftenen i forvejen, det er jo trods alt mig, der skal køre..

Rystende nyheder !!!

2009-09-11T14:10:00.000-07:00

HK Kommunal skriver blandt andet følgende:

Store dele af den kommunale borgerservice skal samles i statslige megacentre. HK/Kommunal betegner planen som borgerfjendsk og bureaukratisk.

Folkepension, boligstøtte, børnebidrag, fripladstilskud og barselsdagpenge skal ikke længere klares lokalt i borgerservice, men skal overgå til staten, hvor opgaven placeres i ét – måske flere – centre. I hvert fald hvis det står til regeringen, der har ladet revisionsfirmaet Deloitte udarbejde en rapport om planen.
Her bliver det konkluderet, at de fem områder baserer sig på objektive kriterier og derfor kan samles i staten med en besparelse på op mod 500 millioner kroner til følge.

Læs selv.. det er simpelthen noget af det værste, jeg har læst i lang, lang tid. Så er det tiden at få den skodregering væltet.. og det kan kun gå for langsomt.

Et lille og meget væsentligt indlæg fra en, der til dagligt arbejder med følgerne af regeringens politik...

Fredag...

2009-09-11T13:36:00.001-07:00

... ender ugedagsfortællingen... ! En tur i biografen kunne det blive til, Inglorious Basterds af Mr. Tarantino himselv. En virkelig underholdende og helt og aldeles fuldt ud så typisk Tarantino.. Den holder.. ! Men nu er jeg jo også inkarneret QT Fan..

Afslapning, blodtryksmåling, lidt bedre, så det går den rigtige vej.. Har også gået et par gode ture, i går og her til aften, så det skal nok blive godt, lige så stille og roligt ! Forsøger så vidt det er muligt at tage een dag ad gangen.. uden at planlægge noget for den dag, der kommer. Tage det, der falder mig ind, i det tempo, jeg kan klare det i..

Smerter i kroppen er der jo hele tiden.. Nakken er helt gal for tiden, smerter i lænden, i benene, i musklerne i ryggen... mere eller mindre permante og vedvarende tilstede.. det vender jeg mig aldrig rigtig til..

Sønnen er til caféaften på sit job, dejligt, at der findes steder, hvor unge mennesker som han kan tage hen og få sig en øl, danse, hygge sig, uden at skulle konfronteres med normalsamfundets ubehøvlede og snævertsynede unge!

.... sådan slutter en uge hos en førtidspensionist. En almindelig uge, uden de sådan særlige tiltag. Lidt bio, lidt kunst, lidt oprydning, og frem for alt så meget eftertænksomhed, at det nok batter til et helt højskoleophold med religionsfilosofi som hovedtema.

Døden og Livet, to sider af samme sag. Taknemmelighed over livet som den gave, det er, og derfor også en pligt til at leve det så tæt på det, der er Guds mening med mit liv ! Går jeg imod den vilje, så hævner det sig.. På den ene eller den anden måde.

Guds Fred til jer alle på denne fredag aften !